Hun delte sin oplevelse fra flere bilforhandlere – branchen erkender problemer

Influencer Christina Sander er langtfra alene om at have oplevet forskelsbehandling hos bilforhandlere. Branchen erkender selv, at der er et problem.

Da influencer og journalist Christina Sander skulle købe en ny bil, viste det sig at blive lidt af en mission at blive taget seriøst.

Ude hos bilforhandlerne var hun ellers forberedt og afklaret med, hvad hun ledte efter:

Bilen skulle opfylde hendes behov. Et af dem er blandt andet at have sine tre børn og deres tilhørende autostole med. Og så skulle hun købe bilen for sine egne penge.

Hos den første bilforhandler oplevede hun, at hendes spørgsmål ikke rigtig blev taget seriøst af sælgeren, fortæller Christina Sander i ‘Go’ aften LIVE’.

I stedet rettede bilsælgerens spørgsmål sig mod hendes kæreste, mens hun oplevede, at der blev talt hen over hovedet på hende:

- De blev ved med at spørge ham, om det skulle være el eller hybrid, hvad vi kunne tænke os i forhold til topfart og acceleration. Hvor jeg sad omme på bagsædet og tænkte: “Hallo, skal vi tale om Isofix-beslagene”?

Efter det første besøg gjorde Christina Sander det endnu mere klart og tydeligt, at det var hende, der skulle have en bil, men også hos de næste forhandlere var det primært kæresten, der blev spurgt ind til, lyder det.

Da hun fortalte om oplevelsen på sin Instagram, fik hun flere reaktioner fra kvinder, der har prøvet det samme.

Forsker: Det er et problem af to grunde

Hos bilforhandlernes brancheorganisation Autobranchen Danmark anerkender medlems- og kommunikationschef Charlotte Brix Andersen, at Christina Sanders oplevelse er udtryk for et generelt problem.

Og det er et, de allerede arbejder på, siger hun:

- Det er jo et problem, at man afskærer sig fra at sælge til kvinder. Og det er noget, som rigtig mange bilforhandlere er opmærksomme på.

Vi skal huske, at kvinder ikke er en minoritet. Kvinder er halvdelen af markedet

Karina Burgdorff, ph.d.-studerende og forsker ved Aalborg Universitet

Hun påpeger dog, at branchen ikke er så støvet, som den lyder.

Bilforhandlerne har selv en interesse i at sælge biler til en bredere målgruppe, og derfor er der både fokus på efteruddannelse og på at få flere kvinder i branchen, lyder det.

Ekspert: Der er to problemer

Der er to grunde til, at det er et problem, når bilbranchen ikke formår at henvende sig til kvinderne.

Det mener Karina Burgdorff, der er ph.d.-studerende og forsker ved Aalborg Universitet og har forsket i netop bilsalg.

For kvinderne giver det et konkret problem, fordi de går fra bilforhandleren uden at føle sig hjulpet. Derudover går branchen glip af salg fra et kæmpestort segment, siger Karina Burgdorff.

- Vi skal huske, at kvinder ikke er en minoritet. Kvinder er halvdelen af markedet.

Hun påpeger, at der er tale om et strukturelt problem i branchen, og man derfor skal kigge på flere af leddene. Det er ikke sælgernes ansvar at ændre kulturen, mener hun.

- Der ligger et kæmpe ansvar hos branchen og producenterne. Forhandlerne træner jo dels deres egne sælgere. Men ud over det bliver de trænet af de store producenter.

Det kan godt være, det bliver anset som en "kvindeting", men det burde i lige så høj grad være en "farting"

Christina Sander, influencer og journalist

Kunne ikke svare på spørgsmålene

For Christina Sander var det mest chokerende ikke kun, at der blev talt hen over hovedet på hende.

Det var også, at det slet ikke virkede til, at de forhandlere, hun besøgte, kunne svare på de spørgsmål, hun havde.

Dem, som netop handlede om autostole og Isofix-beslag, som er de beslag, autostolen fastgøres til.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at der var så få, der vidste noget om det. Det kan godt være, det bliver anset som en "kvindeting", men det burde i lige så høj grad være en "farting", siger hun.

Ikke kvindernes ansvar at sige fra

Efter hun har delt sin historie, har det tilmed overrasket hende, hvor mange der har oplevet det samme.

Både i kommentarspor og i sin indbakke har hun fået henvendelser om lignende oplevelser – både når det gælder bilkøb, huslån og forsikring.

Og så er hun blevet mødt med en del kommentarer om, at det "godt nok er et lille problem, hun råber højt om".

- Jeg er helt med på, at det ikke er verdens største problem. Men så må vi jo kun tale om ét problem, og det er verdens største. Jeg synes derimod, at det er godt at tage fat om den kultur, som det her eksempel viser, siger Christina Sander.

Her tænker hun ikke kun på de oplevelser, kvinder har.

- Det handler også om mænd, der bliver talt hen over hovedet i barnevognsbutikker, fertilitetsbehandlinger og daginstitutioner. Begge dele kunne godt være bedre.

Samtidig synes hun ikke, at man kan sige, at det er kvindernes ansvar at sige fra, som flere af kommentarerne går på.

- Det er branchen, der skal tage kvinder og mænd lige seriøst. Hvorfor gør de ikke bare det som udgangspunkt? slutter hun.

Se hele indslaget med Christina Sander i 'Go' aften LIVE' på TV 2 Play.