Bill Clinton på visit i Nordkorea

16x9

Et amerikansk fly med USA's tidligere præsident Bill Clinton om bord landede i dag i Nordkorea. Det oplyser både det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap og det nordkoreanske KCNA.

Bill Clinton har et godt navn i Nordkorea. Han forhandlede i 1990'erne med Nordkorea om dets omstridte atomprogram, og det kulminerede med daværende udenrigsminister Madeleine Albrights besøg i landet.

Men forholdet til Nordkorea brød sammen, da George W. Bush blev præsident i 2001.

Vil have journalister frigivet
Yonhap skrev tidligere, at Clinton var på vej til det kommunistiske land i et forsøg på at få frigivet to fængslede, amerikanske journalister.

Laura Ling og Euna Lee blev pågrebet midt i marts, tæt på grænsen til Kina, hvor de rapporterede om flygtninge, der stak af fra det fattige Nordkorea.

En domstol i Pyongyang dømte i juni de to til 12 års "opdragelse gennem arbejde" for ulovligt at være rejst ind i landet og for en ikke nærmere defineret "alvorlig forbrydelse".

Ifølge det nordkoreanske nyhedsbureau blev Clinton taget imod i lufthavnen af næstformanden for Nordkoreas parlament og af viceudenrigsminister Kim Gye-gwan, der er Nordkoreas atomforhandler.

Forholdet mellem USA og Nordkorea er for øjeblikket særdeles anspændt, efter det kommunistiske land fornylig foretog sin anden atomprøvesprængning i strid med en international aftale.