70 betjente såret ved Gay Pride

16x9

En stor styrke på omkring 5000 ser­biske politibetjente har udkæmpet fle­re slag mod ballademagere, der forsø­ger at stoppe en serbisk Gay Pride parade i hovedstaden Beograd. Flere er anholdt, og mange er såret under urolighederne ifm. den første parade for bøsser, lesbiske, bi- og trans­seksuelle i Serbien i næsten et årti.

"Jeg skammer mig over, at jeg er nødt til at have politiet til at beskytte mig fra hysteriske nationalister for at kunne marchere for det, jeg står for, siger 36-årige Milena, der er lesbisk aktivist.

Ambulancer kørte hylende gennem gaderne i forbindelse med urolighederne, hvor 70 politifolk blev såret, heraf en alvorligt.

Grupper af nationalister, skinheads og ballademagere kastede sten mod politiet, mens andre forsøgte at stoppe trafikken ved at kaste skraldespande ud på vejene, mens de sang nationalistiske sange.

Mange betragter søndagens parade som en prøve på, om Serbien er rede til at udvikle sig til et moderne og åbent samfund, efter det had og den intolerance, der satte Balkan i brand i 1990'erne.

Ultranationalister siger, at de vil fotografere dem, der deltager i paraden for at gøre op med dem på et senere tidspunkt.

Belejret af politi og psykopater
"Byen er belejret af politi og psykopater. Vi vil ikke kæmpe mod overmagten. Men vi får vores øjeblik, hvor vi kan blive kvit med dem," siger den 30-årige skinhead og bager Nebojsa.

Politiet skønner, at omkring 1500 bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle deltog i paraden.

Det er kun anden gang, at bøsser og lesbiske forsøger at gennemføre Gay Pride i Serbien. Første gang var i 2001. Den gang blev paraden stoppet på grund af voldelige sammenstød, der blev udløst af højreorienterede ekstremisters angreb på paradedeltagerne.

Lørdag marcherede 8000 mennesker gennem Beograd for at protestere mod paraden. Blandt demonstranterne var forældre med små børn.