Dagens overblik: USA efterlyser forsvundet kampfly, efter pilot skød sig ud med katapult

Lydløst samtykke forvirrer unge mænd, et løfte fra statsministeren skaber utilfredshed, og Sex & Samfund nægter at ansætte gravid kvinde.

Region Sjælland står nu uden direktør, efter den tidligere indehaver af titlen, Annemarie Schou Zacho-Broe, er blevet fritaget for tjeneste efter kun fem måneder i jobbet.

Regionen oplyser ikke ĂĄrsagen bag fritagelsen.

Det er ikke første gang, at Annemarie Schou Zacho-Broe er blevet smidt på porten. Tidligere blev hun dog tilkendt erstatning efter at være blevet uberettiget bortvist som kommunaldirektør i Fredericia Kommune.

Velkommen til dagens overblik, hvor vi starter ved en betændt løndebat.

Regeringens lønløfter skaber utilfredshed

I et interview med TV 2 afslørede statsminister Mette Frederiksen (S) lørdag aften, at faggrupperne sygeplejersker, sosu'er, pædagoger og fængselsbetjente skal have et lønløft.

Det møder nu kritik fra en række fagforeninger – blandt andet fra socialrådgiverne, politibetjentene og Forsvaret som mener, at de også fortjener mere i løn.

De er nemlig – ligesom sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og fængselsbetjente – ”vitale for, at et velfærdssamfund kan fungere”.

På grund af utilfredsheden advarer flere eksperter nu om, at der kan være strejker på vej fra de oversete faggrupper.

Samtykke uden ord forvirrer unge mænd

4 ud af 10 unge mænd mellem 16 og 20 år har svært ved at afgøre, om deres sexpartner giver samtykke, hvis vedkommende ikke siger det med ord.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Det Kriminalpræventive Råd.

De unge forstår godt, hvad det at give samtykke indebærer – de bliver blot forvirrede over, hvordan man giver og sikrer et samtykke non-verbalt.

Derfor er der behov for mere og bedre seksualundervisning, mener Det Kriminalpræventive Råd.

Sex og Samfund afviser gravid kvinde

”Det spiller desværre ikke med at skulle finde en vikar allerede om et halvt års tid - desværre.”

SĂĄdan stod der i beskeden til 25-ĂĄrige Signe Ellen Nissen fra Sex & Samfund.

Hun havde søgt en stilling som studentermedhjælper, som hun blev afvist til, fordi hun var gravid. I beskeden bliver hun opfordret til at søge stillingen igen efter sin barsel.

Det er ulovligt og ”direkte diskrimination”, mener ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder Bjarke Oxlund.

Der er ifølge Sex & Samfunds generaldirektør Majbrit Berlau tale om ”en alvorlig fejl”, og hun tager nu afstand fra episoden.

USA efterlyser forsvundet kampfly

De amerikanske F-35-kampfly er udstyret med en stealth-teknologi, som skal gøre dem sværere for fjenden at spotte på radaren. Men det tyder på, at teknologien i de nye F-35-kampfly virker lidt for godt.

Det amerikanske militær har nemlig efterlyst offentlighedens hjælp til at finde et kampfly, der er pist væk.

Flyet forsvandt, da dets pilot måtte skyde sig ud med katapultsæde under en flyvning i delstaten South Carolina søndag. Hændelsen har militæret beskrevet som et ”uheld”, dog uden at uddybe nærmere.

Siden har man ikke haft held med at lokalisere flyet, der har en værdi af omkring 560 millioner kroner.

Kunstner dømt til at betale halv million tilbage

Københavns Byret har i dag slået fast, at kunstner Jens Haaning skal betale knap en halv million kroner tilbage til museet Kunsten i Aalborg.

Kunstneren havde i forbindelse med en udstilling i efteråret lånt godt en halv million kroner i kontanter af museet. Den oprindelige plan var, at kontanterne skulle udstilles i store rammer, men da værkerne ankom, var der ingen pengesedler i rammerne.

De var tomme, og Haaning meddelte museet, at det nye værk havde titlen "Take the Money and Run", altså: "Tag pengene og løb".