Særlig formulering fra Kongehuset om dronningens rekord vækker opsigt

Kongehuset nævner ikke en konkret dato for den historiske rekord – og det er der en helt særlig grund til, mener flere eksperter.

Dronning Margrethe tager titlen som den længst siddende og regerende monark i danmarkshistorien.

Det oplyser Kongehuset på deres hjemmeside – men en væsentlig formulering vækker opsigt.

Kongehuset skriver, at dronningen "i midten af juli måned" vil være den længst siddende, regerende monark.

Og der er flere grunde til, at Kongehuset ikke skriver en konkret dato. Det fortæller flere eksperter til TV 2.

Det tør jeg ikke at sige, før jeg kender deres udregninger

Christian Marinus Taisbak, fiolog og dr.phil

Definitionsspørgsmål deler vandene

Hvis dronning Margrethe er den længst siddende og regerende monark i Danmark, så handler det først og fremmest om at definere, hvornår hendes forfader og forgænger Christian 4. blev konge.

Sådan lyder den klare udmelding fra Lars Hovbakke Sørensen, der er historiker og kongehusekspert.

- Faren til Christian 4. døde i 1588. Christian 4. var i forvejen valgt som tronfølger. Men da han var knap 11 år gammel på det tidspunkt, så havde han en formynderregering.

- Så kan man regne med, at han blev konge i 1588, hvis man er den skole. Eller man kan regne med, at han kom til i 1596, da han rent faktisk var myndig og blev kronet, siger han.

Kongehuset lægger ikke skjul på, at de har regnet efter det år, hvor Christian 4. rent faktisk var myndig.

De skriver på deres hjemmeside, at de har taget udgangspunkt i august 1596 og frem til hans død i februar 1648.

Det giver Christian 4. cirka 51 år og seks måneder på tronen.

Men hvordan kan man så være i tvivl om rekorden? Det ved Christian Marinus Taisbak.

Tiden spiller en rolle

Når man skal udregne, hvor længe Christian 4. sad på tronen sammenlignet med dronningen, skal man ikke overlade noget til tilfældighederne.

Skuddage, skudår og et kalenderskifte fra den julianske kalender til den gregorianske kalender kan drille udregningen.

Derfor har TV 2 fået Christian Marinus Taisbak – filolog, dr.phil og tidligere docent ved Institut for Græsk og Latin ved Københavns Universitet – til at regne på det.

89-årige Christian Marinus Taisbak har i sin karriere beskæftiget sig med kalenderens historie og er specialist i antikkens kronologi.

Og han er sikker på, at det netop er i dag, at Dronning Margrethe er den længst siddende og regerende monark i Danmark.

- Det kan der ikke være nogen tvivl om. Og vi er endda heldige af to forskellige grunde, fastslår han og uddyber:

- Christian 4. er regnet i den gregorianske kalender, der trådte i kraft i 1582. Den har heldigvis en skuddag i år 1600. Den regner vi med. Det må simpelthen være i dag, siger Christian Marinus Taisbak.

Men hvorfor kan Kongehuset så være i tvivl, siden de skriver midten af juli?

- Det tør jeg ikke at sige, før jeg kender deres udregninger, forklarer Christian Marinus Taisbak.

TV 2 har kontaktet Kongehuset, der ikke har haft mulighed for at komme med en kommentar.