Med rystende hænder anmeldte han sin far, og han har et vigtigt budskab med at stå frem
Forældre er det vigtigste i børns liv. Men nogle gange kan de også være de farligste. Det viser Emil Andersens historie.
Emil Andersen kæmpede som en gal for at få ro på kroppen, da han stod midt i Netto.
I snart en halv time havde den 15-årige dreng gået hvileløst omkring i butikken – og forsøgt at få fod på sig selv.
Han havde blod ud af næsen.
Og hans fars sidste ord, inden han havde sendt Emil ud for at handle, dundrede i hovedet på ham.
Hvis Emil stadigvæk græd, når han kom tilbage, ville faren sørge for, at han aldrig ville komme til at græde mere.
Pludselig kom en fremmed ældre dame hen og spurgte, om Emil var ok.
Emil løj og svarede, at det var han.
Farlige forældre
Forældre er det vigtigste i børns liv. Men nogle gange kan de også være de farligste.
Fra 2019 til 2020 blev 1550 forældre og stedforældre således anmeldt for vold mod deres børn. Det svarer til to hver eneste dag. Det viser tal fra Børns Vilkår.
19-årige Emil Andersen er en del af den statistik.
I programmet 'Farlige forældre' fortæller han om sin opvækst.
I flere år blev han udsat for både fysisk og psykisk vold af sin far, indtil han som 16-årig valgte at melde ham.
I årene efter har et virvar af følelser hamret rundt i kroppen på Emil Andersen: skyld, skam, angst, vrede – og en frygt for at ende som sin far.
Han sagde, at jeg var dum. En horeunge. Spasser. Mongol. Og så gav han mig en flad, så jeg måtte tage fat i køkkenbordet for ikke at vælte
Emil Andersen
Men det kan lade sig gøre at bryde mønstret og undgå, at vold går i arv i familien. Det viser en helt ny dansk undersøgelse, og Emil Andersen håber, at hans historie bliver en af de positive.
Lyden af voksne menneskers gråd
19-årige Emil Andersen sætter forsigtigt en lille dreng med bøllehat fra sig og rejser sig fra sin stol, da han får øje på mig.
Han rager et godt stykke op over hegnet til sin mors rækkehushave, der i dag er indtaget af morens fire små dagplejebørn.
Han vinker mig smilende hen til haven og rækker hånden frem for at sige hej.
Solen skinner, og snart må Emil lægge jakken, så han sidder tilbage i undertrøje – og hans bare arme afslører, at han bruger en del tid på træning.
Men for cirka tre år siden sad der en helt anden Emil ved selvsamme havebord.
En lille splejset dreng, der ifølge hans egne ord var helt underernæret.
Og haven, der i dag er fyldt med lyden af børnepludder, var i stedet fyldt med lyden af voksne menneskers gråd.
For i 2020 stak Emil Andersen af fra sin far.
Han var 16 år gammel, før han turde fortælle nogen om, hvad han var blevet udsat for.
Det blev hans mostre, mor og mormor, der fik dele af fortællingen hjemme ved havebordet.
Det var så voldsomme hændelserne, at både hans moster og mor måtte forlade bordet tudende og trøste hinanden nede bag legehuset.
Senere samme dag satte Emil Andersen sig med rystende hænder ved en computer og indgav en anmeldelse af sin far.
Og det var først, da han nogle uger senere sad på politistationen, at han for alvor blev i stand til at fortælle, hvad han egentlig havde været udsat for.
Utallige slag og spark i skridtet
I starten kunne Emil Andersen ingenting sige over for betjenten, men langsomt begyndte historierne at vælte frem.
Han husker dengang, han havde glemt at putte pepperoni på de to frysepizzaer, hans far netop havde lavet. Og hvordan det havde udløst en kaskade af tilsvininger.
- Han sagde, at jeg var dum. En horeunge. Spasser. Mongol. Og så gav han mig en flad, så jeg måtte tage fat i køkkenbordet for ikke at vælte.
Emil Andersen fortalte også om dengang, hvor han havde nægtet at slikke en hel dunk benzin op fra gulvet, som han havde tabt foran den gokart, han kørte i.
Faren var blevet så rasende, da Emil tabte dunken, at han beordrede sønnen til at slikke benzinen op, men da han nægtede, udløste det en syngende ørefigen.
Og så var der dengang, Emil Andersen havde støvsuget hele huset, men ifølge faren havde glemt et hjørne i stuen.
Det resulterede i, at Emil Andersen blev smidt op af væggen og slået utallige gange.
- Han nikkede mig også en skalle, men jeg rykkede hovedet, så han snittede kun, og så sparkede han mig i skridtet. Jeg begyndte at græde, og så bad han mig om at handle ind og sagde, at hvis jeg stadigvæk tudede, når jeg kom tilbage, ville han sørge for, at jeg ikke var i stand til at tude mere, fortæller Emil Andersen.
