Nyhedsoverblik

Her giver vi dig dagens nyheder i kort form. Vi opdaterer hele tiden, hele dagen. Du kan tippe TV 2s journalist her.

Denne blog opdateres ikke længere.

Såret betjent kørt til sygehus

En betjent fra fra Sydøstjyllands Politi er fredag aften kørt til sygehuset, efter han var en del af en politiopgave på Banegårdspladsen i Vejle, skriver Ekstra Bladet, der har talt med politiet. Betjenten er uden for livsfare, men politiet vil ikke fortælle, hvad opgaven gik ud på, eller hvordan betjenten er såret. 

Kørelærere ønsker lovændring for elbilskørekort

Dansk Kørelærer-Union, der er branceorganisation for kørelærere, ønsker loven for elbilskørekort ændret, skriver Politiken. EU-lovgivning gør nemlig, at man ikke må køre biler med manuelt gear, hvis man har taget kørekort i en elbil. Elbiler har automatgear.

19 personer anholdt - narko, køretøjer og millioner af kroner beslaglagt

Mindst 19 personer er blevet anholdt ved politiaktioner i Nordeuropa i denne uge som led i en operation under ledelse af Europol, oplyser svensk politi fredag. Der er beslaglagt en stor mængde narkotika, over et dusin køretøjer og tyvekoster til en værdi af næsten 3,5 millioner kroner.

Fransk 10-årig pige kidnappet af sin far

Ifølge franske medier er det en fransk, 10-årig pige ved navn Eya, der nu beskrives som værende "i god behold" hos de danske myndigheder efter en anholdelsessag på Lolland. Ifølge de franske medier er det hendes far og en anden gerningsmand, der er blevet anholdt, efter de torsdag kidnappede Eya i Frankrig. 

.

To mænd anholdt i bortførelsessag - tiårig pige i "god behold"

To mænd er fredag 14.30 blevet anholdt ved Rødbyhavn på Lolland i forbindelse med "en barnebortførelsessag fra Frankrig", skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter. En 10-årig pige "er i god behold hos de danske myndigheder", oplyses det derudover. TV 2 forsøger at få uddybende kommentarer. 

Færre vil på Herlufsholm Kostskole

I 2023 har 63 personer søgt en ungdomsuddannelse på kostskolen Herlufsholm som førsteprioritet, viser tal fra Børne- og Undervisningsministeriet. Det svarer til et fald på cirka 35 procent fra 2022, og det sker i kølvandet på TV 2s afsløringer om vold, seksuelle krænkelser og grov mobning på kostskolen. 

Uheld og kø på Fynske Motorvej - ingen overhaling, advarer Vejdirektoratet

Vejdirektoratet oplyser, at der fredag aften har været et uheld på E20 Fynske Motorvej fra Odense mod Middelfart mellem afkørsel 55 Aarup og 56 Ejby. Billeder viser lang kø, og Vejdirektoratet opfordrer til at holde til højre og undgå overhaling.
 

Forsinkelser og aflysninger i Københavns Lufthavn

Problemerne med flyveledermanglen i Københavns Lufthavn har fredag aften medført 47 aflyste fly og forsinkelser på op til halvanden time gennem dagen. Det vil forventeligt blive værre i løbet af aftenen med op mod 2,5 time, spår lufthavnens trafikchef Kristoffer Plenge-Brandt, der også frygter for lignende situation anden pinsedag, mandag. 

Københavns Lufthavn lukker bane i højsæsonen

Københavns Lufthavn lukker en af sine to hovedbaner i syv uger midt i stormende flykonflikt og mangel på flyveledere. Det skyldes, at banen skal repareres, skriver mediet check-in.dk. Arbejdet blev igangsat 22. maj og vil løbe frem til 7. juli.

Over en times kø på Nordjyske Motorvej

Der er lang kø på E45 Nordjyske Motorvej fra Hobro mod Aalborg mellem afkørsel 34 ved Hobro N og Senhøj, oplyser Vejdirektoratet. Det skyldes et tidligere uheld og giver en forlænget rejsetid på over en time

Kvinde på vej til hospitalet med politieskorte efter færdselsuheld

To personbiler er kørt sammen på Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord, oplyser Nordsjællands Politi til TV 2. Som konsekvens blev en kvinde fastklemt i sin bil og er nu på vej mod hospitalet med politieskorte – dog kontaktbar. Begge vognbaner er spærret i vestgående retning, og der er omfattende kø.

Opdatering 17.50: Et enkelt spor er nu genbånet.

Politi kommer med opfordring efter kreditkortfusk

I Aarhus er en 82-årig kvinde blevet snydt af en mand, der udgav sig for at være fra betalingstjenesten Nets, så hun endte med at lægge sit kreditkort i en konvolut uden for sin dør og oplyse koden. Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport og opfordrer samtidig folk til at advare ældre familiemedlemmer mod at udlevere kort og koder. 

Flere kilometers kø frem mod Storebæltsbroen

En otte meter høj trafiktavle er løs i stolperne og er derfor i risiko for at vælte ned over kørebanen ved afkørsel 42 mod Korsør i vestgående retning mod Storebælt. Beredskab er sat ind til at ordne problemet, oplyser Vejdirektoratet til TV 2, og i øjeblikket giver det omkring 7,5 kilometers kø, startende fra frakørsel 40b, og en halv times forlænget rejsetid.

45-årig får fængsel for voldtægt i parkeringskælder

En 45-årig mand er blevet idømt tre år og tre måneders fængsel for grov vold og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje begået i en parkeringskælder i Odense i oktober sidste år. Det oplyser anklagemyndigheden i Fyns Politikreds.

20 strande udvalgt til at blive testet for PFAS

Miljøstyrelsen vil i juni, juli og oktober undersøge 20 strande for PFAS-forurening, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse, hvor strandene også er markeret. De 20 lokaliteter er udvalgt blandt de 50, hvor Miljøstyrelsen sidste år undersøgte badevandet, og kommunerne får besked, hvis der findes for høje værdier.

Flere indløser recept på populært slankemiddel

I alt 42.466 personer indløste i april en recept på vægttabsmidlet Wegovy, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Det svarer til en stigning på 13 procent sammenlignet med marts, men set i forhold til tidligere måneder er væksten dog beskeden. Eksempelvis var der fra februar til marts en stigning på 49 procent. 

Sangerinde aflyser koncerter i Danmark

Den canadiske sanger Celine Dion aflyser hele sine forestående turné i 2023 og 2024 - herunder to koncerter i København 23. og 24. september. Det fremgår af en meddelelse på hendes hjemmeside ifølge Ritzau. Aflysningerne skyldes sygdom, som forhindrer hende i at optræde, lyder det.

123 anmeldelser om brud på navneforbud i bortførelsessag

Rigspolitiet har fået 123 anmeldelser om brud på navneforbuddet på den 32-årige sigtede i sagen om den 13-årige pige, der blev bortført. Det skriver Ritzau, der har tallene fra Rigspolitiet. Anmeldelserne har fundet sted mellem 16. april og 14. maj. Der er fire sigtelser. 

1,3 tons kokain beslaglagt i Helsingborg havn

Svenske toldere har siden september sidste år beslaglagt 1,3 tons kokain fra Helsingborg havn. Det oplyser det svenske toldvæsen på et pressemøde fredag, skriver SVT ifølge Ritzau. Beslaglæggelserne er "helt uden fortilfælde i svensk kriminalhistorie" ifølge anklager Magnus Petterson. Helsingborg anses for at være blevet et knudepunkt for smugling af kokain fra Sydamerika og til hele Europa.