De har været sammen i fire år, men nu skal hun have barn alene

Camilla Lærkesen er blevet mødt med både skepsis og støtte i sit valg. Det oplever flere kvinder i hendes situation, siger ekspert.

Spørgsmålene hobede sig op i Camilla Lærkesen, da hun først mødte sin kæreste.

Kunne hun rykke ved hans holdning om ikke at ville have flere børn?

Kunne hun selv undvære børn?

Skulle hun finde en anden, der gerne ville?

Hun var i slutningen af 20'erne og ville gerne have børn. Han havde i forvejen to og ville ikke have flere.

Derfor måtte Camilla Lærkesen finde svaret et andet sted, fortæller hun i ‘Go’ aften Live’.

- Jeg havde fundet ham, jeg ville blive gammel med. Så jeg tænkte: "Der må være en anden måde at gøre det på”.

Efter fire år sammen med sin kæreste, Martin Sleimann, har Camilla Lærkesen nu valgt at blive solomor med donorbarn, selvom deres parforhold stadig lever i bedste velgående.

Hun har valgt at fortælle sin historie for at vise, at der er flere måder at være familie på end den traditionelle måde med far, mor og fælles børn.

Flere og flere vælger det

Camilla Lærkesen er blot en af de mange kvinder, som har valgt at blive solomor.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen var der 2721 enlige kvinder i fertilitetsbehandling i 2021, skrev Kristeligt Dagblad i 2022.

Det er dobbelt så mange som i 2012, hvor tallet var 1316. Og ifølge fertilitetsklinikken Cryos er tre fjerdedele af deres danske kunder solomødre, oplyser de til 'Go’ aften Live'.

Nogle af de kvinder møder Maria Salomon, der har 25 års erfaring som fertilitetssygeplejerske. Hun er familieterapeut, daglig leder af Videnscentret Fertility Care og har forsket i emnet.

Selvom flere vælger at blive solomor, kan man stadig blive mødt med en vis skepsis fra andre, siger hun:

- Det er ikke det, man har leget som barn, når man legede far, mor og børn. Det runger nok fortsat i de fleste, at det at blive soloforælder ikke er det, som var "planen".

Selvom hun primært har mødt kvinder, som har fået positive reaktioner fra sine nærmeste, er der også en del, som vælger ikke at sige det til omverdenen, fordi de ikke orker spørgsmålene fra andre.

Jeg skulle lige sluge det

Camilla Lærksen, retoriker

Og helt generelt er det at blive solomor stadig noget, der bliver valgt som en plan B, siger Maria Salomon.

For mange er der nemlig en sorg forbundet med at skulle vælge at få et barn alene og ikke med en partner, og det er langtfra en dans på roser at være i fertilitetsbehandling.

Ville ikke være “kaptajn”

Selvom hun i dag har fundet en måde at få både moderskab og parforhold til at gå op, var det heller ikke den familieform, Camilla Lærkesen havde drømt om.

Men imens hun gik rundt og overvejede sine muligheder, fik hun besked fra lægen om, at hun havde lav ægreserve – så hun skulle til at tage et valg, forklarer hun.

- Jeg skulle lige sluge det. I alt, hvad man ser af tv-serier og hører af radio- og dilemmaprogrammer, siger de, at manden nok bare lige skal finde ud af, hvad han vil, og at han gør det, hvis han vil én nok.

Det skete bare aldrig.

Martin Sleimann har ikke lyst til at være “kaptajn” på projekt baby og tage de svære beslutninger, siger han i 'Go' aften Live'.

Derfor bliver han ikke juridisk far til barnet, og barnet bliver kun Camilla Lærkesens.

Men både Martin Sleimann og parrets familier har støttet Camilla Lærkesen i beslutningen om at tage sagen i egen hånd, fortæller de begge i ‘Go’ aften Live’.

Han afviser, at det blot er en måde at sikre sig, at han ville kunne gå fra forholdet, hvis han ville.

- Det er jo ikke sådan, at jeg ikke får et forhold til barnet. Selvfølgelig gør jeg det. Så det er jo ikke bare af med plastret, og så er vi videre, siger Martin Sleimann.

Han kommer til at gå ture med barnevognen, vågne om natten og skifte bleer, selvom parret ikke bor sammen, lyder det.

- Jeg skal også finde ud af, hvordan det er at være mor, og hvor meget hjælp jeg har lyst til og brug for, siger Camilla Lærkesen.

Frygtede, hvad andre ville sige

Efter at parret har fortalt om deres måde at leve på, har de fået en del positive beskeder fra folk tæt på dem, siger Camilla Lærkesen.

- Jeg frygtede, hvad folk ville sige, men de fleste siger, at det er modigt og spændende.

Efter at beslutningen blev taget, har de dog stadig oplevet, at folk sætter spørgsmålstegn ved beslutningen.

- Nogle forstår ikke, hvorfor han ikke bare kan være far, når jeg alligevel bliver mor. Og nogle synes, at det er fjollet, at jeg ikke bare har fundet en anden, siger Camilla Lærkesen.

Hun mener i stedet, at der er noget smukt i, at de er sammen, selvom intet binder dem.

- Folk må godt synes, at vi er mærkelige. Folk må gerne være kritiske. Men det har betydet meget for mig, at den type dilemmaer også får en platform og kan få folk til at reflektere over familieformen, slutter hun.