Han var 6 år, vennen var 12 – og ingen opdagede overgrebene, der satte dybe spor
Som barn blev Anders Skovbjerg Jepsen udsat for seksuelle overgreb af et andet barn. I ny dokumentarfilm mødes de for at tale ud og prøve at forstå.
I emnefeltet skrev han: “Genoptage kontakt”.
Den del var rimelig lige til, men resten af mailen var svær at forfatte.
32-årige Anders Skovbjerg Jepsen skrev lidt og slettede det igen. Hvordan sagde man det, han ville sige?
Mailen var til hans barndomsven Peter.
Hver sommer var Anders på ferie hos Peter og hans familie på deres gård. Det var på mange måder både hyggeligt og trygt.
Men der skete også noget i sommerferierne, som ikke var hyggeligt. Og som aldrig burde være sket.
Det begyndte, da Anders var seks år gammel og gerne ville spille computer på Peters værelse, tidligt om morgenen.
Peter var 12 år og halvsov i sengen bag ham, mens Anders tændte for den gamle commodore 64.
På et tidspunkt løftede Peter dynen og spurgte, om Anders ikke kom op til ham. Derfor lagde han sig op i sengen.
Herfra husker Anders ikke præcist, hvad der skete. Men han husker følelsen af at svaje i ryggen for at komme væk, og at Peter var meget stærkere end ham og holdt ham fast.
Og så husker han, hvordan han stirrede ind i computerskærmen, til det var ovre.
De seksuelle overgreb fortsatte hver sommer i flere år, uden at nogen opdagede noget.
Da de stoppede, blev det en hemmelighed, som Anders Skovbjerg Jepsen bar på, indtil han som 19-årig drak sig i hegnet og pludselig fortalte det til en fremmed mand på et pissoir i Aarhus.
Det var tilbage i 2005.
Selvom det var noget, der var sket for mig, så vidste jeg ikke, at det var noget, der kunne ske for nogen
Anders Skovbjerg Jepsen
Siden dengang har han ad flere omgange forsøgt at bearbejde traumet og billedet af det monster, som han har båret med sig, med hjælp fra psykologer. Dog har det aldrig givet en endelig forløsning.
For fem år siden sad Anders Skovbjerg Jepsen så som uddannet dokumentarinstruktør med erkendelsen af, at han var nødt til at lave én bestemt film, før han overhovedet kunne overveje at lave andre. Og han ville gerne have Peter med i den.
Han ville vide, hvem Peter var dengang, og hvem han var nu – for at prøve at forstå og for at komme videre.
Derfor tog Anders Skovbjerg Jepsen sig mod til at sende Peter den mail. Og før der var gået en uge, fik han et svar retur.
Peter ville gerne være med.
Historien, der mangler
Op mod hvert tredje tilfælde af seksuelle overgreb mod børn og unge begås af andre børn og unge. Det viser rapporter fra Januscentret, der i 20 år har været nationalt videnscenter for børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd.
Det havde Anders Skovbjerg Jepsen ingen anelse om, mens han voksede op.
- Selvom det var noget, der var sket for mig, så vidste jeg ikke, at det var noget, der kunne ske for nogen, siger han.
Derfor blev det vigtigt for ham at fortælle den historie, han syntes, der manglede.
Resultatet er dokumentarfilmen ‘En tavs historie’, hvor Anders Skovbjerg Jepsen vender kameraet imod sig selv og mødes med Peter en række gange i et forsøg på at forstå, hvad det egentlig var, der skete dengang – og hvorfor.
Ønsket var at søge en så nuanceret sandhed som muligt, men også at bryde med den tavshed, som over årene var blevet en del af ham.
Og i virkeligheden var Anders Skovbjerg Jepsen nok på udkig efter en stor, magisk forklaring, der kunne gøre det hele godt igen.
Den fandt han ikke. Men det viste sig, at han fandt ud af noget andet, som var langt vigtigere.
Kort efter den første mailudveksling ringede Anders Skovbjerg Jepsen til Peter for at aftale at mødes.
- Godt at høre fra dig igen, sagde Peter i den anden ende af røret.
