CIA bortførte måske dansk-egypter

16x9

Dansk_egypter blev mås-ke bortført af CIA i 1995 og efterfølgende dræbt

Nye oplysninger peger retning af, at USAs efterretningstjeneste, CIA, i 1995 bortførte dansk-egypteren Talaat Fuat Kasem, kaldet Abu Talal, i Kroati­en efter hans ankomst fra Danmark. Det viser italienske papirer, som Politiken er i besiddelse af.

Abu Talals sag er del af en dommerun­dersøgelse, hvor 22 CIA-agenter står anklaget for at have bortført egypter­en Abu Omar fra Milano i 2003. USA bragte Abu Omar til Egypten, hvor han ifølge italiensk politi blev udsat for tortur. Også Abu Talal menes overført til Egypten, hvor han frygtes dræbt.

Igennem vidneforklaringer og hemmelige telefonaflytninger har italiensk politi fået oplysninger om, at dansk­egypterens forsvinden er identisk med Abu Omars.

I 1999 opgav det danske Udenrigsministerium Abu Talals sag.

Enhedslistens Frank Aaen kalder sagen "en kæmpe skandale":

"Hvis det er sådan, at danske myndigheder i ti år har kendt til CIA's hemmelige kidnapninger, så betyder det jo, at vi har holdt hånden over menneskeretskrænkelser," siger han til Politiken.

Abu Talal fik i 1991 politisk asyl i Danmark. Han var dømt til døden af Egypten for medlemskab af den yderligtgående islamiske gruppe Jama'a al Islamiya.

Den skød og dræbte 60 turister i Luxor i 1997. Abu Talals kone og børn bor stadig i Danmark. De har ikke hørt fra Abu Talal siden rejsen til Kroatien i 1995.

Hverken Udenrigsministeriet, Justitsministeriet eller Politiets Efterretningstjeneste (PET) har ønsket at udtale sig.