Nyheder

Børn bliver fede af mangel på søvn

For lidt søvn i teenageårene kan lægge grunden til livslange problemer med overvægt. Det viser et nyt studie på Københavns Universitets biovidenskabelige fakultet, hvor 24 teenagedrenge i 15-19-årsalderen deltager i et forsøg, hvor kroppens biologiske reaktioner på henholdsvis kort og lang søvn nøje registreres.

"Meget tyder på, at søvnmangel kan være en betydelig risikofaktor for at udvikle overvægt og fedme," forklarer Anders Sjödin, der står bag undersøgelsen til Dagens Medicin.

Og meget af de unges elektronik som for eksempel mobiltelefoner, computer og computerspil kan også have indflydelse på de unge.

"For lidt eller for ringe søvn kan også være en del af en livsstil, hvor personen også bruger mange timer foran tv eller computer, bevæger sig mindre, spiser usundt, ryger og så videre. Derfor er vi nødt til at udelukke alle andre faktorer for at få et korrekt billede af alene søvnmanglens betydning som en stressfaktor, der stimulerer appetitten og fremmer vægtøgning," siger Anders Sjödin til Dagens Medicin.