Da han skyndte sig ud af metroen, trak en gruppe hætteklædte en kniv
Hvert år oplever 2000-3000 personer i Danmark den type episoder, som Frederik Friis har været udsat for, viser et nyt barometer.
Frederik Friis var på vej hjem fra byen.
Han var ved metroen på Nørreport Station, da han lagde mærke til en gruppe hætteklædte personer. Han forsøgte at ignorere dem.
Men de fulgte efter ham - og da han gik ud af metroen, råbte de efter ham.
Da han vendte sig om for at se, hvad de ville, trak en af dem en kniv.
Han satte straks i løb i sin dragpåklædning - men med sine høje hæle faldt han og slog hovedet, så hans paryk blev druknet i blod.
Det er bare en af de hadforbrydelser, Frederik Friis har været udsat for, fortæller han i ‘Go’ morgen Danmark’.
Frederik Friis er 23 år, pædagogmedhjælper og drag. Han er blevet udsat for tilråb, spytklatter og dødstrusler, uanset om han er ‘drag’ eller “bare” Frederik:
- Det er desværre hele pakken, siger han.
Han er en ud af flere tusinde, der udsættes for tilråb og hadforbrydelser i Danmark.
Det viser et nyt barometer fra Institut for Menneskerettigheder, der skal kaste lys over de mange konsekvenser, det kan have at skille sig ud fra normen i samfundet.
Troede ikke, anmeldelse ville hjælpe
Det kan have mange omkostninger at være LGBT+-person.
Hvert år oplever 2000-3000 personer en voldelig hadforbrydelse, og mange oplever problemer med mental sundhed og færre muligheder på arbejdsmarkedet.
Sådan lyder det fra Institut for Menneskerettigheder.
Det nye barometer måler levevilkårene for LGBT+-personer, og det kan bruges til at se antallet af hadforbrydelser i en større sammenhæng, forklarer Rasmus Brygger, der er analysechef ved instituttet, i ‘Go’ morgen Danmark’.
Et af problemerne er, at der er et stort mørketal på området, da der kun er registreret 34 hadforbrydelser officielt i 2021.
Det kan både skyldes, at politiet ikke registrerer alle anmeldelser, og at ikke alle melder det, siger Rasmus Brygger.
Frederik Friis er selv en del af mørketallet.
Han anmeldte hverken episoden i metroen eller andre gange, hvor han efterfølgende har oplevet truende adfærd.
Hvad er grunden til, du ikke har anmeldt det, når du samtidig gerne vil kaste lys over emnet?
- Desværre har jeg fået et indtryk af, at det alligevel ikke hjælper. Så da jeg var yngre, var det ikke noget, jeg troede ville hjælpe. Men i dag ville jeg klart gøre det med voldelige episoder, siger han.
Jeg er bange for at gøre det, der er normalt for andre
Frederik Friis, pædagogmedhjælper og drag
Bange for at gøre det, der er normalt for andre
Frederik Friis håber, at det at anmelde hadforbrydelser til politiet kan kaste lys over antallet af forbrydelser og konsekvenserne af det.
Ligesom mange andre LGBT+-personer føler Frederik Friis sig utryg i det offentlige rum som følge af de tilråb, trusler og overfald, han har oplevet.
Og så har han udviklet generaliseret angst over for fremmede mennesker, siger han.
Det betyder også, at han står op hver dag og tænker over, hvad han “orker”, lyder det.
- Jeg er bange for at gøre det, der er normalt for andre. For det kan være et spørgsmål om tryghed og sikkerhed.
For Frederik Friis er det helt normalt at tage farverigt tøj, blomster i håret, makeup og glitter på, også når han ikke performer som drag.
For ham er det lige så normalt, som det er for nogle mennesker at tage skjorte eller blazer på.
Men det er endnu ikke noget, man “bare” kan gøre i vores samfund, siger Frederik Friis:
- Jeg tror, mange misforstår det. Det handler ikke om, at jeg vil klæde mig ud. Det er påklædning. Det er nærmere en udklædning, når man skal tage noget andet på end det, man vil, for at passe ind.
- Nu kan omverden ikke længere ignorere det
For Frederik Friis betyder det meget, at der nu kommer et barometer med fokus på hadforbrydelser.
For selvom det ikke ændrer antallet af trusler, tilråb og vold fra den ene dag til den anden, er det et skridt på vejen.
- Det kan ikke retfærdiggøre det, jeg bliver udsat for. Men nu kan omverden ikke længere ignorere det, siger han.
Det bekræfter ham også i, at han ikke er alene.
- Jeg håber, at det kan gøre det nemmere for andre at forstå, hvor udsat en gruppe vi er. Ellers fortsætter det desværre med at være meget “os og dem”.