97 døde af H1N1 på verdensplan

Antallet af dødsofre som følge af H1N1-influenzaen, også kaldet svinein­fluenza, nærmer sig 100, viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Samtidig meldes der om nye tilfælde i Europa, Asien og Latinamerika.

I alt er 12.515 mennesker i 46 lande smittet med sygdommen. Ifølge WHO's opgørelse har smitten kostet mindst 91 mennesker livet, men siden har Mexico meldt om tre døde, USA to og Canada en, hvilket bringer det samlede dødstal op på 97.
USA og Mexico er fortsat de to lande med flest smittede.

I USA har 6764 mennesker pådraget sig H1N1-smitten, mens Mexico i går meldte om 4458 smittede.