Fogh: Jeg løj ikke om kandidatur

Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser at have løjet over for den danske befolkning, når han gang på gang har sagt, at han ikke var kandidat til en international toppost.

"Jeg blev først kandidat, da jeg forleden annoncerede mit kandidatur. Man melder sig ikke som kandidat, før man næsten er sikker på at få posten. Derfor er det sandt, når jeg sagde, jeg ikke var kandidat," siger Anders Fogh.

Han erkender dog, at sonderingerne har fundet sted gennem længere tid.

"Der var nogen, der undersøgte, om jeg kunne blive kandidat," siger Fogh.

I december sidste år forsøgte TV 2|NYHEDERNES vært, Jesper Steinmetz, ihærdigt at få et svar fra Fogh, om hans fremtidsplaner inkluderede et job som NATOs generalsekretær. Fogh afviste og fortalte Steinmetz, at hans hensigt var da at komme igen til næste års årskavalkade på TV 2 som landets statsminister.

Måske dukker Anders Fogh Rasmussen da også op igen hos Steinmetz til årkavalkade på midtergangen på Kvægtorvet i Odensen til december, men det bliver i så fald som NATOs generalsekretær.