På under en time løste journalistpraktikant det mysterium, PET havde brugt fem døgn på at opklare
Nu fortæller PET’s daværende terrorchef om den besynderlige sag om terroristen Lors Doukaev. En sag, der blev et wakeupcall for PET.
Gerningsmandens opsvulmede og vansirede ansigt bredte sig over en dobbeltside i avisen B.T.
”Jeg kender bombemanden”, stod der med store bogstaver hen over billedet.
PET-chef Michael Hellensberg lod vantro blikket glide ned over avisen.
Citatet kom fra en kilde, der kendte den mand, som han og hans folk i Politiets Efterretningstjeneste (PET) i fem dage havde arbejdet i døgndrift på at finde identiteten på. En mand, der var anholdt for at forårsage en eksplosion i centrum af København. En mand, som nægtede at oplyse sit navn.
Nu havde en praktikant fra B.T. på kun 50 minutter opklaret det mysterium, som PET endnu ikke havde været i stand til at løse. Det var virkelig ærgerligt. Pinligt, ligefrem.
Men Michael Hellensberg havde for travlt til at ærgre sig for længe.
Den ensomme ulv
Terrorsagen fra 2010 var første gang, at PET stod over for en helt særlig terrortrussel: den ensomme ulv.
Gennem fem frustrerende dage lærte PET, hvordan en terrorist kunne snige sig ind i landet – uden at dukke op på deres radar. Det fortæller Michael Hellensberg, der var kontraterrorchef fra 2004 til 2015, nu om i TV 2-dokumentaren ’Efterretningstjenesten’.
Faktisk havde gerningsmanden, der blev kendt som 'den etbenede bombemand’, holdt kortene så tæt til kroppen, at PET havde svært ved at finde frem til hans identitet, selv efter at de havde fanget ham. Og eftersom den ensomme ulv ikke var fra Danmark, opstod et yderligere dilemma.
Men det vidste Hellensberg ikke, da sagen tog sin begyndelse en eftermiddag i 2010.
En eksplosion på Hotel Jørgensen
Michael Hellensberg så frem til en forfriskende køretur på vej hjem fra PET-hovedkvarteret i Buddinge den dag i 2010. Han var netop trukket i cykeltøjet og var i glimrende humør, da telefonen ringede. Men den besked, han modtog, fik ham med det samme til at skifte kurs.
En eksplosion havde fundet sted på Hotel Jørgensen i København, og en person var set flygte fra stedet.
Det fik med det samme ordet ”terror” til at runge i hovedet på ham.
Han begyndte allerede at overveje, om der var tale om en enkeltstående handling, eller om endnu en eksplosion snart ville følge den første – en fremgangsmetode, som andre terrorister gennem tiderne igen og igen havde gjort brug af.
Cykelskoene klikkede mod gulvet, da han hastede ned mod PET’s kontraterrorafdeling.
Her satte han agenterne i gang med at række ud til PET’s omfattende og hemmelige kildenetværk og granske igangværende efterforskning for at finde ud af, om der kunne være flere sammenhængende terrorangreb på vej.
Med sine 18 år i PET vidste Michael Hellensberg, at det var vigtigt at gennemgå de personer, som PET i forvejen overvågede.
Gjorde de noget, der faldt uden for normalbilledet? Var de i færd med at udføre nogen handlinger eller former for kommunikation, der stak ud?
Hellensberg mærkede en stemning, der ikke plejede at være i afdelingen. For selvom medarbejderne var rutinerede og arbejdede hurtigt, kunne han stadig mærke en nervøsitet blandt dem.
Arbejdede de hurtigt nok? Ledte de det rigtige sted?
Et af formålene med PET’s arbejde er at opdage potentielle terrorister, før de får mulighed for at føre deres planer ud i livet, men efterretningstjenesten havde på ingen måde forudset den eksplosion, der fandt sted i kælderen på Hotel Jørgensen.
Stadig iført cykeltøjet dirigerede Hellensberg sine ansatte til hurtigt at afsøge muligheden for et opfølgende terrorangreb.
