Dagens overblik

Dagens overblik: Renten på SU-lån er steget eksplosivt

Sygeplejersker får ikke for lidt i løn, viser udkast til rapport, mens Ukraine forsøger at skabe forvirring om forårsoffensiven.

Fredag begynder pinseferien for de fleste, og planlægger du at tilbringe fridagene udendørs, bliver det med stor sandsynlighed i solskin.

Inden pinsesolen begynder at danse, får du her ugens sidste overblik. Velkommen til.

Renten på SU-lån er steget eksplosivt

Renten på SU-lån er næsten firdoblet de sidste otte måneder.

Det er en stor overraskelse for mange færdiguddannede, som TV 2 har talt med. De står i dag over for en rentesats på deres SU-lånegæld på 3,85 procent.

I mange år har renten ellers ligget stabilt på 1 procent, og fortællingen i samfundet har været, at det for mange var "nærmest gratis" at optage et studielån.

Sygeplejersker får ikke for lidt i løn, viser udkast til rapport

Sygeplejersker får en løn, der matcher deres ledelsesansvar, erhvervserfaring og uddannelsesniveau.

Det er konklusionen i et udkast til den endelige rapport fra Lønstrukturkomitéen, som TV 2 er i besiddelse af.

Komitéen blev nedsat i efteråret 2021 af den daværende socialdemokratiske etpartisregering. Det skete på bagkant af sygeplejerskekonflikten samme år.

Ukraine forsøger at skabe forvirring om offensiv

Er den ukrainske forsvarsoffensiv allerede i gang? Det sagde Mykhajlo Podoljak, en af den ukrainske præsidents nærmeste rådgivere, torsdag, at den har været i flere dage.

Men det kalder en dansk militæranalytiker ”en leg med ord”.

Ifølge Anders Puck Nielsen er Ukraine stadig i gang med de indledende operationer, der handler om at ramme russernes logistik.

FBI-filer afslører planer om attentat på dronning Elizabeth

Den britiske dronning Elizabeth, der døde sidste år, var i fare for at blive udsat for et attentat, da hun i 1983 var på besøg i USA.

Det viser filer, som det amerikanske forbundspoliti, FBI, har offentliggjort.

Filerne har hidtil ikke været offentligt tilgængelige. Det er de nu blevet i kølvandet på dronning Elizabeths død i september 2022.

To 100-årige deler gylden opskrift på et langt liv

Den lokale tv-station TV MIDTVEST har undersøgt, hvordan man kan blive gammel, og det har to 100-årige et klart svar på.

Du skal simpelthen bare være glad, mener de 100-årige.

Og glædeteorien får også opbakning fra Bente Klarlund Pedersen, der er overlæge og professor på Rigshospitalet og leder af Trygfondens center for aktiv sundhed.

Hun siger, at optimisme frem for pessimisme gør, at man har nedsat risiko for blandt andet hjerte-kar-sygdomme.