FN-konferencen godkender erklæring

FN-forsamlingen enedes her til formid­dag om "at tage København-erklæringen til efterretning".

Det er nu op til de enkelte lande, om de vil tilslutte sig eller stå udenfor erklæringen kaldet "Copenhagen Accord".

"Vi er enedes om en klimaaftale. Nu skal vi bare have landene til at til­slutte sig, og gør de det, har de til­sluttet sig det, vi har aftalt. Hvis de gør det, vil det have umiddelbar effekt," sagde en udmattet Lars Løkke Rasmussen efter marathon-forhandlinger der varede hele natten.

Ros til Maldiverne
Statsministeren var flankeret af Maldivernes præsident, Mohamed Nasheed, som roste sin danske kollega og slog fast, at det bestemt ikke var Danmarks skyld, at topmødet endte kaotisk. Og rosen var gengældt, for Løkke fik også hjælp fra Mohammed Nasheed.

"Han har brugt timer og timer på at skaffe dette resultat. Det var blokeret i plenarsamtale, men præsident Mohamed Nasheed lavede et meget stærkt indlæg om at tage beslutninger. Det var vendepunktet," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Ban Ki-moon lettet
Der vil nu blive udarbejdet en liste over de lande, som kan tilslutte sig klimaerklæringen.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon udtrykte glæde over, at der blev nået et resultat.

"Jeg er glad for, at vi har en aftale i København, men det er kun en begyndelse. Det er et skridt i rigtig retning," siger han.