Kort efter modtog han endnu et opkald med endnu en opsigtsvækkende besked.
En kollegas død
På en grussti i Ørstedparken lå gerningsmanden med hænderne samlet på ryggen.
Hans hævede ansigt bar præg af det fejlslagne terrorforsøg – overalt havde han små sår fra de små metalkugler, der blev kastet op i hovedet på ham, da bomben eksploderede i hans hænder.
Overalt omkring ham var folk fra Politiets Aktionsstyrke (AKS) – det danske politis antiterrorenhed – med deres våben rettet mod ham.
På trods af deres gentagende forsøg på at få ham til at oplyse sin identitet forblev han tavs.
Fra PET’s kontor i Buddinge fulgte Michael Hellensberg sammen med sin chef, Jacob Scharf, den anspændte situation.
De havde folk på stedet, hvis eneste opgave var konstant at holde dem opdateret over telefonen.
Om maven på den mistænkte gerningsmand hang en bæltetaske, han ikke ville give fra sig, og Hellensberg og Scharf frygtede, at den indeholdt mere sprængstof.
Der var en mulighed for, at gerningsmanden ville forsøge at lokke deres kollegaer til sig for at sprænge dem i luften.
Michael Hellensberg havde to år forinden stået i en lignende situation, da hans udsendte PET-agent Karsten Krabbe blev dræbt i et terrorangreb.
Han vidste, at der var en fare for, at det kunne ske igen. Han følte sig dog tryg ved, at de politifolk, der befandt sig på stedet, var de bedst uddannede, man overhovedet kunne opstøve.
Hvis gerningsmanden pludselig rejste sig og begyndte at løbe, og bæltetasken rent faktisk indeholdt en bombe, kunne han slå uskyldige mennesker ihjel.
Derfor fik Michael Hellensberg en usædvanlig ordre fra Jakob Scharf, den daværende chef for PET.
Ordren lød: Hvis terroristen rejser sig, skal I skyde ham i hovedet for at dræbe ham, inden han når at udløse en bombe.
Det var en tilladelse til at slå ihjel – og første gang i PET’s historie, at en sådan tilladelse blev givet.
Med den nye ordre følte Michael Hellensberg, at situationen i Ørstedsparken var under kontrol, selvom han måtte følge udviklingen på afstand fra Buddinge. Det var noget andet, der bekymrede ham mere.
Fordi PET ikke anede, hvem terroristen var, kunne de heller ikke vide, om han havde medsammensvorne, der kunne finde på at begå flere terrorangreb i eller omkring København.
Det, der kunne have været sket
Hellensberg lagde sin rødglødende tjenestelige mobiltelefon fra sig og fiskede privattelefonen op fra lommen for at fortælle sin kone, at han ikke kom hjem alligevel.
Og selvom nogle måske ville have svært ved at lade være, undlod han at bede hende om at holde sig væk fra midten af København.
For med sin tavshedspligt kunne han ikke tillade sig at sige det. Dilemmaet var velkendt og opstod ofte for ansatte i PET, men at give fortrolig information videre, selv til sin hustru, ville være ulovligt.
Derfor var det ikke svært for Hellensberg at holde igen.
Efter opkaldet dukkede en ny, ubehagelig tanke op hos ham: tanken om, hvad der kunne have været sket.
Om de mennesker, gerningsmanden kunne have gjort skade på.
Michael Hellensberg følte sig meget heldig over, at gerningsmanden kun havde formået at skade sig selv, når nu PET ikke havde nået at stoppe ham i tide.
Og så vendte han igen opmærksomheden fra privattelefonen til den tjenestelige mobiltelefon, som forblev i hans hænder i timevis.
For eftersom han ikke befandt sig i Ørstedsparken, måtte hans folk i parken holde ham opdateret over telefonen – og det lod ikke til, at hårknuden omkring gerningsmanden ville løsne sig lige med det samme.
