Truet med pistol efter sneboldkast

16x9

En 15-årig dreng blev truet på livet, efter han og vennerne kastede sne mod en bil i Espergærde, skriver Frederiks­borg Amts Avis. De fire drenge ramte en sort bil med tonede ruder med en snebold, da de legede i sneen natten til søndag i Espergærde.

Bilen bremsede hårdt op, og føreren samt to andre mænd steg ud. Tre af snekasterne stak af, men en 15-årig nåede ikke væk, fordi de tre mænd fra bilen skubbede ham omkuld. De sparkede ham 10-15 gange og trådte på hans ansigt og endte med at hive ham ind i bilen og true ham med en pistol.

Vi nakker dig
Det skete, fordi den 15-årige råbte, at det ikke var ham, der havde kastet snebolden, og mændene fra bilen sagde, at den 15-årige så måtte få fat i de ansvarlige. Det kunne han ikke, og mændene hev ham ind i bilen og satte ham på bagsædet.

Her udfrittede de ham og holdt en pistol imod hans pande.

"Hvis du ikke får fat i dine venner nu, så nakker jeg dig," råbte manden med pistolen.

Den 15-årige endte med at slippe fri, men kun fordi en af de andre mænd i bilen syntes, at pistolmanden gik over stregen og fik ham overtalt til at lægge pistolen.

Mændene i bilen beskrives som 20-25 år - alle med indvandrerbaggrund.