Nye undervandsoptagelser styrker mistanke om sabotageforsøg på kabler ved Læsø, siger eksperter
TV 2 finder slæbespor på havbunden ud for Læsø, hvor det kinesiske skib Yi Peng 3 foretog mystisk manøvre ti dage inden kabelbruddet i Østersøen.
Der går nogle minutter, fra at undervandsdronen plumper ned i det kolde, vuggende Kattegat, til den lander på den mudrede havbund cirka 70 meter under båden.
Droneoperatør Trond Larsen fra firmaet Blueye Robotics har øjnene skarpt rettet mod en lille skærm, mens han styrer dronen med et joystick.
Efter cirka fire timer til søs breder smilet sig pludselig under skyggen på Trond Larsens kasket.
Vi er på præcis dét koordinat, hvor det kinesiske fragtskib Yi Peng 3 passerede et dansk datakabel 7. november.
Og på skærmen med sonaroptagelser er der dukket en bred, sort streg op.
- Den har samme kurs, som Yi Peng 3, siger Trond Larsen, og tænder dronens kamera, velvidende om, at han kigger på noget, der skiller sig markant ud.
Optagelserne får mistanken om, at det kinesiske skib Yi Peng 3 har forsøgt at udøve sabotage mod tre dansk-svenske kabler på havbunden ud for Læsø, til at vokse. Sådan lyder det samstemmende fra tre eksperter, TV 2 har talt med.
Mystisk manøvre
I sidste uge stævnede TV 2, TV 2 Nord og svenske TV 4 ud sammen fra Østerby Havn på Læsø for at undersøge havbunden cirka 20 kilometer ude i Kattegat.
Her udførte det 224 meter lange fragtskib, som lige nu er mistænkt for sabotageforsøg i Østersøen, nemlig ti dage forinden en usædvanlig manøvre.
Såkaldte AIS-data, der angiver skibets position, viser, at Yi Peng 3 passerede hen over to strømkabler og et datakabel med nedsat fart ud for Læsø, hvorefter skibet gik helt i stå cirka 850 meter efter at have passeret kablerne.
På billederne herunder ses kablerne som tre krøllede linjer skråt på tværs af kortet.
Ingen andre steder på rejsen fra Port Said i Egypten til Ust-Luga i Rusland har kaptajnen ifølge skibets data udført lignende manøvrer, hvor rejsen kortvarigt er blevet afbrudt for derefter at blive genoptaget.
Eksperter har tidligere overfor TV 2 undret sig over stoppet.
For det første er det meget dyrt for et fragtskib af den størrelse at bremse op. Og ifølge TV 2s gennemgang var der ikke nogen skibe at vige for.
- Jeg finder det mistænkeligt, at et handelsskib – som i princippet er i transit fra en havn til en anden – opfører sig på den måde. Det vil et handelsskib normalt ikke gøre, sagde Jens Wenzel Kristoffersen, der er forsvarsanalytiker ved Nordic Defence Analysis og tidligere skibsfører, til TV 2 for tre uger siden.
Han opfordrede dengang til, at nogen sendte "et eller andet ned for at få undersøgt havbunden".
Myndighederne har ikke villet oplyse TV 2, om de har undersøgt havbunden ved Læsø.
Derfor er TV 2, TV 2 Nord og svensk TV 4 taget afsted ud på Kattegat i svensk økonomisk zone.
Trond Larsen har fået styret sin undervandsdrone hen til det sted, der dannede en bred, sort streg på sonarbillederne. Mudderbunden gør, at et eventuelt slæbespor på havbunden kan ses i mange måneder, efter at det er blevet lavet, fortæller han.
En anden skærm viser nu, hvad undervandsdronen ser. En dyb rende i havbunden samt et aftryk.
- Der er ingen tvivl om, at det er menneskeskabte spor, siger Trond Larsen og fortsætter:
- Men hvad der har skabt det, ved jeg ikke.
Fiskeri er udelukket
TV 2 har derfor vist optagelserne til flere eksperter. Og fundene på havbunden styrker mistanken mod Yi Peng 3, lyder det samstemmende fra eksperterne.
Blandt andre fra Ole Ritzau Eigaard, der er seniorforsker ved DTU Aqua. Han forsker blandt andet i fiskeriteknologi – altså hvordan fiskeri med forskellige fiskeredskaber påvirker havbunden.
Han er mest optaget af den brede, sorte streg på sonarbilledet, som ifølge ham er et tydeligt slæbespor:
- Jeg vil i hvert fald sige, at det er meget usandsynligt, at det stammer fra fiskeri. Det er ikke noget, jeg har set før, siger han.