For i Ørstedsparken ventede Politiets Aktionsstyrke (AKS) på, at Forsvarets ammunitionsryddere dukkede op.
De skulle medbringe et fjernstyret køretøj – også kendt som Rulle Marie – der kunne undersøge ham for eksplosiver, så betjentene ikke udsatte sig selv for fare ved at nærme sig ham.
Udstyret virkede effektivt. Ud over at afsløre, at gerningsmanden ingen eksplosiver havde på kroppen, opdagede maskinen også, at hans ene underben var en protese.
Det var et spor, der kunne gøre det nemmere for Hellensberg og hans kollegaer på kontoret i Buddinge at afsløre den identitet, gerningsmanden ikke selv ville oplyse – og lede dem i retning af et motiv.
Og det var godt med et nyt spor, for presset oppefra var begyndt at stige.
Presset stiger
I Justitsministeriet syntes man, at der var gået rigeligt tid, uden at gerningsmanden var blevet identificeret.
Hellensberg kunne mærke, at anspændtheden og frustrationen hos hans kollegaer steg eksponentielt, som timerne gik. I mellemtiden hastede han fra møde til møde, mens tjenestetelefonen sad limet til hans hånd.
Samtidig begyndte medierne også at undre sig. Hvorfor kunne man ikke identificere den etbenede bombemand?
Københavns Politi havde fundet bevismateriale, der pegede på, at gerningsmanden stammede fra byen Liège i Belgien, på hans værelse på Hotel Jørgensen. Det, og at han manglede sit ene underben, var alt, PET vidste på det tidspunkt.
I flere dage havde PET afsøgt forskellige muligheder. De havde sendt gerningsmandens fingeraftryk og dna til Københavns Politi og den belgiske efterretningstjeneste og efterlyst ham via Interpol og Europol. De sendte hans benprotese til en bandagist for at undersøge, om et eventuelt serienummer kunne lede dem på sporet af gerningsmandens identitet.
Men afdelingen ramte ind i den ene blindgyde efter den anden.
Indtil denne sag havde PET arbejdet ud fra en tese om, at udenlandske terrorister nødvendigvis måtte samarbejde med terrorister inden for landets grænser for at kunne gennemføre et terrorangreb.
Den verdensforståelse fik gerningsmanden rusket godt og grundigt op i.
Hellensberg konstaterede, at alt tydede på, at gerningsmanden havde udtænkt planen selv og handlet på egen hånd. Det var smart, tænkte Hellensberg. For så var der ikke nogen, der kunne sladre om ham.
Når flere personer var involverede i planlægningen af terrorangreb, kunne PET opdage deres kommunikation i planlægningsfasen. Men den svaghed havde denne terrorist fjernet – og det gjorde det meget svært for efterretningstjenesten at finde ud af noget i tide.
Selvom Hellensberg mærkede presset fra Justitsministeriet, pressen og offentligheden, mindede han sig selv om, at han var nødt til at bevare overblikket og forholde sig i ro.
Han prøvede at visualisere, hvad gerningsmanden kunne være drevet af, hvad han kunne have forberedt, og hvad han gerne ville opnå.
På fjerdedagen kom gennembruddet endelig. Men fra uventet kant. Det var nemlig ikke PET, der fandt identiteten på gerningsmanden.
Pinligt kapløb
Michael Hellensberg fik overbragt beskeden om B.T.s afsløring af PET’s presseafdeling dagen før artiklens udgivelse.
En fotografpraktikant med gode franskkundskaber havde fundet frem til terroristens navn: Lors Doukaev.
Det havde taget ham 50 minutter fra det første telefonopkald.
Han havde bemærket Lors Doukaevs særprægede næse, der lå fladt ind mod ansigtet – en typisk boksernæse – og havde fået oplyst, at bombemanden havde tilknytning til Belgien.
Derfor havde han ringet til en række bokseklubber og boksepromotere i Belgien for at spørge dem, om de kendte en etbenet bokser. Det gjorde den syvende mand, han ringede til.
