Hvor skal jeg placere knallert 45?

16x9

Hej Krimipanel.

Jeg har gennem flere år kørt scooter (EU-knallert 45) på landevejene i Danmark, men oplever desværre gang på gang, at andre trafikanter forsøger at tvinge mig ud i rabatten eller i grelle tilfælde, at det lykkedes dem (især lastbiler) at få mig til at forulykke i grøften. Jeg kører det tilladte - det vil sige, at min scooter ikke på nogen måde er modificeret og derfor "kun" kan køre de tilladte 45 km/t.

En knallert 30 (lille knallert) skal placere sig så langt ude til højre i vognbanen som muligt, eller i den parallelle vognbane som en cykelsti er - altså på lige fod med en cykel. Og her mener jeg så, at jeg skal placere mig som en motorcykel - altså midt på vognbanen hvor bilerne kører. Men da jeg udmærket godt ved, at jeg ikke kører lige så hurtigt som den almindelige trafik på vognbanen, vælger jeg at køre ca 1 - 1½ meter fra vognbanens højre kant, sådan så almindelige køretøjer (biler og motorcykler) kan komme til at overhale relativt nemt.

Til gengæld kan en lastbil eller en bus ikke så nemt overhale, idet disse køretøjer er væsentligt bredere end almindelige biler, de skal faktisk bruge hele den modkørende vognbanes bredde til at overhale - hvorfor også er grunden til at jeg placerer mig hvor jeg gør i vognbanen, sådan så chauffører på disse køretøjer er nødt til at vente på at modkørende vognbane bliver fri så de kan foretage overhalingen. Jeg tror de fleste kender til det store vakuum en lastbil eller en bus skaber, og er der så løse snore eller remme på en lastbil, kan det give meget store slag på en cykel eller som her - mig - når en lastbil overhaler for tæt på.

Jeg ved godt, at det jeg sikkert har ret mht. min placering på kørebanen når vi taler færdselsloven, altså når jeg placerer mig 1½ meter inde på kørebanen målt fra højre side og sidestiller min EU-knallert 45 med en motorcykel. På samme tid ved jeg også, at det er mig der bliver den lille når en 12 tons (eller tungere) lastbil kommer bragende bagfra med 70km/t ogIKKEbremser ned for mig, hvorfor også er grunden til, at jeg hellere lader mig presse i rabatten frem for at ende inde under vogntoget.

Men hvor skal jeg placere mig?

Det var den ene halvdel af mit spørgsmål.

-"For måtte EU-knallerter så bare køre op til 80 km/t, så de kunne trække fra lastbiler og busser, så ville der ikke være nogen ko på isen!"

Det var dén kommentar jeg fik fra vagthavende, da jeg sidst anmeldte en lastbilchauffør til Midt- og Vestjyllands Politi, for at presse mig i grøften og forårsage et færdselsuheld - omend solo.

Man skal som minimum have erhvervet sig kørekort til almindelig bil (B) for at måtte køre på en EU-knallert 45, så hvorfor skal de så være begrænset til 45 km/t?

Store scootere (125 cc)- der kan føres når man har erhvervet sig motorcykelkørekort, kører på fuldstændigt samme princip som en stor knallert eller en lille knallert, der er milliongear på og ingen pedaler/kobling som på en motorcykel, så hvorfor er det ikke muligt at lade disse store scootere (125cc) blive ført på et kørekort til bil (B)?

For når alt kommer til alt, så skal Vi vel allesammen overholde færdselsloven på vejene?!

P.S.: Jeg har selv kørekort til lastbil og ved også godt hvor irriterende det kan være at ligge bagved langsomt kørende køretøjer på landevejen, men ingen har vel "påkørselsret"?

Med venlig hilsen,

Kim.

Kære Kim

Lad mig starte med at slå fast - en EU-knallert 45 er en knallert - ikke en motorcykel, hvorfor den skal følge reglerne for knallerter.

Forskellen på knallert og knallert 45 er, at knallert 45 (stor knallert) kun må føres af personer, der er fyldt 18 år og har erhvervet kørekort til bil eller motorcykel.

Placering på kørebanen:

Færdselslovens § 15, citat: kørende skal under hensyntagen til anden færdsel og forholdene i øvrigt holde så langt til højre som muligt.

Denne regel gælder alle, der kører på vejen fra cykler til store lastbiler.

Med venlig hilsen

Arne Wissing