Knæk Cancer laves om

Alle medvirkende i det nye Knæk Cancer-show har en særlig grund til at deltage i indsamlingen. En af værterne har selv haft kræft tæt inde på livet.

Det årlige Knæk Cancer-indsamlingsshow vender i uge 43 tilbage for 12. år i træk. Men i år vil det være i et helt nyt og anderledes format.

Knæk Cancer-ugen handler, som den plejer, om oplysning og indsamling, men selve indsamlingsshowet bliver i år et underholdningsshow i tre afsnit under navnet ’Knæk Cancer – et show for sagen’.

Her har fire kendte værter – Sanne Salomonsen, Lisa Baastrup, Peter Frödin og Pelle Emil Hebsgaard – til opgave at sammensætte et show med alt lige fra musik og komik til dans og akrobatik. Alt sammen i den gode sags tjeneste.

Hver vært har fået professionelle artister såvel som talentfulde amatører til at gå på scenen for at samle penge ind til Knæk Cancer.

I de to første programmer stemmer publikum om, hvem der går videre og skal vise deres talent i det store liveshow, der sendes lørdag den 28. oktober.

Tid til forandring

Ifølge Peter Toldberg Gamborg, der er TV 2s redaktør for ’Knæk Cancer – et show for sagen', er tiden inde til noget nyt.

- Med det nye show vil vi gerne sætte fokus på håb og på at gøre noget for en større sag. At gøre noget kan både være at samle pant, at lave perleplader og meget andet.

- Vi lader håbefulde deltagere dele ud af deres forskellige talenter og gøre det, de er bedst til, i den gode sags tjeneste. Samtidig holder vi fast i alle de vigtige grundværdier, der er, når vi beskæftiger os med en så alvorlig sag som kræft, siger han.

Både værter og deltagere har hver deres særlige og personlige grund til at stille op og forsøge at få danskerne til at støtte indsamlingen.

Vært Pelle Emil Hebsgaard har valgt at deltage, fordi han selv har haft kræft tæt inde på livet.

- I sin tid blev min far selv ramt og gav resten af vores lille kernefamilie et chok, der har sat sit præg mange år efter. Det er vigtigt at snakke om. Og det er endnu vigtigere at favne håbet om bedring, hvor langt det end må ligge ’derude’, siger han.

’Alle kender nogen’

Hver tredje dansker får kræft, inden de fylder 75 år, og hvert år stilles der mere end 45.000 nye kraftdiagnoser i Danmark, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Næsten alle kommer derfor i kontakt med kræft på et tidspunkt i livet, og derfor er temaet for Knæk Cancer i år ’Alle kender nogen’.

De to første afsnit af ’Knæk Cancer – et show for sagen’ bliver sendt lørdag den 21. oktober og onsdag den 25. oktober, og det store liveshow sendes direkte fra Royal Stage i Hillerød lørdag den 28. oktober.

Alle afsnit kan ses på TV 2 og TV 2 Play.