V-kandidat: Mere EU på DR og TV 2

16x9

Debatter fra EU-Parlamentet skal være en del af dansk public service-tv.

Det foreslår Venstres kandidat til parlamentet Charlotte Antonsen.

"Mange almindelige mennesker føler, at det til daglig er svært at følge med i, hvad der sker i EU. Det ville de have mulighed for, hvis de kunne se debatterne fra parlamentet i tv," siger hun til Ritzau. Charlotte Antonsen henviser til, at både DR2 og TV 2 News i perioder transmitterer direkte fra debatterne i Folketinget på Christiansborg.

"Hvis jeg bliver valgt til parlamentet, vil jeg stille forslag om det og også foreslå, at det bliver en del af det tv-direktiv, som allerede findes i EU, tilføjer Venstres kandidat.

Dan J.: Ikke nogen gang på jord
Socialdemokraternes medlem af EU-Parlamentet Dan Jørgensen tror ikke, at forslaget har nogen gang på jorden.

"Det skyldes den særlige debat- og mødeform, der praktiseres i parlamentet. Som debatterne foregår i dag, har de slet ikke den ping-pong karakter, vi kender fra Danmark og andre lande. Derfor egner de sig dårligt til direkte tv," mener han.

Dan Jørgensen siger, at hvis Charlotte Antonsens forslag en dag bliver rejst, vil han ikke stemme mod det.

Men han mener, at der er bedre måder at dække behovet for information om EU på. Han anbefaler, at DR og TV 2 lader sig inspirere af det britiske BBC's program "Record Europe".

"Det sendes en gang om ugen og rummer både studiedebatter og faktuelle oplysninger," forklarer Dan Jørgensen.