Nyheder

Overblik: Danmarkshistoriens største røverier

Også i Danmark har der været flere store røverier i millionklassen

1. 62 mio. (Loomis, Glostrup, april 2008)
Røveriet af pengetransportfirmaet Loomis i Glostrup er det kup i danmarkshistorien med det største udbytte. Her lykkedes det fem til seks røvere at slippe væk med 62 millioner kroner.

Beløbet kunne have været endnu større, hvis ikke det var fordi, røverne tabte nogle af de grå metalbokse, som pengene var pakkede i, da de flygtede fra stedet.

2. 60 mio. (Dansk Værdihåndtering, Brøndby, august 2008)
Et ukendt antal røvere slog en søndag morgen til mod Dansk Værdihåndtering på Kornmarksvej i Brøndby. Her penetrerede de muren ved hjælp af en gummiged, som de kørte ind fra nabovirksomheden.

Røverne havde stjålet 8-10 skraldebiler, som de satte i brand i nøje udvalgte områder. Blandt andet spærrede de politigården i Albertslund inde med ti skraldebiler.

Politiet var dog klar over, at noget var i gære, og derfor var tre patruljevogne i området. De måtte dog se se overmatchet, da røvernes biler kørte stærkere end 200 km/t.

3. 41 mio. (S & P Security, Glostrup, november 2000)
Tredjeøverst på listen over røverier med størst udbytte står overfaldet på en pengetransport ved Glostrup i 2000. Her lykkedes det røvere at stikke af med omkring 41 millioner kroner.

En bil fra S & P Security Services (Nu Dansk Værdihåndtering) havde netop indsamlet kontanter fra en række Coops butikker og var på vej til pengeinstituttet, da den ene chauffør truede sin kollega til at stoppe.

Herefter dukkede en medgerningsmand op, og sammen læssede de pengene over i en flugtbil og stak af. Flere personer er efterfølgende blevet dømt i sagen, men de mange penge er aldrig fundet.

4. 26,7 millioner (Danske Bank, Brabrand, december 2007)
På en fjerdeplads ligger kuppet i Brabrand den 27. december 2007, hvor maskerede mænd slap væk med 26,7 millioner kroner fra Danske Banks fordelingscentral i Brabrand.

Her pløjede tyvene først pløjede en Toyota gennem et trådhegn omkring fordelingscentralen. Herefter løb tre gerningsmænd hen til en pengetransport og tog adskillige tasker med penge. Der blev ikke brugt våben under kuppet, hvor fem ansatte blev overraskede af tyvene. To mand er varetægtsfængslet, fire mand er løsladt men stadig sigtet, mens fire andre blev anholdt i Prag. De skal fremstilles i grundlovsforhør i dag.

Tjekkisk politi har konfiskeret et større pengebeløb. Hvor stort er fortsat ukendt.

5. 13 mio. (Postkontor, København, november 1988)
Blekingegade-bandens røveri mod postkontoret i Købmagergade i København i november 1988 gav et udbytte på 13 millioner kroner, og er dermed det røveri, som her givet det femtestørste udbytte. Røverne dræbte under flugten en ung politibetjent.

De øvrige større kup, rangeret efter udbyttets størrelse, er:

  • I 2006 brød tyve ind i en pengetransport, der holdt ved Dagli'Brugsen i Tilst ved Århus. De slap af sted med 11 millioner kroner.
  • To maskerede mænd slap afsted med 10 millioner kroner, da de i april 2009 overfaldt en pengetransport fra Dansk Værdihåndtering i Brøndby.
  • I marts 2000 blev en postbil i Hillerød med ni millioner kroner plyndret af de samme mænd, som stod bag kæmpekuppet i Glostrup.To bankbetjente blev overfaldet i marts 1983 i Lyngby, hvor røverne slap væk med 8,3 millioner kroner.
  • I april 1993 brugte gerningsmændene ved Bilka i Tilst en pistol, da de fik 7,5 millioner kroner fra en pengetransport.
  • I 1991 stjal en 25-årig mand en værdiforsendelse i Københavns Lufthavn. Forsendelsen indeholdt valuta for 5,7 millioner kroner. Tidligere havde sammen gerningsmand stjålet en anden forsendelse indeholdende valuta for 2,7 millioner kroner.
  • En transport fra Post Danmark blev lænset for 5,5 millioner kroner i december 1998 ved Københavns Lufthavn.
  • 30. november i år lykkedes det gerningsmænd at lænse en pengetransport i Hvalsø for mere end fem millioner kroner.
  • Fem millioner kroner blev udbyttet, da tre mænd i september 1997 angreb en pengetransport på Østerbrogade i København.
  • I januar 1996 blev en anden pengetransport ligeledes på Østerbrogade i København overfaldet, og her var udbyttet 4,9 millioner kroner.