Selvom Michael Hellensberg var glad for gennembruddet, sad han også med en dårlig følelse i kroppen. Det var pinligt, at B.T. havde vundet det kapløb, også selvom PET ikke havde helt samme muligheder for at efterforske på den måde, som B.T. gjorde.
Journalisterne kunne – i modsætning til PET – ringe til udenlandske privatpersoner i deres efterforskning. Hvis PET gjorde det, ville det bryde med loven. Efterretningstjenesten måtte heller ikke efterforske i Belgien uden en aftale med landet. Det ville være spionage.
På baggrund af den nye oplysning om bombemandens identitet kontaktede Hellensberg derfor Belgiens efterretningstjeneste.
Svært samarbejde
Det er ikke meget, Michael Hellensberg i dag vil fortælle om samarbejdet med den belgiske efterretningstjeneste i 2010.
Han giver kun få indikatorer på en vis utilfredshed med afhængigheden af dem, selvom han gerne vil indrømme, at der er forskel på, hvor mange ressourcer de forskellige landes efterretningstjenester råder over.
Generelt er Michael Hellensberg forsigtig med ikke at bryde den tavshedspligt, han er underlagt.
- Jeg nyder ikke Frank Jensens privilegier af at være gået på pension, siger han grinende med henvisning til sin tidligere chef i PET, der til gengæld ikke er bleg for at udtale sig kritisk om samarbejdet.
Frank Jensen var operativ leder af PET i årene 2007 til 2012 og var dermed Michael Hellensbergs chef i 2010.
Han forklarer, at det juridiske system i Belgien er skruet anderledes sammen end det danske, og at landets efterretningstjeneste dengang slet ikke var gearet på samme måde som PET.
- Man er også nødt til at undskylde belgierne lidt, for på det tidspunkt var Belgien ikke specielt truet, siger han.
I slutningen af 00'erne steg terrortruslen mod Danmark nærmest eksplosivt i forbindelse med Muhammedkrisen i 2005. Derfor blev PET i de efterfølgende år tilført mange nye ressourcer og fungerede derfor anderledes end den belgiske efterretningstjeneste.
Netop samarbejdet med andre landes efterretningstjenester er noget, Michael Hellensberg mener, at der er kommet en øget opmærksomhed på efter sagen om den etbenede bombemand
Et wakeupcall
Den besynderlige sag blev et wakeupcall for PET og Michael Hellensberg.
Den vigtigste lektie, Hellensberg fik ud af arbejdet med sagen, er – hvor banalt det end kan lyde – at samarbejdet med andre landes efterretningstjenester er altafgørende.
For eftersom at Lors Doukaev planlagde sit terrorangreb i Belgien, blev PET ufrivilligt afhængig af den belgiske efterretningstjeneste.
- Jo bedre samarbejde vi har med andre, fordi terrorismen netop er global, jo bedre er muligheden for, at vi finder de rigtige mål at overvåge. Så vi kan forhindre, at de begår deres terrorhandlinger til sidst, siger Michael Hellensberg.
Samtidig gjorde sagen PET opmærksomme på, hvor svært det er at opdage potentielle terrortrusler, hvis terroristerne ikke deler deres planer med andre over telefonen eller internettet.
Er der noget, du mener, at I kunne have gjort bedre i arbejdet på den her sag?
- Man kan jo selvfølgelig sige, at vi i samarbejde med politiet skulle være løbet hurtigere end B.T. og have nået at identificere gerningsmanden, før de gjorde.
Opdagelserne tog Hellensberg med sig i sit arbejde de følgende fem år, hvor terrortruslen mod Danmark fortsat var høj, til han stoppede i PET i 2015. I dag er han linjechef for efterforskning ved Københavns Vestegns Politi.
Lors Doukaev blev i 2011 idømt 12 års fængsel for terror ved Københavns Byret. I 2013 blev han udleveret til Belgien for at afsone resten af sin straf.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Lors Doukaev, men han er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser.
Se 'Efterretningstjenesten' på TV 2 Play her.