Som 18-årig havde han tabt 122.000 kroner: - Jeg kunne ikke sove, før et nyt spil var startet
Klinikleder ved Forskningsklinikken for Ludomani er ikke sikker på, at et forbud mod spilreklamer vil have den ønskede effekt.
Da Marcus Mossalski var bare 15 år gammel, blev han, hvad han selv kalder ”smaskforelsket”.
Ikke i et andet menneske. Men derimod i pengespil.
Selv når jeg skulle falde i søvn om aftenen, sørgede jeg for, at der var et spil i gang
Marcus Mossalski, tidligere ludoman
Paradoksalt nok var det 14. februar 2016 – altså Valentinsdag – at Marcus Mossalski første gang blev præsenteret for såkaldt gambling.
Han havde fået lov at bruge sin fars spilkonto, og sammen spillede de for omkring ti kroner på en fodboldkamp mellem de engelske klubber Liverpool og Aston Villa.
De ti kroner blev hurtigt til et par hundrede kroner. Men da kampen var slut, og faren gik i seng, blev Marcus Mossalski oppe for at spille på nogle argentinske fodboldkampe.
Det blev begyndelsen på, hvad der skulle blive et årelangt spilproblem.
For det er ikke alle kærlighedsforhold, der er dømt til at ende lykkelige, og de næste tre år skulle blive ”et helvede” for Marcus Mossalski og hans familie.
Det fortæller han om i dagens afsnit af TV 2s nyhedspodcast ’Dato’.
Ludomaner på hvert gymnasium
Marcus Mossalski er langt fra den eneste teenagedreng, der kæmper med spilproblemer.
Sidste år lavede Rambøll en befolkningsundersøgelse i samarbejde med Spillemyndigheden, som viste, at cirka seks procent af unge mellem 12 og 17 år har pengespilsproblemer.
Af dem kæmper lidt over 0,6 procent med ”alvorlige pengespilsproblemer” – hvad vi også kender som ludomani.
Det på trods af, at det i Danmark er forbudt for unge under 18 år at spille pengespil.
- Det er ret problematisk. For det betyder jo, at der sidder nogle stykker på hvert gymnasie og rundt omkring i udskolingerne, som er fuldt udviklede ludomaner eller på vej til at blive det, lyder det fra Thomas Marcussen, der er klinikleder ved Forskningsklinikken for Ludomani.
Hos forskningsklinikken, der er tilknyttet Aarhus Universitetshospital, har man også set en stigning i antallet af unge klienter.
Ifølge Thomas Marcussen er der ofte tale om unge teenagedrenge, som kommer fra en gamblingkultur, hvor pengespil og hurtigere investeringer bliver omdrejningspunktet for det sociale fællesskab.
Altså unge drenge ligesom Marcus Mossalski.
Spillede fra morgen til aften
Den dag Marcus Mossalski fyldte 18 år ”brød helvede løs”, som han selv siger det.
Nu var han endelig gammel nok til at kunne oprette sig som bruger hos online spiludbydere.
Fra Marcus Mossalski stod op om morgenen, til han gik i seng om aftenen, havde han hele tiden et spil i gang.
Hvad end det var i bussen, mens lærerne underviste i timerne eller ved middagsbordet derhjemme.
- Selv når jeg skulle falde i søvn om aftenen, sørgede jeg for, at der var et spil i gang. Så når jeg vågnede, ville jeg enten vågne til udfaldet af en gevinst eller et spil, der var tabt. Og så kunne jeg ikke sove igen, før et nyt spil var startet, fortæller han.
Marcus Mossalski kunne nemt spille op mod 40 forskellige spil i timen. Det betød også, at han ofte stod uden penge.
I de tilfælde søgte han hjælp hos familie, venner og bekendte. Men han sagde aldrig sandheden om, hvad han skulle bruge pengene til.
Han kunne for eksempel finde på at spørge sine venner og forældre, om de ville sende ham 25 kroner til et pizzaslice, når sulten meldte sig, men pengene var spillet op.
- Hvis der var fem, der sendte, havde jeg 100 kroner at spille for, og så kunne jeg også købe et pizzaslice, fortæller Marcus Mossalski.
Afgørende møde
Til sidst voksede det hele ham over hovedet. Løgnene. Manipulationen. Og ikke mindst gælden, der beløb sig op på hele 122.000 kroner.
Fra jeg går fra det lokale den dag, har jeg ikke spillet siden
Marcus Mossalski, tidligere ludoman
Og i takt med, at Marcus Mossalski gravede sig dybere ned i spilleriet, fik han flere og flere depressive tanker.