Det var her, at Emil Andersen tog ned i Netto. Gik hvileløst omkring, løj for den ældre dame og tog hjem bagefter.
Emil Andersens forældre blev skilt, da han var tre år.
De første år boede han hos sin mor, men da han var 7 år, valgte han selv at flytte ind hos sin far. Her boede han, fra han var 7 til 16 år.
I flere af de år blev han udsat for vold uden at turde fortælle det til nogen.
- Jeg gav mig selv skylden og tænkte, at jeg selv var ude om det, fordi jeg ikke kunne opføre mig ordentligt. Og jeg lod som ingenting, hvis nogen spurgte til det, fortæller han.
Samtidig frygtede han repressalier fra sin far, hvis han svarede ærligt, de få gange nogen spurgte ham.
Af samme årsag løj han for politiet, da en fremmed dame anmeldte hans far for vold.
Hun havde overværet faren slå den dengang cirka 11-årige Emil i en bil.
Men inden Emil blev sat af til afhøring, sendte faren Emil et stirrende blik og huskede ham på, at ”han skulle sige sandheden”, husker Emil.
Emil opfattede den besked som en opfordring på at gøre det stik modsatte.
Og så løj han.
- Jeg følte, at jeg gjorde det rigtige ved at lyve. Det var jo ikke første gang, at jeg havde løjet omkring det, så jeg havde det fint med det, siger han.
Emil Andersens fortælling er på mange måder et standardeksempel på, hvorfor det er så svært for børn at fortælle om vold i hjemmet.
Skam og skyld
En del børn føler nemlig skam og skyld over at blive slået.
Samtidig er der nogen, der ikke forstår, at det er forkert.
Det fortæller chef for viden og formidling i organisationen Lev Uden Vold, Louise Glerup Aner.
- Der er også børn, der gerne vil beskytte deres forældre og føler en stor loyalitet på trods af volden– eller måske er bange for, hvad der kan ske, hvis de siger det højt og skal hjem til deres forældre igen, forklarer hun.
I dag føler Emil Andersen dog, at han betaler en høj pris for de år, han tav og løj om volden.
- Jeg lod som ingenting, men det har jo haft en stor omkostning for mig nu. Jeg har det svært i forhold til andre mennesker. Jeg kan have svært ved at stole på dem, og det har ødelagt rigtig meget for mig, fortæller han.
For de seneste år har Emil Andersen mærket senfølgerne af de mange år med vold.
Han har haft rysteture, angstanfald, følt skyld og skam.
Men måske værst af alt en vrede. En vrede, der ifølge ham selv kunne antændes på ingen tid og oftest gik ud over familiemedlemmer og enkelte venner.
- Så er jeg bare gået i sort, har råbt og skreget folk ind i ansigtet eller er gået fra dem i vrede, forklarer han.
For at lægge låg på følelserne begyndte han at tage stoffer og drikke lidt for meget alkohol, men det blev for en kortere periode.
Det skulle nemlig vise sig at være en sprængfarlig cocktail, når man samtidig kæmper med temperamentet.
Og en dag gik det helt galt.
Emil Andersen beskriver selv, hvordan han var helt ligeglad med andres følelser i årene efter, at han stak af fra sin far. Selv sine nære venners.
En dag hang han ud med netop sine venner og røg i en heftig diskussion med sin rigtig gode ven.
Det var noget med en pige.
Pludselig ledte den heftige diskussion ifølge Emil Andersen til et overfald på vennen.
Der var flere involverede, men Emil Andersen slog også.
Samme nat kom politiet hjem til Emil.
Selvom han overvejede at lyve, endte han med at erkende, hvad han havde gjort.
Det er han glad for i dag.
Også selvom han efterfølgende fik en betinget dom for vold og en bøde.
Og så mistede Emil sit venskab med vennen, der blev overfaldet.
- Det var min bedste ven, og jeg savner ham. Jeg var en lorteperson på det tidspunkt og havde absolut ingen respekt for andre mennesker, siger han.
Episoden satte samtidig gang i en anden følelse hos Emil. Han fortæller, at han ikke havde slået nogen før, og da det pludselig skete, blev han bange. Bange for at ende som sin far.
En følelse, der ikke er helt ubegrundet.
Går vold i arv?
For der er faktisk en øget risiko for at ende i relationer med vold, når man har været udsat for vold som barn.
Det forklarer Louise Glerup Aner fra Lev uden vold.
Det gælder især parrelationer.
- En undersøgelse, vi har på vej, viser, at der er øget risiko for, at man i voksenlivet udøver vold eller blive udsat for vold i en partnerrelation, fortæller Louise Glerup Aner.
