Lene Espersen får "markant kritik"

VIDEO: TV 2's politiske reporter, Kristian Ring-Hansen Holt fortæller om Finansudvalgets indstilling i sagen om Lene Espersen og overbetaling af privathospitaler

Finansudvalgets formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), udtrykker "markant kritik" af udenrigsminister Lene Espersen (K) i det udkast til beretning om hendes håndtering af sagen om privathospitaler, som han torsdag fremlægger i Folketingets Finansudvalg.

"Der er lagt op til markant kritik bå­de i forhold til manglende efterlevel­se af rigsrevisors ret til af få materiale fra Sundhedsministeriet, men også i forhold til udenrigsministerens udtalelser i folketingssalen, siger Kristian Thulesen Dahl.

"En særdeles kraftig og kras næse"
Ifølge TV 2's politiske reporter, Kristian Ring-Hansen Holt, er det en usædvanlig stor næse, som Finansudvalget i morgen vil fremlægge i sagen om Lene Espersens forklaring i Folketingssalen i sagen om overbetaling af privathospitaler.

"Det forlyder, at der bliver tale om en særdeles kraftig og kras næse - nogle mener endda at vide, at den er så kraftig, at den er på nippet til at koste Lene Espersen sin ministerpost," siger Kristian Ring-Hansen Holt.

Han siger videre, at der også vil blive delt andre næser ud i morgen:

"Det forlyder også, at der bliver tale om flere næser - blandt andet til den tidligere sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K). Næsen til Jacob Axel Nielsen er så kraftig, at den ville have kostet ham ministerposten, hvis han stadig havde siddet som minister," siger han.

Kræver statsminister i samråd
Socialdemokraterne og SF har krævet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i samråd i finansudvalget, hvor Lene Espersen fredag blev grillet i over to en halv time i et åbent samråd, før sundhedsminister Bertel Haarder overtog.

Kristian Thulesen Dahl mener, at finansudvalget godt kan enes om kritik af hende, selv om Lars Løkke Rasmussen også ønskes i samråd.

"Venstrefløjen kan godt uafhængigt af det køre en fortsat debat med statsministeren om betaling af det offentlige sundhedsvæsen og privathospitaler," siger han.

Håber på bred opbakning til kritik
Kristian Thulesen Dahl håber på bred opbakning bag kritikken af Lene Espersen såvel fra hendes konservative partifæller som fra venstrefløjen.

"Specielt når det handler om Rigsrevisionen som vores forlængede arm overfor ministeriet. Dér er finansudvalget ressortudvalg, som modtager rigsrevisors beretninger til statsrevisorerne," siger han og tilføjer:

"Det ville være rigtigt flot, hvis vi i enighed overfor ministerierne kunne indskærpe, at rigsrevisor får uhindret adgang til alt det materiale, han har brug for."

Der er ingen sammenhæng mellem finanslovforhandlingerne og størrelsen af den næse, Lene Espersen måtte få fra finansudvalget, understreger Kristian Thulesen Dahl.

VIDEO: Lene Espersen efter det åbne og meget lange samråd i Finansudvalget i fredags