Børneselvmord er sjældne men sker

16x9

Da en 12_årig dreng be-gik selv-mord ved Hol-bæk i går, skrev han sig ind i en sta-tis-tik, hvor dren-ge er flest

Selvmord blandt børn er dybt skræmmende, men forekommer i gennemsnit to gange om året. En psykolog opfordrer forældre til at tale med deres barn om den uhyggelige handling, hvis barnet bringer det på bane.

Af Kristian Jakobsen

Flere medier bringer i dag historien om en 12-årig drengs selvmord i den lille by Kisserup ved Holbæk.

Med sit selvmord slutter han sig til den lille flok af triste skæbner, hvor børn har taget livet af sig selv.

20 børneselvmord på ti år
I følge Center for Selvmordsforskning er børneselvmord sjældne, men de forekommer. I en tiårsperiode fra 1997 til 2006 har der været 20 selvmord blandt børn under 15 år i Danmark.

Statistikken viser også, at drenge er markant overrepræsenteret i perioden med 17 drenge- og tre pigeselvmord. Og drenge begår generelt flere selvmord end piger. Som statistikken til højre viser, har fem gange så mange drenge som piger begået selvmord siden 1970.

Hvorfor drengene er overrepræsenteret, er der meget lidt viden om. Dog er det et faktum, at drenge og mænd generelt begår flere selvmord end piger og kvinder på verdensplan, oplyser statistiker Børge F. Jensen fra Center for Selvmordsforskning.

Den yngste var ni år gammel
Det meningsløse og sørgelige ved et selvmord bliver voldsomt forstærket, når ofret er et barn. Tanker om selvmord bør ikke optage et barnesind, men kan gøre det.

Typisk vil børn for alvor blive bevidste om døden i alderen fem til syv år, oplyser børnepsykolog Anne Kirsten Hansen.

"Det kan komme i fem-seks-års alderen, hvis der sker dødsfald i familien, og barnet derfor får det tæt ind på livet. Ellers begynder barnet normalt i syv-års-alderen at lægge mere mærke til verden omkring sig og bekymrer sig måske om, om far eller mor dør, eller om barnet selv vågner igen, når det lægger sig til at sove," fortæller Anne Kirsten Hansen.

I Danmark har der dog ikke været selvmord i så tidlig en alder. Det aldersmæssigt tidligst registrerede selvmord herhjemme var et barn på ni-år ifølge Center for Selvmordsforskning.

Depresseion eller mobning
Anne Kirsten Hansen understreger, at et barn normalt først vil blive bevidst om, at det kan tage livet af sig selv, senere i livet.

Det der for eksempel kan udløse et selvmord hos et barn kan være depression, alvorlig mobning eller lavt selvværd, der gør, at barnet føler sig magtesløst og ikke ser anden udvej.

"Når et barn hører om et selvmord eller på anden måde stifter bekendtskab med den handling, kan barnet opfatte det som en løsningsmulighed i tilfælde, hvor problemerne bliver for store," siger Anne Kirsten Hansen.

"Vi bliver kede af det indimellem, og det gør børn sandelig også. Men de skal forstå, at det ikke er en mulighed," uddyber hun.

Anne Kirsten Hansen opfordrer forældre til børn, der stifter bekendtskab med selvmord, til at tale med børnene om det og få det gjort klart, at det er en yderst ekstrem handling og ikke en måde at løse sine problemer på.