Thornings datter på privatskole

16x9

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har valgt at tage sin 13-årige datter ud af folkeskolen på Østerbro. Efter sommerferien begynder datteren på Ingrid Jespersens skole i Nordre Frihavnsgade, oplyser DR TV-Avisen.

Helle Thorning-Schmidts to børn går i øjeblikket på den offentlige skole, Strandvejsskolen, nær deres hjem, men den ældste datter har den seneste tid oplevet, at flere af hendes kammerater har forladt klassen, og det er hun ked af, forklarer partiformanden.

Privatskole med lang venteliste
Derfor har familien valgt, at hun skal tage 8. og 9. klasse på Ingrid Jespersen, som er en af Københavns mest eftertragtede privatskoler med lange ventelister.

Tidligere på ugen kom det frem, at partiets socialordfører, Mette Frederiksen, også har fravalgt folkeskolen og placeret sin datter på Hareskovens Lilleskole. Det er hun den seneste uge blevet stærkt kritiseret for, fordi hun tidligere har været fordømmende over for forældre, der sætter deres børn i privatskole.

Også politisk ordfører Henrik Sass Larsen har en datter, der går i privatskole.

Qvortrup: En rigtig møgsag for Thorning
"Uanset, hvor god en begrundelse, hun har, er det problem for Helle Thorning-Schmidt," siger TV 2's politiske redaktør Henrik Qvortrup.

Han kalder det "en rigtig møgsag" for partiformanden, selvom hun ikke som Mette Frederiksen er blevet taget i at sige et og gøre noget andet.

Henrik Qvortrup vurderer, at Helle Thorning-Schmidt har valgt at gå ud i offentligheden selv for at tage problemet i opløbet.

"Hvis det var noget, hun var blevet afsløret i, var det blevet langt være," forklarer han.

V: Moraliserende og dobbeltmoralske
Venstres politiske ordfører Peter Christensen siger til TV 2 NEWS, at den socialdemokratiske ledelse har været ude og moralisere over noget, de vælger og gøre selv.

"Det kan man vist ikke kalde andet end dobbeltmoral."

Han siger, at han selv ikke mener, at der er problemer med folkeskolen, og at han gerne vælger folkeskolen til sine børn, når de bliver så gamle.