18 danskere smittet med flåtvirus – kan give alvorlig hjernesygdom

Ni af tilfældene er fra flåter med TBE-virus i Danmark - smitten er sket i både kendte og i "potentielt nye risikoområder," oplyser SSI.

Siden 2017 er der i Danmark konstateret et stigende antal smittetilfælde fra flåter med den farlige TBE-virus – Tick Borne Encephalitis – der kan give hjernebetændelse.

Og tendensen fortsætter i 2023, hvor 18 danskere indtil videre er konstateret smittet, oplyser Statens Serum Institut (SSI) til TV 2.

Ni af de smittede har fået virussen fra flåter i Danmark.

Til sammenligning blev der i hele 2021 og 2022 tilsammen konstateret 12 tilfælde, hvor smitten er sket i Danmark. Topscoreren har indtil nu været 2022 med 14 tilfælde, hvis danskere smittet med virussen fra flåter i udlandet, også tælles med.

To af de ni tilfælde i Danmark er fra Bornholm, hvor flåter med TBE-virussen har eksisteret i 50 år.

Det har inden artiklens udgivelse ikke været muligt fra SSI at få oplyst i hvilke lande de resterende ni tilfælde, som ikke er blevet smittet i Danmark, er blevet smittet.

Flåter med virussen breder sig

TV 2 kunne i juni fortælle, at flåter med den alvorlig virus breder sig i Danmark.

I flere år har der kun været enkelte tilfælde på Bornholm eller Tisvilde Hegn i Nordsjælland.

Men i 2021 og 2022 blev der også konstateret smitte hos personer, der efter alt at dømme var blevet smittet fra flåter i et bælte, der følger det sammenhængende skovområde fra Tisvilde Hegn helt ned til Hareskoven og Hørsholm.

- De delvist sammenhængende skovområder i Nordsjælland ser nu ud til at være et nyt ”hotspot” med TBE-tilfælde, oplyste SSI i juni.

Også i år er der konstateret smittetilfælde i områder, der ikke tidligere har været kendt, oplyser SSI i et skriftligt svar til TV 2:

- De øvrige syv (de danske tilfælde udover de to smittetilfælde fra Bornholm, red.) er formodet smittet forskellige steder på Sjælland, både i kendte og i potentielt nye risikoområder.

Stor efterspørgsel gav vaccine-mangel

Nyheden om en større spredning af flåter med TBE-virussen fik i juni danskerne til i stor stil at efterspørge vaccinen mod TBE-virus. Det var i en sådan grad, at leverancen af vaccinerne ifølge SSI ikke kunne følge med efterspørgslen.

Instituttet opfordrede derfor efterfølgende i en pressemeddelelse til, at kun personer, der jævnligt færdes uden for stier i kendte risikoområder, bliver vaccineret. Det gælder blandt andet jægere, campere, svampesamlere, orienteringsløbere, skovarbejdere og sommerhusejere.

Vaccinen er tidligere kun blevet anbefalet for disse grupper på Bornholm, men det er nu blevet ændret.

I Sverige opfordrer sundhedsmyndighederne besøgende, sommerboende og fastboende i områder med forhøjet risiko for smitte med TBE til at blive vaccineret. Opfordringen gælder især personer, som besøger skove og marker, og som ofte bliver bidt af flåter.

Du kan her læse mere og se, hvilke kommuner den svenske anbefaling gælder.

Rekordmange tilfælde i august i Sverige

Det er ikke kun i Danmark, at der er et stigende antal tilfælde med TBE-virus. I Sverige, hvor mange danskere holder ferie eller har en ødegård, har der de seneste to år været en kraftig stigning. Og i år er ikke anderledes.

I alt er der alene i august ifølge foreløbige tal konstateret 170 tilfælde af smitte med virussen. Det er ifølge den svenske sundhedsmyndighed Folkhälsmyndigheten rekordmange.

- Der har været gunstige forhold for flåter i år, hvor det har været skiftevis varmt og med meget nedbør. Så trives de, oplyser den svenske infektionslæge Petter Malmström til det svenske medie SVT.

Ifølge lægen er der et stort mørketal, da det kun er de personer, der har søgt læge, som er med i statistikken.

Få flåten væk i en fart

18 smittetilfælde med TBE-virus blandt danskere er ikke mange, og risikoen for at blive smittet og syg med virussen er lille.

Årsagen til, at myndighederne har stor fokus på den flåtbårne virus er, at den er meget invaliderende for de smittede.

Virussen kan nemlig give en alvorlig hjernebetændelse, som kræver indlæggelse og som efterlader mentale og neurologiske bivirkninger og lammelser i arme og ben.

Flåter med TBE-virus holder sig i "pletter"

I 2019 blev der konstateret de første fire tilfælde med TBE fra flåter i Tisvilde Hegn – to tilfælde på en skovlegeplads. Eksperterne undersøgte efterfølgende området og fandt den højeste forekomst, der nogensinde er målt, af TBE-virus i flåterne.

Flåter med TBE-virus holder sig typisk til en plet af forskellige størrelser – det kan være et område på størrelse med for eksempel en håndboldbane. Det er meget usædvanligt at lokalisere de præcise ”pletter,” som det var tilfældet i Tisvilde Hegn. Der kan også sagtens være "pletter", som aldrig bliver opdaget, fordi der kun kommer mus og hjorte og ikke mennesker.

Udover de tilfælde på nye steder i Nordsjælland i 2020 og 2021 var der også to personer i 2018, der blev konstateret smittet udenfor Bornholm – et på Fyn ved Fåborg og et i Jylland.

Eller som Anders Fomsgaard, virusforsker og professor ved Statens Serum Institut Anders Fomsgaard fortalte i juni i et interview med TV 2.

- Man bliver ikke sig selv igen.

Derfor gælder det også om at få flåten væk i en fart, hvis man opdager det lille ottebenede dyr på kroppen.

I modsætning til for eksempel borrelia, der er en anden flåtbåren sygdom, smitter flåter med TBE med det samme. Det kan du læse mere om her.

Hvad kan man gøre?

Der er flere gode råd at følge, hvis man bevæger sig væk fra stier i skovområder eller går i højt græs eller krat.

Det er de samme råd, der gælder generelt i forhold til at undgå flåter.

  • Tag gummistøvler på – sokker sætter flåterne sig særlig godt fast i, og de kan kravle videre derfra.
  • Tjek altid dig selv og børn efter for flåter - bag ørerne og på varme og fugtige områder. Flåter lader sig nogle gange stoppe af elastikken i underbukserne, så tjek også her.
  • Brug myggespray med DEET, som kan hjælpe.
  • Hvis man har hund, kan den få et flåtmiddel, Permetrin, så flåterne ikke sætter sig fast. På den måde kan man undgå, at hunden bærer flåterne med ind i sofaen eller sengen. Hunde kan i øvrigt også få hjernebetændelse.

Højsæsonen for flåter er maj til oktober fordi det oftest er her, mennesker færdes i skoven. Der er også flåter om vinteren – også når det sner.