Analyse: Partiet svigter Kofod

16x9

Analyse: Jeppe Kofod er klemt fast mellem to stole i S

Jeppe Kofod er klemt mellem to fløje i S, og derfor har han det svært nu, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Af Kasper Pihl Møller

Overalt i landet går historien om den flinke politiker fra Bornholm, hvis politiske karriere har lidt skibbrud på grund af et seksuelt forhold til en 15-årig pige. Men på trods af, at Jeppe Kofod (S) har været en meget vellidt politiker, så har hans eskapade fået en særdeles hård medfart af hans eget parti.

Gruppeformand Carsten Hansen kaldte det tirsdag for utilgiveligt, og Kofod holder tænkepause som sygemeldt.

Onsdag dukkede Kofod selv op til det socialdemokratiske gruppemøde for at give sin version af sagen, men han er til en vis grad selv skyld i den hårde medfart, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Jeppe Kofod har altid været den skægge og hyggelige politiker, men også den, der ikke ville vælge side, når der har været store opgør i partiet:

"De to grupperinger i S har en opfattelse af Jeppe Kofod som en, der har været mere optaget af sin egen karriere, end at gå ind og tage stilling i de væsentlige partiafgørelser. Det kan være en af årsagerne til, at ingen vil forsvare ham, nu hvor han oplever personlige problemer," siger Hans Engell.

På den ene side føler Auken-fløjen sig svigtet, fordi Kofod nægtede at pege på Frank Jensen som formand. På den anden side kom hans støtte til den nuværende formand, Helle Thorning, på et tidspunkt, hvor det var helt åbenlyst, at hun ville vinde. Den sene støtte kostede hak i Kofods partikarriere.

I dag betaler Jeppe Kofod for, at der ikke er nogen, som har taget ham i forsvar, siger Hans Engell.

Bornholm kan redde Kofod

Hverken Hans Engell eller TV 2s politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen, har den store tiltro til Kofods fremtidige politiske karriere:

"Når jeg ikke dømmer ham fuldstændig ude som medlem af folketinget, så er det for det første fordi, at hans kreds stadig bakker ham op. En vis form for politisk tilgivelse ligger i stemmetal. For det andet, gør håndteringen af det, at han selv kommer ud med det, at katastrofen ikke blev så stor, som hvis den kom på forsiden af en formiddagsavis," siger Peter Lautrup-Larsen.

Fældet af sine egne

Hans Engell er enig i, at solid opbakning fra Bornholm kan hjælpe Kofod i et kommende valg, men understreger at det er partiet, der afgør, om han kommer ind i varmen igen.

Jeppe Kofod er blevet fældet af sine egne - ikke af folketinget eller af oppositionen - og det gør situationen mere alvorlig, vurderer Hans Engell:

"Hvis Helle Thorning ikke kan bruge ham som ordfører eller i ledelsen, og han dermed ikke er kandidat til en ministerpost, hvis der kommer et regeringsskifte, så er hans politiske karriere slut," siger Hans Engell.

Dunkle omstændigheder

Hans Engell hæfter sig ved, at det var DSU-formand Jacob Bjerregaard der henvendte sig til gruppeledelsen:

"Umiddelbart lyder det som en sag, der burde kunne klares mellem DSU-ledelsen, pigen og hendes forældre og Jeppe Kofod. Men siden at DSUs formand går til gruppeledelsen, så må der være tale om en intern afgørelse, der tyder på, at der er nogle dunkle omstændigheder, som vi ikke kender," siger Hans Engell.

Ikke en historie for 20 år siden

Samtidig understreger Hans Engell, at nutidens vælgere og medier holder politikerne mere op på deres moralske ansvar, end de gjorde for 10 - 20 år siden:

"Politikere kan ikke længere styre efter, hvad der er lovligt og hvad der ikke er lovligt. De er også nødt til at styre meget efter, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, og hvad moralen i dag dikterer," siger Hans Engell.