Nazilæge levede som from muslim

16x9

Eksperter siger, at nye rapporter om efterlyst nazistisk krigsforbryders død i Egypten i 1992 måske er falske

Lægen og naziforbryderen Aribert Heim, der var eftersøgt for grusomme eksperimenter på jøder i kz-lejre, levede som en stille, from muslim i et lille hotel i yderkanten af den egyptiske hovedstad, Kairo, hvor han var kendt som doktor Tarek.

Heim levede ifølge nye oplysninger skjult i de labyrintiske gader i Afrikas og Mellemøstens største by frem til sin død den 10. august 1992. Han havde angiveligt kræft, men flere eksperter har sået tvivl om, hvorvidt "Doktor Død" vitterligt er afgået ved døden.

"Han var ikke særlig snakkesalig, men han gik aldrig glip af en bøn i moskeen," siger Gamal Abu Ahmed, som i dag bor i Heims tidligere værelse på sjette sal i hotellet Qasr el-Medina.

Vidste han var tysker
Da Abu Ahmed får at vide, hvem doktor Tarek i virkeligheden var ifølge afsløringer fra den tyske tv-station ZDF og avisen The New York Times, bliver han ikke chokeret.

"Jeg har kendt ham, siden jeg var 17 år gammel. Jeg vidste, at doktor Tarek var tysker og muslim, men jeg var aldrig nysgerrig efter at vide mere om hans baggrund."

I hotellet i den nedslidte bygning, hvor trappeopgangen er fyldt med affald, levede Heim et regelmæssigt liv med fysiske øvelser om morgenen, derefter bøn i Al-Azhar moskeen og så lange eftermiddage, hvor han skrev eller læste, fortæller Abu Ahmed, som ikke ved, hvornår Heim kom til Kairo.

Over 100 personlige dokumenter samt vidneudsagn fra Heims søn Rüdiger har ført til afsløringerne af nazilægens liv i Kairo.

Lavede lampeskærme af hud
Heim arbejdede som læge i koncentrationslejrene Sachsenhausen, Buchenwald og Mauthausen fra 1940 til 1942. Hans medicinske eksperimenter var brutale og dødelige. Han sprøjtede ofte livsfarlige væsker som for eksempel benzin direkte ind i hjertet på kz-fangerne.

Han fremstillede lampeskærme af de døde fangers hud, og hans brutalitet medførte, at han ofte blev sammenlignet med Josef Mengele, den såkaldte "Dødens Engel" i Auschwitz.

Han blev pågrebet af amerikanske soldater i 1945, men blev sat på fri fod to og et halvt år senere. Heim, der blev født i 1914 i Østrig, arbejdede efter Anden Verdenskrig som gynækolog i Baden-Baden. I 1962 blev der udsendt en international arrestordre på ham, og han flygtede. I mange år blev der gættet på, at han var flygtet til Sydamerika.

Nazijæger tror ikke ZDF
Den førende nazijæger Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthal Centeret sagde sidste år, at han mente, at Heim levede skjult i enten Argentina eller Chile.

Og han tror ikke rigtig på tv-stationen ZDF's pressemeddelelse om, at Heim døde af cancer for 18 år siden.

"Det er kun bevist, at Heim boede i Egypten," siger Zuroff til det tyske nyhedsbureau dpa.

Zuroff pointerer samtidig, at der hverken findes en grav, et lig eller dna efter Heim.

Overlevende fra Mauthausen har beskyldt Heim, som er far til tre, for at sprætte maven op på kz-faner og fjerne deres lever.

Zuroff har tidligere understreget, at Heim må stilles for en domstol, uanset hvor gammel han er.

"Han kastrerede mennesker, han brugte deres kropsdele som dekorationer i sit kontor. Det siger jeg for at få folk til at forstå, hvor vigtigt det er at pågribe denne forbryder," sagde han, før de seneste afsløringer om Heim kom frem.