Dagens overblik

Dagens overblik: Wagner-leder forudser russisk nederlag, medmindre Rusland indfører kontroversiel tilstand

Ukrainsk modoffensiv er i gang, webshop blokerer danske kunder, og syrienkriger idømmes livstid.

Danskerne skal finde solcremen og solbrillerne frem. For i stort set hele landet har solen stået højt på himlen, mens UV-indekset brager derudaf.

Men udsigten til sol og sommer giver ikke anledning til glæde hos discountkæden Basalt. Manglen på kølediske med grillpølser og kolde drikkevarer betyder nemlig, at Salling Group efter kun syv måneder har valgt at dreje nøglen om.

Velkommen til dagens overblik, hvor vi starter ved fronten i Ukraine.

Ukrainsk modoffensiv er i gang

Den længe ventede ukrainske modoffensiv er begyndt. Det fortæller den ukrainske præsidentrådgiver Mykhajlo Podoljak i et interview med den italienske tv-kanal Rai.

- Modoffensiven har allerede stået på i flere dage. Det er en intens krig, der strækker sig over 1500 kilometer af grænsen, men aktionerne er allerede begyndt, siger Podoljak.

Rådgiveren understreger på Twitter, at modoffensiven ikke er én enkeltstående begivenhed, men adskillige angreb. Alle udmeldinger skal tages med forbehold, men det er umiddelbart første gang, at Ukraine decideret bekræfter at have indledt sin modoffensiv.

Prigozjin forudser russisk nederlag

Mens de ukrainske styrker indleder offensiver rundt om i det krigshærgerede land, mangler Rusland fortsat den nødvendige kampstyrke på slagmarken.

Rusland risikerer derfor at tabe krigen, som kan føre til en ny russisk revolution. Det mener den berygtede leder af lejesoldaterhæren Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin. Løsningen er, at Kreml tager situationen i Ukraine alvorligt og indfører krigsretstilstand, lyder det.

En krigsretstilstand i Rusland ville betyde, at bestemte rettigheder ville blive ophævet. Med andre ord ville det medføre, at langt flere russere ville blive hevet ind i krigen.

Men Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, vurderer, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, er bange for at miste den folkelige opbakning, hvis han hiver for mange russere ufrivilligt ind i krigen.

Webshop blokerer 42.000 kunder

Den svenske virksomhed Boozt, der sælger tøj online, har blokeret 42.000 kunder, fordi de har returneret for mange varer.

Ifølge det svenske medie SVT bliver flere end 30 procent af onlinebestillingerne sendt retur, og det er klimabelastende både i fragt og øget plastik til indpakningen. Med blokeringen af kunder forsøger Boozt nu at komme det, webgiganten kalder for "returmisbrug", til livs.

Over for Ekstra Bladet bekræfter Boozt, at der også er danske kunder iblandt de 42.000.

Syrienkriger idømmes livstid for landsforræderi

Et enigt nævningeting i Københavns Byret besluttede torsdag at idømme den danske syrienkriger Ahmad Salem El-Haj den strengeste straf: fængsel på livstid.

32-årige Ahmad Salem El-Haj blev 2. maj kendt skyldig i landsforræderi under særligt skærpende omstændigheder og at have overtrådt terrorparagraffer.

El-Haj rejste til Syrien i 2013, hvor han tilsluttede sig og deltog i kampe for Islamisk Stat, der kæmpede mod den danske stat. Han har dog ikke direkte deltaget i kampe mod danske styrker.

Dagens dom er dog kun et foreløbigt punktum i sagen. For El-Haj ankede dommen til landsretten, da han vil frifindes for landsforræderi.

Spækhuggere i brutalt angreb

En sejlbåd med en besætning på fire blev i starten af maj ”brutalt angrebet” ud for Gibraltar. Båden sank, og besætningen måtte reddes af kystvagten.

De ansvarlige for angrebet var tre spækhuggere, der med fuld kraft svømmede mod bådens sider og ødelagde roret. Det fortæller den schweiziske skipper Werner Schaufelberger, der stod bag roret, til det tyske sejlsportsmagasin Yacht.

Angrebet er det seneste eksempel på et fænomen, der har optaget og undret langturssejlere og marineeksperter i årevis: At spækhuggere langs Spaniens og Portugals kyster – og i særdeleshed ved det smalle Gibraltarstræde, der forbinder Atlanterhavet og Middelhavet – bliver ved med at angribe sejlbåde.

***