- Jeg er glad for, at du har lyst til at tage snakken, fortsatte han.
Stemmen var glad og jovial. Og også lidt lille.
- Det er jo ikke en monsterstemme, tænkte Anders Skovbjerg Jepsen.
- Den åbenhed, imødekommenhed og det mod, Peter havde til at gå ind i det her med mig, var jo heller ikke monsteragtigt, siger han.
Faktisk var det det stik modsatte.
Anders Skovbjerg Jepsen var optimistisk omkring projektet.
Han tænkte, at han og Peter godt kunne mødes og have en sund og redelig snak om fortiden, som de begge kunne få noget ud af.
Så kunne de kigge hinanden i øjnene og give hinanden hånden med en større forståelse af det hele.
Og så var det det.
Men det skulle blive langt sværere, end Anders Skovbjerg Jepsen havde forestillet sig.
Samtalen var umulig
I efteråret 2018 lejede han et stort filmstudie til deres første møde. På computeren lå der privatoptagelser fra Peters konfirmation, som de skulle kigge på sammen.
Anders Skovbjerg Jepsen var drønnervøs. Og når han er det, har han en tendens til at blive meget høflig.
- Hej hej, vær hilset, velkommen til, sagde han yderst venligt, da Peter kom gående imod ham.
Det var en presset mand, der talte.
Peter takkede nej til den kop kaffe, Anders Skovbjerg Jepsen havde forestillet sig, at de skulle starte med. Fuck, tænkte han. Bare den lille ting blev kæmpestor i hans hoved.
Og det overraskede ham. For han troede, at han ville kunne gå ind til mødet med et større overskud.
Da de gik i gang med at snakke, kunne Peter ikke huske noget.
- Min hukommelse fra dengang er meget ringe, sagde han.
- Men et eller andet sted så ved jeg jo godt, at det er sket. Det kan jeg jo mærke i mig selv, at det er, fortsatte han.
Det var frustrerende, at Peter ikke huskede mere.
Anders Skovbjerg Jepsen vidste ikke, hvilket ben han skulle stå på. Han vidste heller ikke, om han var vred på Peter?
Og han synes, at det var utrolig svært at sige, hvad han selv huskede. Som om det var for meget at sige. Derudover turde Anders Skovbjerg Jepsen heller ikke spørge om de ting, han egentlig gerne ville vide.
- Det var et enormt mærkeligt sted at stå. Der var sket noget, da vi var børn. Nu mødtes vi som voksne, og det kunne godt lade sig gøre at mødes, og alt var egentlig godt, men på en eller anden måde var der noget i ham og i mig selv, der – selvfølgelig – umuliggjorde den samtale, forklarer han.
Det kom bag på mig, at jeg blev så overvældet af fortiden, og at det egentlig påvirkede mig så meget
Anders Skovbjerg Jepsen
De skiltes efter det, Peter kaldte en “god, blød start”. For Anders Skovbjerg Jepsen føltes det mere som om, at alt gik galt.
De kunne jo ikke have snakken. Og de kunne ikke være til stede på den måde, han havde troet.
Og den følelse blev manifesteret i tiden efter mødet. For her blev Peter pludselig meget svær at få fat på.
De næste aftaler aflyste han, og nogle gange dukkede han bare ikke op til. Derudover var Peter evigheder om at svare. Og sådan gik der næsten to år.
De år blev mørke for Anders Skovbjerg Jepsen.
- Det sværeste i den periode var, at jeg havde fået gjort mig lidt afhængig af ham igen. Jeg var afhængig af hans viden og af hans ord. Og det kom bag på mig, at jeg blev så overvældet af fortiden, og at det egentlig påvirkede mig så meget, siger han.
På det tidspunkt boede han i bofællesskab på Nørrebro, men han isolerede sig på sit værelse. Blev lukket og deprimeret. Havde svært ved at være sammen med sig selv og gjorde ikke rigtig noget.
Ligesom så mange gange før brugte han sin computer til at få en følelse af kontrol. Det hjalp at være opslugt af noget. Så kunne han forsvinde ind i det.
Sådan gjorde Anders Skovbjerg Jepsen også tilbage i sine teenageår.
På det tidspunkt havde han fortrængt Peters overgreb. Men da han omkring de 19 år begyndte at komme i kontakt med sin egen seksualitet, begyndte han også at mærke, at noget ubehageligt knyttede sig til det.
Langsomt dukkede mere og mere op i hans hukommelse. Og langt op i sine 20’ere kæmpede han med følgerne.
Han oplevede angst, mindreværd og panikanfald. Det var svært for ham at være på tomandshånd med andre og have en ligeværdig relation.
Havde han sex, ville han tit glide ind i et forestillingsunivers og have tvangstanker om, hvordan han skulle bevæge sin krop. Hvis nogen holdt om ham bagfra, blev han mindet om Peters greb og måtte bryde det.
Og så var der følgerne af tavsheden.
- Det blev min hemmelighed
Den var der i hans barndom af den helt banale grund, at ingen vidste, hvad der foregik.
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke sagde det til nogen, da det skete. Det vil nogle børn sikkert gøre, siger Anders Skovbjerg Jepsen.
- Men det blev min tavshed. Det blev min hemmelighed, mit ansvar og min skyld. Du tager alt det der på dig i tavsheden, fortsætter han.
Med årene udviklede han sig til en, der generelt bare ikke talte om, hvordan han havde det.
Men nu – fordi han decideret var i gang med et filmprojekt om sin egen historie – kunne han ikke slippe det, bare fordi det blev svært.
Han blev nødt til at kigge på det ordentligt.
Den nødvendige konfrontation
Derfor fandt Anders Skovbjerg Jepsen modet til at sige tingene ligeud og sætte en grænse for, hvad han ville finde sig i fra Peter.
- Hvorfor skal jeg gå og skide i bukserne og have det fucking "angstet" og vente på, at du passer på dig selv?
Det var en af de ting, han sagde, da de endelig sad over for hinanden igen i 2020. To år efter den første telefonsamtale.
- Hvis vi bliver ved, bliver der nødt til at være en ærlighed imellem os, fortsatte han.
- Fordi alt det der andet pis, det gider jeg ikke. Så er det sundere, bedre, sikrere – alle fucking ord i verden – at lade være, fordi så er det her bare dumt.
Den opsang var der brug for. Vreden var der brug for. For efter den konfrontation skete der noget med de to mænds samtale.
Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt
Da de sad i det sorte filmstudie igen – nu foran en gammel commodore 64 – begyndte Peter at kunne huske noget og finde ordene.
- Jeg kan huske, at jeg har ligget bag ved dig. Måske har jeg haft lukkede øjne, forklarede han.
Peter mente dog ikke, at noget skulle have trigget ham til at gøre det. Han huskede for eksempel ikke at have set film om voldtægt eller porno, der skulle have ansporet ham.
Hans eneste anden seksuelle reference fra den alder var, at han huskede at have hængt på en metalpæl i skolegården – og at det føltes dejligt.
Med til Peters historie hører dog, at hans barndom var anderledes end andres, fordi begge hans forældre døde, da han var helt lille. Derfor voksede han op hos sin farmor og farfar.
Men alligevel synes han, at hans barndom var ret normal. Han var blevet mobbet, men det er de fleste jo, som han siger. Og om hans forældres død havde efterladt “psykologiske ar”, vidste han ikke.
Dog kunne Peter give Anders Skovbjerg Jepsen et klart svar på noget, der havde fyldt meget. Nemlig, om Peter var tiltrukket af ham?
- Jeg tror ikke, at det har været dig. Det har været dig, fordi du var der, lød hans svar.
Den viden ændrede meget for Anders Skovbjerg Jepsen.
- Jeg hørte ham sige, at jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og at der var noget i ham – hvad det så har været af frustrationer, eller hvordan man skal forstå det – som gjorde, at det skete, lyder Anders’ egen udlægning i dag.
- Det var godt at høre. Jeg tror, at det var sandt, det han kom frem til. Jeg tror ikke, at der har været mere i det, fortsætter han.
Da Anders Skovbjerg Jepsen kom hjem efter det møde med Peter, følte han sig lettere.
Det bliver ikke mere fuldstændigt, end det her. Og det er okay
Anders Skovbjerg Jepsen
Han synes, at det gav mere mening. Historien var blevet konkret, og det var på en eller anden måde nemmere at forholde sig til.
- Så var jeg fri for at spekulere. Så er det, som det er. Og så er der et eller andet, man kan holde fast i, siger han.
Anders Skovbjerg Jepsen mødtes med Peter et par gange herefter. Derudover havde han også flere betydningsfulde samtaler med sin far, der også er med i dokumentarfilmen.
For eksempel endte hans far med at undskylde, fordi det gik op for ham, at han ikke havde været god nok til at se og støtte sin søn i det traume, han bar på.
Og på mange måder har filmen betydet, at Anders Skovbjerg Jepsen i dag står et helt andet sted, end han gjorde, da han gik i gang.
At tage ejerskab
I dag er han 37 år. Han er far til en datter, der går i vuggestue og nærmer sig 1,5 år. Og han er vendt tilbage til normalen som filminstruktøren, der bliver bag kameraet.
- Det føles så godt, siger Anders Skovbjerg Jepsen.
Den film, der manglede, er her nu. Og den største forskel på Anders før og efter filmen er måske, at han overhovedet har kunnet lave dette interview.
- Det ville 18-årige Anders ikke have kunnet. Og det tror jeg heller ikke, at 24-årige Anders, 27-årige Anders eller 32-årige Anders ville kunne, siger han.
Men nu kan han tale om det. På den måde har det været vigtigt for Anders Skovbjerg Jepsen at bryde sin egen tavshed.
- Det har gjort, at jeg på en eller anden måde godt kan "være med min historie". I dag kan jeg godt stå med, at de ting er sket, siger han.
Han oplever ikke længere, at minderne om dengang dukker op og virker uforløste.
Han oplever heller ikke, at fortiden overvælder ham, som den har gjort. I hvert fald griber han sig selv hurtigere, hvis det sker.
Og så føler Anders Skovbjerg Jepsen, at han har fået talt ud med Peter.
- Der er ikke mere at finde
Han fik ikke en magisk forklaring ud af ham. Men det viste sig, at det, at de kunne mødes og tale sammen, i sig selv var det vigtigste.
Og generelt tror Anders Skovbjerg Jepsen, at det ville have gjort en stor forskel, hvis de havde talt sammen langt tidligere. Så det håber han for andre, det står i samme situation.
Det monster, han har båret med sig siden sin barndom, er i hvert fald blevet noget mere jordnært og håndgribeligt i dag.
Og Anders Skovbjerg Jepsen er færdig med at se tilbage. For som han siger:
- Det bliver ikke mere fuldstændigt end det her, og det er okay. Hvis jeg begyndte at grave i det igen, så er min fornemmelse, at det bare ville blive rodet og mudret. Jeg tror ikke, at der er mere at finde.
Hvordan han og Peters relation bliver i fremtiden, står endnu åbent. Men han ved, at det også har været godt for Peter at mødes. Det har han selv sagt til ham.
Om det er rigtigt for andre at tale med deres krænker, kan han ikke sige. For alle situationer er forskellige.
Men Anders Skovbjerg Jepsen føler sig heldig, fordi Peter faktisk turde sige ja til at mødes og bidrage med sit perspektiv.
- Han er jo virkelig en, der forsøger at tage ejerskab for noget, som han skammer sig gevaldigt over. Og jeg synes, at det fremgår af filmen, at det også gør enormt ondt på ham at se tilbage – men han gør det alligevel. Han prøver. Både for at hjælpe mig og for at hjælpe sig selv. Men også for at prøve at give det her et sprog, som forhåbentlig kan hjælpe andre derude med lignende historier.
Men er der ikke en grænse for, hvor pæne tanker du kan gøre dig om ham? Han har jo stadig udsat dig for nogle fuldstændig uacceptable overgreb?
- Det var jo barnet Peter, der gjorde det. For mig behøver det ikke at have noget at gøre med den, han er i dag. Det har det vel egentlig ikke?
Se 'En tavs historie' onsdag 13. september klokken 22.25 eller på TV 2 Play.