Mand lå timevis i sø efter uheld

En 59-årig mand lå i går to en halv time i en sø, efter han var kørt galt på sin handikap-knallert.

Ulykken skete ved Zarhtmannsvej i Rønne på Bornholm. Manden, der er lam i den ene arm og det ene ben, kunne ikke komme op af vandet, fordi knallerten var landet oven på ham. Det skriver P4 Bornholm.

Manden forsøgte flere gange at råbe om hjælp, når folk gik forbi søen, men først efter to en halv time, var der nogen, der hørte ham og kom til undsætning.

Ifølge vagtchefen hos politiet var den 59-årige mand forkommen efter så lang tid i vandet, men han er ikke kommet alvorligt til skade.