Han kom så langt ud, at han på et tidspunkt overvejede selvmord. Bare 18 år gammel.
- Det er faktisk så alvorlige selvmordstanker, at jeg åbner det dokument, jeg forestiller mig skal være mit afskedsbrev. Jeg når heldigvis hverken at skrive det eller gøre væsen af det, men tankerne var der, husker Marcus Mossalski.
Hans forældre var på det tidspunkt godt klar over, hvor slemt det stod til, og Marcus Mossalskis mor fik derfor arrangeret et møde med en behandler.
I første omgang indvilligede Marcus Mossalski kun for at gøre sin mor glad. Han nåede endda at spille på flere kampe i bilen mod behandlingscentret i Aarhus.
Den på det tidspunkt 18-årige Marcus Mossalski var da også overbevist om, at så snart mødet var slut, ville han blot fortsætte med at spille videre på turen hjem. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå.
- Fra jeg går fra det lokale den dag, har jeg ikke spillet siden.
Et nyt liv, et nyt formål
Den dag tilbage i 2019 fik Marcus Mossalski at vide, at han var ludoman. Samtidig fik han at vide, at der var hjælp at få, hvis han ønskede det.
I dag er Marcus Mossalski 23 år gammel, og da TV 2 taler med ham, har han ikke spillet i 1687 dage.
Han er ved at uddanne sig til misbrugsbehandler og er lige udkommet med bogen ”Ludoman – Alt på spil”, hvor han sammen med en anden ludoman fortæller om sine oplevelser med at gamble.
Desuden er han blevet en del af Skatteministeriets Ungespilspanel, der blev lanceret i starten af september, og som har til formål at rådgive skatteminister Jeppe Bruus (S) om gambling.
Marcus Mossalski bebrejder kun sig selv for, at han kom så langt ud, som han gjorde. Men skulle han alligevel få chancen for at overtage skatteministerens stol for en dag, er han ikke i tvivl om, hvor han vil sætte ind for at komme problemet med ludomani til livs.
- Så vil jeg totalforbyde spilreklamer i Danmark. Her snakker vi om et forbud både i tv, radio og på sociale medier. Det skal også være ulovligt for influencere at promovere for deres enormt mange følgere.
Hvordan kan du være sikker på, at sådan et reklamestop, som du drømmer om, overhovedet vil virke?
- Nu bad du mig jo om at vælge én ting. Det er den første ting, jeg vil gøre. Efterfølgende synes jeg, at det er enormt vigtigt, at vi kommer ud på landets ungdomsinstitutioner og får oplyst forældrene.
- Jeg tror bestemt ikke, at et totalforbud vil være nok. Men jeg vil i den grad mene, at det er et rigtig fornuftigt sted at starte. Især fordi det er gået fuldstændig over gevind. Jeg sad og så en fodboldkamp mellem FCK og OB for et par uger siden, og der talte jeg 19 spilreklamer bare i pausen.
Sammenhængen mellem ludomani og reklamer
I tråd med Marcus Mossalskis forslag har skatteminister Jeppe Bruus tidligere foreslået at forbyde spilreklamer 15 minutter før og efter sportskampe på tv.
Faktum er dog, at det har vist sig vanskeligt at kunne dokumentere sammenhængen mellem reklamer for pengespil og ludomani.
Det fortæller klinikleder ved Forskningsklinikken for Ludomani, Thomas Marcussen, som også er bestyrelsesmedlem af Dansk Ludomani Komité, der er finansieret af flere danske spiludbydere.
- Der er mange veje til at udvikle ludomani. Vi ser det oftest hos personer, der er sårbare, mistrives eller har andre psykiske lidelser, forklarer han.
Thomas Marcussen er da heller ikke så sikker på, at et forbud mod spilreklamer vil have den ønskede effekt. For selv hvis de danske spiludbydere ikke længere må reklamere, vil der fortsat være problemer med de udenlandske udbydere.
Han mener derfor, at der først og fremmest skal sættes ind mod det udenlandske marked.
Samtidig skal der implementeres en mere ambitiøs forebyggelsesindsats, hvor der for eksempel skal sættes fokus på gambling i skoleundervisningen. Især fordi, at undervisningen ofte bliver forstyrret af unge mennesker, der sidder og spiller lige for snuden af lærerne.
Skatteministeren skal i løbet af efteråret drøfte nye initiativer på spilområdet med Folketingets partier.