Lykketoft: S kan lære af Obama

16x9

Barack Obamas måde at begejstre på, kan socialdemokrater overalt lære af, mener Mogens Lykketoft. Venstres Søren Pind sammenligner Obama med Ritt Bjerregaard.

Socialdemokraterne kan bruge den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, som forbillede. Det mener udenrigsordfører Mogens Lykketoft (S), der er begejstret over den måde Obama torsdag talte på i den tyske hovedstad, Berlin.

"Jeg synes, vi kan lære meget af Obamas måde at drive politik på. Især hans måde at skabe håb på og tale op til folks forhåbninger frem for at tale ned til deres frygt og fordomme. Alt for mange taler til angsten og fordommene. Han taler til forhåbningerne," siger Mogens Lykketoft fra Kina, hvor han er på rejse.

Inspiration for Europa
Han har fulgt Obamas færd og peger på, at kandidaten formår at engagere mange mennesker. I Berlin er vurderingen, at han samlede 200.000 tilhørere.

"Jeg tror at Obama vil være en inspiration for alle centrum-venstre kræfter i Europa. Især, selvfølgelig, hvis han kan vinde," siger Lykketoft.

Iagttagere har peget på, at Obama, med sin retorik og med den overstrømmende modtagelse han får, opbygger så store forhåbninger, at han nærmest er dømt til at skuffe, hvis han ender i Det Hvide Hus.

Pind: Halv italianer- halv Ritt
Venstres udenrigspolitiske ordfører Søren Pind beskriver senatoren fra Illinois som en blanding mellem en italiensk fodboldspiller, der ene mand skal redde en bundklub, og Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S). Han mener, at socialdemokraten lovede mere, end hun kunne holde, da hun i 2005 slog netop Pind.

"De forventninger, han bygger op, er helt urealistiske, og det er man også begyndt at opdage i USA. Han lanceres i nærmest messiasianske vendinger. Der er hysteri omkring ham, og derfor kan han ikke andet end at skuffe," siger Pind.

Samtidig erklærer han sig fortsat som tilhænger af modparten i præsidentvalgkampen, republikaneren John McCain.

"Jeg mener, at McCain er bedre for Europa. Han taler for frihandel og for at styrke demokratier. Han er en bedre mand i kampen imod terror," siger Pind.

Multilateral verdensorden
Lykketoft erkender, at det ikke er sikkert, at Obama kan indfri alle forventningerne.

"Men jeg tror, at han vil være meget mere opsat på at respektere en multilateral verdensorden og tage sine allierede med på råd. Uanset hvem, der er præsident i USA, så er landet så meget supermagt, at de nogle gange vil handle på egen hånd. Men jeg føler mig uendelig meget mere tryg ved Obama, end ved ham vi har nu, på grund af hans dømmekraft og hans holdninger, der ligger tættere på de fleste af os i Europa," siger Lykketoft.

Espersen: Ligegyldigt
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, mener, at det vil være stort set ligegyldigt for Danmark og Europa, hvem af de to, som vinder.

"Obama bliver en god præsident, hvis han vinder. Men uanset om det bliver McCain eller Obama, så får vi stort set den samme amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik som hidtil," siger han.

Samtidig mener Espersen, at den danske statsministers tætte forhold til den amerikanske præsident vil overleve Bush's afgang og en ny mands indtog.

"Danmark og Anders Fogh Rasmussen er en nær ven af USA. Og det vil fortsætte. Uanset hvem det bliver, vil Fogh være blandt de første, der bliver inviteret til USA, på grund af den loyalitet, vi har udvist," siger han.

Søren Espersen henviser blandt andet til Danmarks aktive rolle i såvel Irak som Afghanistan - et land, hvor Obama netop i Berlin efterlyste større europæisk engagement.