Nyheder

Kolding-katastrofe skal under lup

Politikere vil gribe over for fyrværkerifabrikker i boligområdet. Læs også om hvor galt det egentlig gik.

En brandmand er omkommet, 84 mennesker er kommet til skade og adskillige huse er jævnet med jorden ved brandeksplosionerne på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik i Kolding.

Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) vil have katastrofen undersøgt nærmere. Politiet tror, at fabrikken havde for mange eksplosiver oplagret, men har ikke rejst sigtelse.

Af Eva Rymann Hansen og Karin Cecilia Cruz Madsen

Blandt de 84 tilskadekomne er syv brandmænd, der deltog i slukningsarbejdet; 17 væltede på cyklen eller faldt ned ad trapper pga. trykbølgerne, og 60 fik problemer med at trække vejret og blev indlagt til observation for røgforgiftning.

I alt måtte 2000 mennesker evakueres ved eksplosionerne onsdag aften, og flere af dem har tilbragt natten på den lokale Åløkkeskolen, hvor de ikke fik megen søvn.

Fortsat eksplosionsfare
Efter eksplosionerne brændte det længe på fabrikkens område på Kløvkærvej, og bydelen Seest i Kolding er fortsat afspærret. Nogle af de evakuerede beboere har været hjemme for at hente medicin og tøj - eller blot for at se, hvor slemt deres hus er blevet medtaget.

Samtidig gik et ammunitionsrydningshold i gang i Seest-området for at finde et antal chrysantemumbomber, som stadig kunne ryge i luften.

Branden stadig en gåde
Endnu kendes årsagen til branden ikke, men det står klart, at nogle ansatte var i færd med at omlæsse fyrværkeri onsdag eftermiddag, og at branden opstod, da de havde tabt en kasse med fyrværkeri.

Politiet arbejder nu på at klarlægge, om der var noget i kassen, som kunne udløse gnister. Et rygte om, at en af de ansatte har røget en cigaret, er manet i jorden.

Politikerne griber ind
Fra politisk hold har økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) beordret sagen undersøgt.

"Jeg har netop aftalt med justitsministeren og forsvarsministeren, at vi er nødt til at have en gennemgang af samtlige fabrikker, der fremstiller og opbevarer fyrværkeri i Danmark. Nu må vi i gang med dem alle sammen en gang til, for det her kan vi ikke tåle en gang til", siger Bendt Bendtsen (K).

Ministeren har nedsat et udvalg som skal kulegrave eksplosionen i Kolding. Men De Radikale er ikke meget for det.

R: Forbyd fyrværkerilagre ved beboelse
"Hvorfor ikke bare lave en handlingsplan? Målsætningen burde være, at om fem år, så ligger der simpelthen ikke fyrværkerifabrikker i beboelsesområder", siger den radikale miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen, som selv var i nærheden af det ramte område.

Kolding byråd har også øjnene på sagen. Derfor har byrådet besluttet, at et advokatfirma i Århus skal undersøge fabrikkens godkendelser og udbygninger til bunds. Men ingen lokalpolitikere har lyst til at rejse kritik af nogen parter.

"Der er et hav af hvis'er," sagde den fungerende borgmester Jørgen Jessen efter et byrådsmøde torsdag.

Samtidig vil kommunens beredskab sammen med politiet undersøge, om der er andre tilsvarende lagre.

Tegn på ulovlige mængder fyrværkeri
Ifølge Kolding Politi er der tegn på, at fyrværkerifabrikken har haft for store mængder på lageret på Kløvkærvej, end fabrikken havde tilladelse til.

Onsdag havde politiet fået oplyst fra fabrikken, at der var 2000 ton fyrværkeri på Kolding-lageret.

En seks måneder gammel bemyndigelse giver fabrikken tilladelse til at opbevare 300 ton eksplosiv mængde. Engroslageret må samtidig opbevare færdige fyrværkerivarer af to forskellige katagorier på tilsammen 900 ton brutto vægt, heri indregnet de 300 ton. Altså må det umiddelbart antages, at der har været over dobbelt så meget fyrværkeri i virksomheden som tilladt.

"Vi ved ikke med sikkerhed, om der var 2000 tons. Vi vil ikke kommentere det yderligere, før vi har foretaget en efterforskning", siger kriminalinspektør Ole Madsen fra Kolding Politi.