Historien: Mandatområdet 1920-1948

Mellem√łstkonfliktens historie falder i mange faser, der hver p√• deres m√•de spiller en rolle i dagens israelsk-pal√¶stinensiske problem.

Således også perioden omkring det britiske mandat Palæstina fra 1920 til 1948.

Af Steen Selvejer

Efter F√łrste Verdenskrig blev Pal√¶stina et britisk mandatomr√•de under Folkenes Forbund. Mandataftalen slog fast, at briterne i administrationen af omr√•det skulle efterleve l√łfterne i Balfour-erkl√¶ringen til Den Zionistiske Verdensorganisation om at skabe et nationalt hjem for j√łderne. Den j√łdiske organisation havde imidlertid som form√•l ikke blot at skabe et nationalt hjem, men en regul√¶r j√łdisk nationalstat i Pal√¶stina.

Den f√łrste britiske h√łjkommiss√¶r i det nye mandatomr√•de var Herbert Samuel. Han var selv zionist og fik nu som opgave at implementere Balfour-erkl√¶ringen. Samuel st√łttede sig til flere strategier:

  • At g√łre hebraisk, arabisk og engelsk til officielle sprog i mandatomr√•det
  • At lette den j√łdiske indvandring til Pal√¶stina
  • At samarbejde med Det J√łdiske Agentur, der var stiftet af Den Zionistiske Verdensorganisation og endelig
  • At samarbejde med pal√¶stinenserne, s√•fremt de accepterede oprettelsen af et nationalt j√łdisk hjem i omr√•det.

Dette sidste afviste de pal√¶stinensiske arabere: De ville ikke anerkende, at Folkeforbundet havde nogen legitim ret til at afg√łre omr√•dets fremtid.

Indvandring fortsætter
Alligevel lykkedes det briterne at få et samarbejde i stand med en række velhavende arabisk palæstinensiske familier. Det var familier med store landejendomme og/eller handelsinteresser. Disse familier frygtede at blive sat uden for indflydelse, hvis deres traditionelle positioner fra tiden under osmannerriget blev undermineret af andre, samarbejdsvillige palæstinensere.

Den j√łdiske indvandring til Pal√¶stina-omr√•det fortsatte og fik stigende indflydelse p√• √łkonomien i navnlig byerne. Mange arabere inds√•, at de var n√łdt til at samarbejde med den britiske administration, hvis de skulle have en chance for at l√¶gge en bremse p√• indvandringen.

Allerede i 1920-21 kom det til de f√łrste voldelige sammenst√łd mellem pal√¶stinensiske arabere og indvandrede j√łder. Senest efter fornyede voldsomme uroligheder i 1929 stod det klart, at omr√•dets sociale og √łkonomiske problemer ville vokse med den fortsatte j√łdiske immigration til Pal√¶stina.

Gennem Det √ėverste Muslimske R√•d - den arabisk pal√¶stinensiske befolknings samlende sociale, juridiske og religi√łse institution - s√łgte de toneangivende familier i 1920'erne og '30'erne at overtale briterne til at l√¶gge begr√¶nsninger p√• den j√łdiske indvandring.

Alligevel kom der mellem 1932 og 1935 150.000 j√łder til Pal√¶stina. Det n√¶rmest fordoblede antallet af j√łder i omr√•det, s√• der i 1935 boede 925.000 pal√¶stinensere og 325.000 j√łder i mandatomr√•det. Baggrunden for den for√łgede udvandring til Pal√¶stina var en voksende antisemitisme i Europa - s√¶rligt i forbindelse med Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933.

Arabisk opr√łr
Udviklingen i mandatomr√•det f√łrte i 1933 til dannelsen af Den Arabiske H√łjkomit√©. Et fors√łg p√• v√¶bnet arabisk opr√łr mod den britiske mandatmagt og de j√łdiske indvandrere hurtigt blev sl√•et ned i 1935. H√łjkomit√©en organiserede s√• i 1936 en arabisk generalstrejke. Strejken var rettet mod mandatadministrationen, og kravene var blandt andet stop for indvandring og forbud mod salg af jord til j√łder. Generalstrejken udviklede sig efterh√•nden til en revolte, der varede frem til 1939.

Undervejs blev der etableret endnu en britisk ledet kommission til at unders√łge roden til volden i omr√•det: Peel-kommissionen. Resultatet af dens arbejde blev offentliggjort i 1937 og l√łd p√• en deling af Pal√¶stina i en arabisk pal√¶stinensisk stat og en j√łdisk stat med Jerusalem som en international zone.

Pal√¶stinenserne afviste kommissionens forslag og fortsatte opr√łret. J√łderne var ikke imod princippet om en to-statsl√łsning, men ville ikke acceptere den konkrete udformning af l√łsningen.

Hvidbog uden resultat
Det var f√łrst med den britiske Hvidbog om Pal√¶stina i 1939, at opr√łret blev kvalt. Briterne ville have en holdbar en l√łsning og √¶ndrede politik: Man frygtede, at man uden en l√łsning permanent blev n√łdt til at binde 20.000 soldater i mandatomr√•det.

Med Hvidbogen opgav briterne tankerne om at etablere to stater. I stedet gik man nu ind for i l√łbet af 10 √•r at etablere en todelt selvst√¶ndig stat. Den j√łdiske indvandring skulle over fem √•r reduceres til 75.000 personer, j√łdiske jordopk√łb skulle begr√¶nses og mandatet fra Folkeforbundet skulle oph√¶ves. Denne politik forfulgte briterne nu frem til afslutningen af Anden Verdenskrig. Men Hvidbogen kom ikke til at bestemme udviklingen efter 1945.

Efter Anden Verdenskrigs r√¶dsler ans√• zionisterne det for afg√łrende n√łdvendigt, at der blev etableret en egentlig j√łdisk stat.

Trækker sig ud
Samtidig var det j√łdiske samfund i Pal√¶stina nu s√• st√¶rkt og veludviklet, at det ikke l√¶ngere havde behov for et samarbejde med mandatadministrationen. Imidlertid n√•ede indvandringen til omr√•det umiddelbart efter krigen nye h√łjder - og problemerne og konflikterne i omr√•det voksede.

I 1947 meddelte Storbritannien det efter krigen oprettede FN, at det ville tr√¶kke sig ud af Pal√¶stina. Det fik i november samme √•r FN til at godkende en delingsplan for omr√•det. Det j√łdiske mindretal i omr√•det blev i planen tildelt 56 pct. af det tidligere mandatomr√•de, mens pal√¶stinenserne fik 42 pct. Jerusalem og omegn - de resterende 2 pct. - blev internationalt omr√•de.

Pal√¶stinenserne og araberne uden for mandatomr√•det boykottede det FN-arbejde, der f√łrte til planen: Man ville ikke anerkende, at der skulle oprettes en j√łdisk stat i Mellem√łsten p√• baggrund af en antisemitisme, som intet havde med Mellem√łsten at g√łre. Tv√¶rtimod var antisemitismen if√łlge arabere og pal√¶stinensere et rent europ√¶isk problem, der ikke skulle finde en l√łsning i Mellem√łsten. Modstanden mod FNs endelige plan blev ikke mindre af, at pal√¶stinenserne i 1947 ejede 93 pct. af jorden i mandatomr√•det, og blot 7 pct. tilh√łrte j√łder. Pal√¶stinenserne afviste derfor planen blankt.

Den 14. maj 1948 blev staten Israel proklameret. Allerede inden da, var det kommet til kampe mellem arabere og j√łder. Disse kampe udviklede sig efter maj m√•ned til egentlig krig - en krig, der blev en katastrofe for pal√¶stinenserne.