Vindmølle kollapset nær Hornslet
Se videoen, hvor en vindmølle ved Hornslet løber løbsk og kollapser
En vindmølle fra Vestas er eksploderet og knækket midt over uden for den lille landsby Halling, der ligger mellem Hadsten og Hornslet i Østjylland. Politiet havde indført en sikkerhedszone på 400 meter, så ingen er kommet til skade.
Møllen, der var løbet løbsk, og kørte i et hæsblæsende tempo, sprængtes pludselig i stumper og stykker med et brag. Der står nu kun en tredjedel af møllen tilbage og resten er spredt ud over hele området, fortæller TV 2 Østjyllands reporter, Anders Lifland, der var på stedet.
Teknikere inde i møllen
Vestas oplyser til Falck, at det gik som ventet: Glasfiberet i møllen bukkede under for presset og knækkede over. Vragdelene og vingeresterne blev spredt ud over det meste af det sikkerhedsområde, som politiet havde oprettet.
Vestas havde teknikere oppe i møllen i formiddag, da møllens bremsesystem svigtede, og de fik travlt med at komme ud, skriver jp.dk
Vestas bliver nu i området og står selv for oprydningen i sikkerhedszonen, oplyser Falcks vagtleder.