Historien: Mandatområdet 1920-1948

Mellemøstkonfliktens historie falder i mange faser, der hver på deres måde spiller en rolle i dagens israelsk-palæstinensiske problem.

Således også perioden omkring det britiske mandat Palæstina fra 1920 til 1948.

Af Steen Selvejer

Efter Første Verdenskrig blev Palæstina et britisk mandatområde under Folkenes Forbund. Mandataftalen slog fast, at briterne i administrationen af området skulle efterleve løfterne i Balfour-erklæringen til Den Zionistiske Verdensorganisation om at skabe et nationalt hjem for jøderne. Den jødiske organisation havde imidlertid som formål ikke blot at skabe et nationalt hjem, men en regulær jødisk nationalstat i Palæstina.

Den første britiske højkommissær i det nye mandatområde var Herbert Samuel. Han var selv zionist og fik nu som opgave at implementere Balfour-erklæringen. Samuel støttede sig til flere strategier:

• At gøre hebraisk, arabisk og engelsk til officielle sprog i mandatområdet
• At lette den jødiske indvandring til Palæstina
• At samarbejde med Det Jødiske Agentur, der var stiftet af Den Zionistiske Verdensorganisation og endelig
• At samarbejde med palæstinenserne, såfremt de accepterede oprettelsen af et nationalt jødisk hjem i området.

Dette sidste afviste de palæstinensiske arabere: De ville ikke anerkende, at Folkeforbundet havde nogen legitim ret til at afgøre områdets fremtid.

Indvandring fortsætter
Alligevel lykkedes det briterne at få et samarbejde i stand med en række velhavende arabisk palæstinensiske familier. Det var familier med store landejendomme og/eller handelsinteresser. Disse familier frygtede at blive sat uden for indflydelse, hvis deres traditionelle positioner fra tiden under osmannerriget blev undermineret af andre, samarbejdsvillige palæstinensere.

Den jødiske indvandring til Palæstina-området fortsatte og fik stigende indflydelse på økonomien i navnlig byerne. Mange arabere indså, at de var nødt til at samarbejde med den britiske administration, hvis de skulle have en chance for at lægge en bremse på indvandringen.

Allerede i 1920-21 kom det til de første voldelige sammenstød mellem palæstinensiske arabere og indvandrede jøder. Senest efter fornyede voldsomme uroligheder i 1929 stod det klart, at områdets sociale og økonomiske problemer ville vokse med den fortsatte jødiske immigration til Palæstina.

Gennem Det Øverste Muslimske Råd - den arabisk palæstinensiske befolknings samlende sociale, juridiske og religiøse institution - søgte de toneangivende familier i 1920'erne og '30'erne at overtale briterne til at lægge begrænsninger på den jødiske indvandring.

Alligevel kom der mellem 1932 og 1935 150.000 jøder til Palæstina. Det nærmest fordoblede antallet af jøder i området, så der i 1935 boede 925.000 palæstinensere og 325.000 jøder i mandatområdet. Baggrunden for den forøgede udvandring til Palæstina var en voksende antisemitisme i Europa - særligt i forbindelse med Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933.

Arabisk oprør
Udviklingen i mandatområdet førte i 1933 til dannelsen af Den Arabiske Højkomité. Et forsøg på væbnet arabisk oprør mod den britiske mandatmagt og de jødiske indvandrere hurtigt blev slået ned i 1935. Højkomitéen organiserede så i 1936 en arabisk generalstrejke. Strejken var rettet mod mandatadministrationen, og kravene var blandt andet stop for indvandring og forbud mod salg af jord til jøder. Generalstrejken udviklede sig efterhånden til en revolte, der varede frem til 1939.

Undervejs blev der etableret endnu en britisk ledet kommission til at undersøge roden til volden i området: Peel-kommissionen. Resultatet af dens arbejde blev offentliggjort i 1937 og lød på en deling af Palæstina i en arabisk palæstinensisk stat og en jødisk stat med Jerusalem som en international zone.

Palæstinenserne afviste kommissionens forslag og fortsatte oprøret. Jøderne var ikke imod princippet om en to-statsløsning, men ville ikke acceptere den konkrete udformning af løsningen.

Hvidbog uden resultat
Det var først med den britiske Hvidbog om Palæstina i 1939, at oprøret blev kvalt. Briterne ville have en holdbar en løsning og ændrede politik: Man frygtede, at man uden en løsning permanent blev nødt til at binde 20.000 soldater i mandatområdet.

Med Hvidbogen opgav briterne tankerne om at etablere to stater. I stedet gik man nu ind for i løbet af 10 år at etablere en todelt selvstændig stat. Den jødiske indvandring skulle over fem år reduceres til 75.000 personer, jødiske jordopkøb skulle begrænses og mandatet fra Folkeforbundet skulle ophæves. Denne politik forfulgte briterne nu frem til afslutningen af Anden Verdenskrig. Men Hvidbogen kom ikke til at bestemme udviklingen efter 1945.

Efter Anden Verdenskrigs rædsler anså zionisterne det for afgørende nødvendigt, at der blev etableret en egentlig jødisk stat.

Trækker sig ud
Samtidig var det jødiske samfund i Palæstina nu så stærkt og veludviklet, at det ikke længere havde behov for et samarbejde med mandatadministrationen. Imidlertid nåede indvandringen til området umiddelbart efter krigen nye højder - og problemerne og konflikterne i området voksede.

I 1947 meddelte Storbritannien det efter krigen oprettede FN, at det ville trække sig ud af Palæstina. Det fik i november samme år FN til at godkende en delingsplan for området. Det jødiske mindretal i området blev i planen tildelt 56 pct. af det tidligere mandatområde, mens palæstinenserne fik 42 pct. Jerusalem og omegn - de resterende 2 pct. - blev internationalt område.

Palæstinenserne og araberne uden for mandatområdet boykottede det FN-arbejde, der førte til planen: Man ville ikke anerkende, at der skulle oprettes en jødisk stat i Mellemøsten på baggrund af en antisemitisme, som intet havde med Mellemøsten at gøre. Tværtimod var antisemitismen ifølge arabere og palæstinensere et rent europæisk problem, der ikke skulle finde en løsning i Mellemøsten. Modstanden mod FNs endelige plan blev ikke mindre af, at palæstinenserne i 1947 ejede 93 pct. af jorden i mandatområdet, og blot 7 pct. tilhørte jøder. Palæstinenserne afviste derfor planen blankt.

Den 14. maj 1948 blev staten Israel proklameret. Allerede inden da, var det kommet til kampe mellem arabere og jøder. Disse kampe udviklede sig efter maj måned til egentlig krig - en krig, der blev en katastrofe for palæstinenserne.