Hans Ø eller Hans Island?

16x9

Danmark og Canada strides om en lille ubeboet klippeø. _Læs her hvorfor.

Den sidste uge er en gammel strid mellem Canada og Danmark blusset op igen.

Stridens kerne er, at både Danmark og Canada gør krav på den lille klippeø, Hans Ø, der ligger mellem Canada og Danmark.

Men hvad er Hans Ø for en ø, og hvorfor strides de to lande om den lille ubeboede ø?

Vi sætter øen og stridighederne under lup.

Af Heidi Guldager

Fakta om Hans Ø - eller Hans Island.

  • Hans Ø er en lille ubeboet klippeø.
  • Øens samlede areal er 1,3 km2.
  • Øen ligger ved 80º50º N i Kennedy Kanalen mellem Canada og Grønland.
  • Thulebefolkningens oprindelige navn til Hans Ø var "Tartupaluk", der betyder nyreformet. En rammende betegnelse for øens facon.
  • Navnet Hans Ø autoriseredes i 1957 af stednavneudvalget i Grønland.
  • Øen er opkaldt efter eskimoen Hans Hendrik, der var med på mange ekspeditioner i det grønlandske.

Danmark mod Canada
Striden om Hans Ø har stået på siden 1973, da Danmark og Canada indgik en grænseaftale om området. Men landene kunne ikke blive enige om suveræniteten over Hans Ø, og blev derfor enige om at være uenige om øens tilhørsforhold.

Siden da har begge lande med mellemrum besøgt den lille klippeø. Danmark har haft flådeskibe ved øen, og canadierne havde for nylig en militærøvelse i området.

Danmark mener, at Hans Ø er dansk, fordi den ligger tættest på Grønland.
Canadierne derimod er lige nu i gang med at undersøge, om øen hænger sammen med den canadiske sokkel.
Derudover mener canadierne også, at det var briterne, der opdagede øen, og at Canada har overtaget de britiske rettigheder i området.

Fint besøg
Grunden til, at striden om den lille klippeø blusser op igen er, at den canadiske forsvarsminister Bill Graham onsdag den 20. juli besøgte Hans Ø.

Problemet ved besøget er, at den canadiske regering ikke på forhånd meddelte Danmark, at Bill Graham ville besøge Hans Ø.
Først to dage efter besøget, blev Danmarks ambassade i Canada adviseret.
Det canadiske ministerbesøg kom blot en uge efter, at canadiske soldater besøgte Hans Ø og plantede det canadiske flag.

Besøgene fik Danmark til at protestere:

"Det canadierne foretager sig er så umorderne og chauvinistisk. Jeg kan ikke forstå, hvad det skal til for..."
Udenrigsordfører Søren Espersen (DF) til Ritzau.

"Vi mener, at øen er dansk og altid har været det. Det vil vi i dag meddele de canadiske myndigheder."
Chef for juridisk tjeneste i Udenrigsministeriet Peter Taksøe- Jensen til Jyllands- Posten.

"Når nogen uretmæssigt forøger at gøre deres indflydelse gældende på øen, som både Grønland/Danmark og Canada gør krav på, kan jeg ikke tolke handlingen som andet end en regulær okkupation."
Grønlands vicestyreformand, Josef Motzfeldt til Ritzau.

Det er imidlertid ikke første gang, at der er ministerbesøg på den lille ø. Tilbage i 1984 tog den daværende grønlandsminister Tom Høyem (CD) på ø- besøg. Her gravede han en flaske cognac ned og vedlagde et brev. Beskeden i brevet var, at canadierne var "velkomne på den danske ø."
Ved samme lejlighed plantede grønlandsministeren et dansk flag. Efterfølgende protesterede Canadas regering til den danske regering.

Canada afviser kritik
Canada fastholder, at forsvarsminister Bill Graham ikke overtrådte de diplomatiske spilleregler, da regeringen betragter øen som canadisk.

Ifølge canadiske medier mener Bill Graham dog, at besøget stiller Canada i en bedre position, hvis det bliver en international domstol, der skal afgøre striden om suveræniteten.

Fremtiden
Øen ser ud til at få større betydning i fremtiden, fordi den globale opvarmning kan betyde, at skibstrafikken i området vil stige, fordi isen smelter og åbner nye sejlruter.

Canadiske olieselskaber har desuden haft kig på området ved øen i jagten på mulige olieforekomster.

Afklaring på vej?
Den diplomatiske strid mellem de to lande har altså stået på siden 1973, men nu har flere politikere fået nok. Striden skal afgøres.

Dansk Folkeparti kræver, at Statsminister Anders Fogh tager kontakt til sin canadiske kollega for at få en afklaring på grænsestriden.

"Begge lande er klar over, at denne sag - på et eller andet tidspunkt - ender for en international domstol, og så må man tage det på en civiliseret måde. Det forventer jeg, at statsministeren tager en snak med den canadiske premierminister om. Og så skal vi holde op med at rende rundt og plante flag," siger Dansk Folkepartis Udenrigsordfører Søren Espersen til Ritzau.

Også Grønland melder sig i debatten og kræver afklaring omkring den lille ø's skæbne.

Vicelandsstyreformand Josef Motzfeldt (IA) mener, at det haster med at få en international afklaring af, hvilket land, der i henhold til FN's havsretkonvention kan gøre krav på øen. Ifølge konventionen kan en nation gøre krav på et område, hvis der er tvist om tilhørsforholdet, hvis landet er geologisk forbundet med området.

"Og videnskabsmændene må så på den baggrund afgøre hvilket land, der kan gøre krav på Hans Ø," siger Josef Motzfeldt.

Kilde. Ritzau og
"Hans Ø og Hans Ø" af Peter R. Dawes