Nyheder

Kronologi over æresdrab i Danmark

En række drab er i den seneste tid blevet karakteriseret som såkaldte æresdrab. Eksperter har afvist, at æresdrab er religiøst motiveret - de mener, der er tale om en gammel tradition. Drabet begås, når en familie mener, at et familiemedlem har vanæret dem eller har bragt skam over deres navn.

1986:
En 16-årig tyrkisk dreng, der er kæreste med en 15-årig pige, bliver dræbt i en lejlighed i Horsens. Også drengens mor bliver dræbt af skud. Drabene blev begået af pigens far, fordi han havde lovet datteren væk til en anden i Tyrkiet.

1986:
I København mister en 31-årig tyrkisk kvinde livet efter knivstik. Hendes forhenværende svigerfar stod bag drabet, fordi hun angiveligt havde været med til at bortføre en 13-årig pige i Tyrkiet.

1993:
En 25-årig mand bliver myrdet med 21 knivstik af sin pakistanske hustru og dennes bror. Årsagen var, at han havde besluttet at forlade sin gravide kone. Efter at være blevet stukket ihjel skar konen og svogeren hovedet og testiklerne af liget. Kroppen blev viklet plasticsække og smidt i voldgraven ved Christiania. Hovedet endte i vandet ved Kalvebod Brygge. Hustruen og broren blev idømt hver 12 års fængsel.

1995:
To tyrkiske søstre bliver skudt og dræbt af en tyrkisk mand i Helsingør. Kvinderne var søstre til mandens svigerdatter, der var flyttet fra sin mand.

1997
I København bliver en 20-årig kvinde stranguleret og fik halsen skåret over af sin storebror for øjnene af flere familiemedlemmer. Mordet blev begået, fordi kvinden ikke ville leve i et tvangsægteskab med sin fætter.

2001
En 22-årig iransk mand bliver banket ihjel med en vægtløftningsstang af sin iranske kærestes far. Årsagen til drabet var, at faderen ikke kunne overtale sin datter til at rejse med tilbage til Iran.

2001
Fire mænd tæver en 59-årig tyrker til døde, fordi hans søn nægtede at fri til sin kæreste. En af de fire dømte var kærestens bror.

2002:
Den 14-årige Sonay Ahmad Mohammad bliver i februar 2002 blev fundet drivende i Præstø havn. Hendes hoved havde flere læsioner. Teknikere vurderede, at hun var i live, men sandsynligvis bevidstløs, da hun blev smidt i vandet af sin drabsmand. Sonays far, Ashram Ahmad Mohammad, er nu idømt 14 års fængsel for at have slået hende ihjel - angiveligt fordi, hun levede for "dansk".

2005:
18-årige Ghazala Khan af pakistansk herkomst bliver skudt på åben gade i Slagelse. Hendes 27-år­ige afghanske mand bliver livsfarligt kvæstet. Ghazala Khans bror affyrer de dræbende skud, men otte andre fra hendes familie ender også på anklagebænken i Østre Landsret.
Alle ni kendes skyldige i drab.

Kilde: JP, Information, B.T., Ritzau