Trossamfund beroliger tegnere

16x9

Islamisk Trossamfund beroliger tegnerne bag Jyllands-Postens skildringer af profeten Muhammed:

"Tegnerne skal tage det roligt og ikke lade sig påvirke i deres arbejde. De vidste ikke, hvor meget, tegningerne ville krænke, da de blev bestilt til arbejdet," siger Kasem Said Ahmad, pressetalsmand for trossamfundet.

"Jeg blev selv så krænket af tegninger­ne, at jeg næsten fik kvalme og kunne blive terrorist, hvis ikke jeg havde kontrol over mig selv", indrømmer han.
"Men selvtægt findes ikke i islam. Dødstrusler er umoralske, uislamiske, udanske og ikke relevante i Danmark," forklarer talsmanden.

Kasem Said Ahmad mener, at eneste udvej på hele affæren er, at Jyllands-Posten, der bragte tegningerne rykker ud med en undskyldning, fordi tegningerne krænkede religiøse følelser. Samtidig bør avisen understreger, at sigtet med at bringe tegningerne var slå et slag for ytringsfriheden, mener Ahmad.

Det talsmanden for trossamfundet frygter mest efter at et islamistisk parti i Pakistand udsendte dødstrusler mod de 12 tegnere er, hvad en uligevægtig person i Pakistan kunne finde på, hvis vedkommende løb på en dansker.

Det Islamiske Trossamfund sender i morgen en delegation til Egypten. Her skal den møde formanden for Den Arabiske Liga og Egyptens udenrigsminister for at drøfte sagen om tegningerne i Jyllands-Posten.

"Vi vil bede om hjælp fra teologer, der kan komme til Danmark og fortælle om Islam," forklarer Ahmad.

Han rejser selv til Beirut for at fortælle ungdomsorganisatioer i Det Arabiske Initiativ, som Udenrigsministeriet står bag, om tegningerne.