Når man fisker med bundtrawl, vil man ifølge forskeren typisk efterlade sig to helt tydelige parallelle spor i havbunden fra hver af trawlens skovle:
- Dem var der flere eksempler på i det materiale, I viste mig, men så var der også det her ene eksempel på et enkelt spor – altså hvor man ikke havde et tvillingespor – og som virker til at være lidt større og dybere end de andre, siger Ole Ritzau Eigaard og fortsætter forsigtigt:
- Hvis skibets kurs (Yi Peng 3, red) og sporets kurs er ens, så er det jo meget sandsynligt, at de to ting hænger sammen på en eller anden måde.
Også forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen bider særligt mærke i slæbesporet på sonarbilledet.
- Når vi ser på sonaroptagelserne, kan vi se, at der er en række parallelle spor dernede, og så er der over en længere strækning et meget større slæbespor, som samtidig har samme kurs som Yi Peng 3 havde (...). Det er jo påfaldende, siger han.
Derudover lægger han mærke til et helt særligt aftryk på havbunden.
- Det er et tydeligt aftryk af et anker, siger han og fortsætter:
- Det er jo alt sammen noget, der peger i retningen af, at Yi Peng 3 formentlig på en eller anden måde har været indblandet i det her.
Hans Liwång, der er professor med viden om forsvar og sikkerhed ved det svenske forsvarsuniversitet, er enig.
Jens Wenzel Kristoffersen understreger, ligesom de to andre eksperter, at man ikke med sikkerhed kan dokumentere noget ud fra optagelserne.
Men den mærkelige manøvre ved Læsø sammenholdt med, at slæbesporet er fundet på præcis samme koordinat som Yi Peng 3, at sporet har præcis samme kurs, og at det ikke har et "tvillingespor", styrker mistanken om et sabotageforsøg, lyder det.
Storpolitisk drama
Det kinesiske fragtskib har siden 19. november ligget øst for Grenå omgivet af danske, svenske og tyske flådefartøjer.
Flere lande har rettet øjnene mod skibet, fordi det også sejlede over kabler på havbunden ved Gotland og syd for Sverige, netop som de gik i stykker 18. november.
Siden har TV 2 kunnet fortælle, at Yi Peng 3 også udførte en usædvanlig manøvre nordøst for Læsø om morgenen 7. november – altså ti dage inden kablerne i Østersøen blev beskadiget.
Det kinesiske fragtskib har siden 19. november lige præcis ligget i internationalt farvand øst for Grenå, hvilket vil sige, at det er kinesisk lovgivning, der gælder på skibet. Det betyder blandt andet, at dansk politi ikke kan komme ombord uden tilladelse fra Kina.
Derfor foregår der lige nu heftig diplomatisk aktivitet mellem en række europæiske lande og Kina, imens myndighederne forsøger at opklare, om Yi Peng 3 er indblandet i sabotage af telekabler på bunden af Østersøen.
Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen er der med de nye undervandsoptagelser grundlag for også at inddrage opdagelserne på havbunden i Kattegat i efterforskningen:
- Det er klart, at optagelserne formentlig vil indgå i undersøgelsen af Yi Peng 3’s samlede aktiviteter, og det må man jo så forholde udenrigsministeriet, siger han.
Tavshed omkring dialogen med Kina
De tre kabler ved Læsø er ejet af henholdsvis Energinet og TDC, som oplyser, at kablerne er gravet ned i havbunden.
Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen kan det være årsagen til, at der ikke er registreret nogen skader på dem, såfremt de er forsøgt saboteret.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ønsker ikke at stille op til interview hos TV 2. Men ministeriet skriver følgende i en mail:
- Der har løbende været og er fortsat tæt kontakt mellem de involverede landes myndigheder, herunder fra Sverige, Finland, Tyskland og Kina. Yi Peng 3 ligger på eget initiativ for anker uden for dansk territorialfarvand med henblik på at være til rådighed for samarbejde. Udenrigsministeriet kan ikke gå yderligere i detaljer om den igangværende dialog af hensyn til vores samarbejde med landene.
TV 2 har spurgt Forsvaret, om det eller Danmarks allierede har været ude at undersøge, om der er spor efter forsøg på sabotage fra Yi Peng 3 i Kattegat ud for Læsø, men Forsvaret skriver i en mail, at det ikke har nogen kommentarer.
TV 2 har desuden forsøgt at række ud til ejeren af det kinesiske skib, men uden held.