"Frikend vores søn for voldtægt"

Voldtægtdømts familie har selv skaffet nye beviser _ nu skal sagen gå om

Video: Se Station 2's indslag, hvor familien viser de skjulte optagelser, de har lavet af pigen, der anmeldte voldtægten.

Sharif Saloni har siddet i fængsel et år og to måneder. Sammen med to venner, er han dømt for gruppevoldtægt af en 15-årig pige på Fredericia Banegård.

Men familien Saloni er overbevist om, at deres 17-årige søn og bror, Sharif Saloni, er uskyldig. Så overbeviste at familien selv har forsøgt at bevise hans uskyld.

"Min bror har ikke behov for at lyve for mig, så jeg tror 100 procent på ham hele tiden," siger Sharif Saloni s bror Mohammed Saloni til TV 2-programmet Station 2.

Derfor har familien selv fremskaffet nye beviser, mens Sharif Saloni har siddet fængslet. Og på baggrund af de nye beviser, er voldtægtssagen nu blevet genoptaget af Den Særlige Klageret, og skal derfor for landsretten på ny. Det sker kun i meget få sager om året. Sidste år blev 23 sager genoptaget.

Sharif Saloni blev 16. december i 2008 i retten i Kolding idømt to år og tre måneders fængsel for både voldtægt og vold, mens hans to venner fik to års fængsel for voldtægten alene. Drengene nægtede sig skyldige, og sagen blev appelleret til landsretten, som stadfæstede dommen.

Drengene har forklaret, at pigen gik med til samlejet for 17 kroner til en busbillet. Pigen endte i stedet med at få 75.000 kroner i erstatning.

Ifølge Station 2's oplysninger har pigen forklaret, at hun blev tvunget ind på toilettet drengene. Pigen har fortalt, at hun fik revet sine bukser og trusser af, at hun blev sat op på en håndvask, hvor de to drenge på 15 og 17 år holdt hende fast, mens Sharif Saloni voldtog hende. Ifølge pigen blev hun sandsynligvis filmet med en mobiltelefon. Bagefter sparkede den ene af drengen hendes trusser ud i forhallen.