Ministerpræsident Olmert går af

16x9

Israels ministerpræsident Ehud Olmert meddelte i dag, at han træder tilbage. Men den politiske usikkerhed, der præger Israel og kaster skygger over fredsforhandlingerne med palæstinen­serne, er langt fra ovre.

"Jeg har besluttet at sætte punktum for mit virke som ministerpræsident," sagde Olmert på møde blot et par dage efter, at udenrigsminister Tzipi Livni blev valgt som leder af Kadima-partiet.

"Jeg håber, at det vil lykkes Tzipi Livni at danne en regering med den sam­mensætning, som hun ønsker," sagde han.

Anklaget for korruption
Olmert har kæmpet med korruptionsanklager i flere måneder, og 30. juli bekendtgjorde han, at han ville trække sig tilbage, når hans parti havde valgt en ny leder.

Men han skal stadig forelægge sin aftrædelse for præsident Shimon Peres, som derefter vil give Livni 42 dage til at danne en regering og dermed afværge et valg, som ifølge flere målinger ville bringe højrefløjspartiet Likud til magten.

Olmert vil formentlig blive på posten som midlertidig ministerpræsident, indtil en ny regering er taget i ed, hvilket kan tage flere måneder.