Ekspert i usandheder: Sådan genkender du en ægte løgner
I 'Forræder' skal nogle af spillerne lyve for de andre for ikke at blive smidt ud. Men hvordan slipper man afsted med det? Og hvordan opdager man det?
Det sidste afsnit af ’Forræder’ ruller over skærmen fredag, hvor en gruppe kendte i otte uger har forsøgt at finde frem til dem, der løj, bedrog og myrdede om natten.
Men hvad skal der til for at kunne se forbi løgnene og spotte usandhederne?
I dagens afsnit af nyhedspodcasten ’Dato’ fortæller Michael Sjøberg, der er gidselforhandler og ekspert i kropssprog, hvordan man kan lære at genkende tegnene på en løgn, hvilke typer løgne, der findes, og hvad hans bedste råd er til at blive en mester i at spille spillet i ’Forræder’.
Hvis du ikke har set de foregående syv afsnit af ’Forræder’, så læs ikke videre, da handlingen til dels bliver afsløret. Denne artikel omhandler ikke fredagens finaleafsnit.
TV-vært og journalist Tine Gøtzsche var lige ved at nå hele vejen, da hun i det syvende og næstsidste program blev stemt ud i ’Forræder’.
Hun havde ellers fra starten overlevet både mistanke om hendes loyalitet og formået at fjerne fokus fra sig selv ved at lyve og manipulere sine medspillere.
Men så gik den ikke længere.
Det er også opslidende at opretholde en løgn, fortæller Michael Sjøberg. Tine Gøtzsche lagde heller ikke skjul på, at det var hårdt til sidst.
- Vores egen moral og etik er til hinder for at lyve hele tiden. Det forværrer ens livskvalitet. Løgne giver altid en tung bagage, man skal slæbe rundt på, og det er noget skrammel med sådan et liv i længden, siger han.
Direkte løgn
Den direkte løgn – altså løgnen, hvor man skal svare ja eller nej – er den sværeste at slippe afsted med, siger eksperten.
- Det vil vi helst undgå, fordi det sætter os virkelig on the spot, lyder det fra Michael Sjøberg.
Den direkte løgn kom for eksempel i spil, da cykelrytter Bjarne Riis flere gange blev spurgt, om han havde taget doping, og flere gange benægtede det.
Men han havde taget doping, indrømmede han senere.
Men netop de direkte spørgsmål, man kun kan svare ja og nej til, er gode i de situationer, hvor deltagerne sidder ved rundbordet og skal beslutte, hvem de skal stemme hjem. Og måske, man ikke kun skulle stille spørgsmålet én gang, men to.
- Fordi vi er så flinke mennesker mange af os, så har vi en tendens til at acceptere det svar, vi får, når vi stiller et spørgsmål, siger han og tilføjer:
- Men der kunne jeg godt tænke mig, at de loyale i ’Forræder’ stillede det samme spørgsmål igen fra en ny vinkel.
Clinton-løgnen
Den rigtig gode løgn – hvis man kan sige det med sit etiske kompas intakt – opnås bedst ved forberedelse. Man skal altså have indøvet sin løgn.
Et eksempel, som eksperten fremhæver, er, da den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton insisterede på ikke at have haft et seksuelt forhold til Monica Lewinsky med ordene: ”I did not have sexual relations with that woman.”
- Han har selvfølgelig haft kommunikationsmedarbejdere på, men han kommer ind og har forberedt en udtalelse, og han har virkelig trænet og øvet den igennem. Og det hjælper altså på leveringen, siger Michael Sjøberg.
Han siger, at der dog var en ting, som afslørede den daværende præsident. Fordi der var jo tale om en løgn, og han havde haft et forhold til Monica Lewinsky, viste det sig. Men i øjeblikket slap Clinton afsted med at lyve, mener Sjøberg.
- Det er minimalt, men han slår blikket ned efter at have sagt det. Det er et skamblik, siger han.
Se klippet nedenfor og døm selv, om du kan se det.
Hold øje med dette
Hvis man vil fange en person i at sige en løgn, skal man være opmærksom på særligt én kropsdel, mener Michael Sjøberg: Benene.
Og det kan selvfølgelig være svært for deltagerne i ’Forræder’, der sidder ved et bord, der blokerer udsynet til benene.
Men benene er centrale, fordi uden dem er vi prisgivne. Det er benene, vi bruger til at flygte fra en situation, og det er også benene, vi ville bruge til at stå helt stille – altså hvis vi fryser i situationen.
- Det er menneskets primære overlevelsesredskab. Hvis der kommer et rovdyr og vil angribe os, så skal vi enten løbe væk, løbe hen og give det en på munden, eller fryse, som er ret smart, fordi rovdyr har en tendens til at opdage byttedyr, der bevæger sig, siger Michael Sjøberg.
Han siger, at en person, der lyver, tit trækker benene ind under sin stol, eller at de laver et lille hop i stolen. Det er som en begyndende frys-eller-flugt-reaktion.
Et andet tegn, som de fleste af os gør efter at have fyret en usandhed af, er, at slå blikket ned i et til to sekunder, lyder det.
- Når vi skammer os over at have sagt noget, der var usandt, har vi lyst til at kigge ned efter at have fortalt løgnen.
Den tredje og sidste ting, Michael Sjøberg er opmærksom på, er vejrtrækningen.
Så snart ordene i en løgn har sluppet læberne, er der nogen, der laver en vejrtrækning som om, at de nærmest prøver at suge ordene ind igen. Michael Sjøberg kalder det ”ordspisning”.
- Når vi fortæller en løgn, får vi en massiv mængde adrenalin i blodet, hjertet slår hurtigere, og nervesystemet vil have, at blodet bliver overmættet med ilt. Så når visse mennesker lyver, kommer der efterfølgende en hørbar vejrtrækning, siger Michael Sjøberg.
Der er forskellige studier, der har forsøgt at vise, hvor tit vi lyver. Et amerikansk studie siger for eksempel en til to gange om dagen, mens der i bogen 'Løgn: En guide' af Anne Marie Mygind står, at mennesker generelt i snit lyver fire gange om dagen uden videre omtanke.
Lyt til dagens afsnit af ’Dato’ her, og se sidste afsnit af ’Forræder’ her.