Stenkast kvæster 17-årig mand

En 17-årig ung mand, der var forsæde-passager i sine forældres bil, blev tidligt i morges hospitalsindlagt med flere kvæstelser efter at være blevet ramt af en sten, der blev kylet ned fra en gangbro mellem frakørslerne 50 og 51 på motorvej E 20 på Fyn.

Han er nu uden for livsfare, men har fået en mindre leverskade oplyser vagtleder Peter Sterobo hos Fyns Politi i Odense til TV 2 Nyhederne.

Stenen, der smadrede bilens forrude før den ramte den unge mand i maven, vejede 582 gram.

Den 17-årige var på vej hjem til Silkeborg efter et besøg i København, da stenen splintrede bilens forrude. Den skal nu undersøges for dna-spor fra gerningsmanden.

Flere episoder
Politiet har fået henvendelse fra endnu et kvindeligt vidne, der mener, at der også blev kastet sten mod hendes bil.

"Vi betegner det som meget grove drengestreger. Det er jo noget, som kan få slå folk ihjel. Men vi håber selvfølgelig ikke, at det har været intentionen, men at der derimod har været tale om nogle, der ikke har kendt konsekvensen af deres handlinger," siger Peter Sterobo til TV 2 Nyhederne.

"Meget grove drengestreger"
Politiet formoder, at stenen blev kastet ned fra en gangbro ved afkørsel 50 i det vestgående spor på motorvej E20 ved Odense. Der har været lignende episoder på strækningen før, oplyser Peter Sterobo til RadioNyhederne:

"For et halvt år siden fængslede vi tre personer som også smed sten ned fra en af broerne over motorvejen. Det er desværre nogle sager vi ser en gang imellem. Vi betegner det som "meget grove drengestreger", for det er formentlig nogen som ikke kan overskue konsekvenserne af det, de gør. For i yderste konsekvens slår man jo et andet menneske ihjel.

Politiet har været på stedet med hundepatrulje, men har endnu ingen konkrete spor at gå videre med. Stenen bliver nu sendt til undersøgelse for dna-spor efter gerningsmanden.

Fyns Politi vil gerne høre fra vidner på 66 14 14 48.