Det er dog langtfra ensbetydende med, at alle personer, der har været udsat for vold som børn, vil blive voldelige eller udsat for vold, fortæller hun.
En ny kvalitativ undersøgelse fra organisationen peger på, at især fire faktorer kan forebygge risikoen for, at vold går i arv.
Den første faktor handler om at erkende, at man har været udsat for vold i barndommen og også erkende, at det var forkert.
En anden faktor, der er vigtig, er, at man har et ønske om et andet familieliv end det, man selv er vokset op i, og at man har kompetencerne til at skabe sig det.
- Det kan man for eksempel få ved terapeutisk behandling, forklarer Louise Glerup Aner.
En tredje faktor er adgangen til meningsfyldte netværk. Det kan være gennem uddannelse, arbejde eller sport – et sted, hvor man kan få anerkendelse og positive relationer.
Den fjerde faktor er omsorg fra andre. Det kan både være et familiemedlem, men også en lærer fra barndommen, en venindes mor eller en relation, man møder senere i livet, forklarer Louise Glerup Aner.
Emil Andersen er fast besluttet på, at han ikke vil ende som sin far.
Men han har også erkendt, at han har brug for hjælp.
- Ved ikke, hvorfor jeg er vred
Derfor er han begyndt hos en psykolog hos Bryd Tavsheden, som er en organisation, hvor børn og unge, der har været udsat for vold, kan få rådgivning.
Det er her, at Emil Andersen efterhånden har indset, at det ikke var 11-årige Emils skyld, at han blev slået af sin far. Også selvom han længe har tænkt det.
Og det er også her, at han har forstået, at han i årevis har undertrykt sine følelser og derfor har svært ved at forstå dem i dag.
- Jeg ved, at jeg er vred eller ked af det, men jeg ved ikke, hvorfor jeg er det, fortæller han.
Han håber og tror på, at han kan skabe et bedre liv for sig selv og en fremtidig familie.
Og blive ”en ordentlig” og bedre far end sin egen.
De seneste år har han kæmpet for at komme fri af sin fars skygge, og for et år siden skete der noget ekstremt betydningsfulgt for ham.
Dommen
To år efter anmeldelsen kom Emil Andersens sag imod faren for retten.
Han blev dømt for 7 ud af 9 punkter og fik 6 måneders ubetinget fængsel samt en bøde på 10.000 kroner.
Det var en langt større straf, end Emil Andersen overhovedet havde forventet. Men det vigtige for Emil var, at hans far blev kendt skyldig.
- Det var befriende. Jeg har gået i så mange år og troet, at andre nok ikke ville tro på mig, siger han.
Nu håber han, at hans historie kan inspirere andre til at forstå, at vold aldrig er deres skyld – og at de skal bede om hjælp.
Især unge mænd.
For han oplevede selv, at det var meget tabubelagt at stå frem som dreng.
- I mine øjne dengang var der ikke noget mere umandigt, end at jeg var blevet undertrykt af min far. Jeg følte, at han tog min mandighed fra mig, siger Emil.
Emil Andersen føler så småt, at han er ved at genvinde den mandighed. Og han håber også, at han kan få lov at vise det over for sin far, når han igen skal i retten.
For hans far har anket dommen.
Det betyder, at hele sagen skal køre forfra en gang til i landsretten, og at Emil Andersen skal vidne igen.
Emil Andersens far forlod byretten, da Emil skulle vidne sidst. Men Emil håber, at faren vil være til stede i landsretten.
For så vil han gerne se ham i øjnene.
- Jeg vil gerne have, at han forstår, at jeg ikke er den samme lille dreng mere. At jeg ikke har brug for ham længere, siger han.
Selvom han endnu ikke ved, hvad udfaldet af dommen bliver i landsretten, er han også ligeglad. Dommen betyder ikke det store for Emil længere.
Han føler allerede, at hans far har fået en straf. For han har mistet sin søn. Og selvom Emil aldrig vil have noget med ham at gøre igen, hader han ham ikke:
- Jeg synes, at han er en meget lille og ynkelig mand i en meget stor mands krop med en hel masse vrede, og jeg har ondt af ham. Et eller andet sted havde han nok også brug for hjælp, men han fik det aldrig, siger han.
Han føler i høj grad, at han er ved at løsrive sig fra sin fars greb og hans skygge.
Og en gang imellem kan han for alvor mærke det.
I dag har Emil Andersen lagt stofferne på hylden.
I stedet træner han en hel del, og snart skal han starte på HF, som han håber at gennemføre.
Så vil han senere søge ind i militæret.
TV 2 dokumentar har henvendt sig til Emil Andersens far. Han er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser.