Ekspert: Tunesere kan ikke udvises

16x9

Danmark får meget svært ved at udvise de to tunesere, der blev anholdt i Gellerup ved Århus, mistænkt for mordplaner på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.

Det siger jurist Christoffer Badse fra Institut for Menneskerettigheder efter en dom fra Den Europæiske Menneskeret­tighedsdomstol om en sag fra Italien.

Ifølge dommen kan Italien ikke udvise en terrormistænkt tuneser, fordi der er overhængende fare for, at han vil blive tortureret i sit hjemland.

Dommen lægger stor vægt på rapporter fra Amnesty International og Human Rights Watch om tortur i fængslerne, og det forstærker billedet af Tunesien som et land, hvor der generelt er høj risiko for tortur, siger Christoffer Badse.

Risiko for tortur vejer tungt
"Selv om anklagerne mod dem er alvorlige, er tortur et absolut værn mod udvisning, og det vægter tungest. For det andet fastslår dommen, at eventuelle diplomatiske forsikringer fra Tunesien om, at man ikke vil bruge tortur i netop dette tilfælde, ikke er brugbare, fordi tortur er så indarbejdet i landet," vurderer Badse.

Han understreger dog, at sagen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke er 100 procent sammenlignelig med den danske, skriver Ritzau.

Tuneserne i Danmark er nemlig mistænkt for at planlægge terrorisme i Danmark, mens tuneseren i den italienske sag blev idømt 20 års fængsel in absentia for medlemskab af en terroristorganisation i Tunesien.

Mistanken alene kan være farlig
"Risikoen for tortur er større, når man er dømt for terrorisme i Tunesien, end hvis man er mistænkt i et vestligt land. Men erfaringen viser, at selv hvis der kun er mistanke om islamisk terrorisme, vil der være en høj risiko for tortur. Det vil være nok til, at Danmark ikke kan udvise de to tunesere," siger Christoffer Badse.

I en eventuel retssag vil dommerne dog også skulle tage højde for individuelle forhold for de to tunesere, og de er ikke tilstrækkeligt belyst endnu, siger han.