Nyheder

Hvad er op og ned i Danmarks­historiens største narkosag?

De øvrige bag-mænd er blevet dømt for smug-ling-en af 13 ton hash i 2003 _ kun Birger de Wett Olsen mang-ler dom

Med anholdelsen af Birger de Wett Olsen i Spanien efter fire års flugt kan politiet omsider få lagt låg på Danmarks største hashsag fra 2003. To af de andre bagmænd er blevet idømt hhv. 16 års fængsel og livstid, mens en trejde blev myrdet kort efter hashen var smuglet ind i Danmark. Få overblik over den komplekse sag her

25. maj 2003:

Lystbåden Atlantic Privateer sejler fra St. Nazaire, Frankrig til Marokko. Her lastes den med 13 ton hash.

22. juni 2003:

Båden lægges til kaj i Hundested Havn, hvor den bliver i en måned. Her tager den flere ture op og ned ad kysten. Politiet mener, at hashen i flere omgange og på flere forskellige steder bliver sat i land.

9. juli 2003:

43 år gamle Kim Simonsen forsvinder. Han er kendt for omfattende hashhandel. I marts 1995 forsøgte han at smugle tre ton hash ind i England fra Marokko. Hashen, der udgjorde en værdi af 100 mio. kr. havnede på bunden af Den Engelske Kanal, da båden forliste i stormvejr. Simonsen blev idømt 2½ års fængsel.

1. august 2005:

Politiet finder et nedgravet lig ved en nedlagt ålefarm i Lynge i Nordsjælland. Personen er dræbt med en stump genstand.

3. august 2005:

Politiet identificerer manden som Kim Simonsen, der har været savnet i over to år. 29-årig mand Lars Petersen sigtes for drabet, hvilket gør sagen endnu mere kompleks. Den 29-årige var nemlig i forvejen varetægtsfængslet for at have sat ild til en villa i Kokkedal. Et attentat, der var tæt på at koste den 29-årige livet. Politiet mener, at brandattentatet blev bestilt af en Leon Jensen - kendt som Lonne.

Politiets teori er, at Kim Simonsen var en del af smuglingen af de 13 ton hash, men at noget gik galt, og det kostede ham livet.

26. februar 2007:

Sagen om smuglingen af de 13 ton hash, brandstiftelse og drabet på Kim Simonsen begynder. I alt fire mænd er tiltalt. Den 32-årig Lars Petersen betegnes som hovedmanden. Det var ham, der hentede hashen i Marokko. Kim Simonsen var manden, der skulle tage imod hashen i Danmark.

Politiet mener, at størstedelen af hashen blev transporteret til lagervirksomheden Shurgaard i Ishøj, hvorfra den blev solgt videre i partier på ikke under 500 kilo.

I anklageskriftet fremgår det, at Kim Simonsen blev slået ihjel af et ukendt antal slag i hovedet samt syv knivstik i brystet. Efterfølgende fik han slået alle tænderne ud og blev begravet og dækket med kalk. Det er kun Lars Petersen, der tiltales for drabet.

Maj 2007:

Lars Petersen idømmes livsvarigt fængsel for smugling af hash og drabet på Kim Simonsen. Han anker til Højesteret, men anken bliver afvist.

19. november 2007:

40-årige Claus Malmqvist idømmes 16 års fængsel for indsmuglingen af de 13 ton hash. Han bliver ligeledes dømt for at have forsøgt at smugle et halvt ton kokain ind i Danmark i 2004. Malmqvist får samtidig konfiskeret 10 mio. kr. Malmqvist anker på stedet.

22. juli 2009:

Dansk politi tager til Spanien for at hente Birger de Wett Olsen - kaldet Lucky - hjem fra Spanien. Han er blevet anholdt nogle uger forinden efter samarbejde med spansk politi. Birger de Wett Olsen er den sidste brik i politiets manglende puslespil over hashsagen fra 2003. Han ventes fremstillet i grundlovsforhør i Danmark fredag den 24. juli.

Birger de Wett Olsen menes at have været med til at smugle de 13 ton hash på Atlantic Privateer i 2003. Hash som blev solgt videre fra et lager i Ishøj. I retssagen, hvor Claus Malmqvist blev dømt, var han dog kun tiltalt for at have smuglet 2,4 ton hash fra Nordsjælland til Slagelse.

Birger de Wett Olsen mistænkes ligeledes for at have taget del i en anden hashsag, hvor 17 ton hash fra Holland og Spanien blev fragtet til Danmark. I samme sag er en tysk kvinde sigtet for at have bragt 53 mio. kr. til udlandet, mens en anden er blevet idømt ti års fængsel.