93.000 danskere løber i Danmark i dag, sådan påvirker det trafikken
Fem danske byer vil i dag have en del vejafspærringer, når årets Royal Run løber af stablen.
Rekordmange danskere er trukket i løbetøjet mandag, når Royal Run afholdes for femte gang.
Det er dog første gang, at løbet er nået op på over 93.000 løbere.
I år bliver Royal Run afholdt i byerne Aabenraa, Herning, Nykøbing Falster, Nyborg og København/Frederiksberg.
I alle byer kan man løbe one mile, fem eller ti kilometer, og som altid deltager kronprins Frederik og hans hustru i løbene.
Kronprins Frederik løber med i Aabenraa, Herning og København/Frederiksberg, mens kronprinsesse Mary deltager i løbene i Nyborg og Nykøbing Falster.
De veje, hvor løberuterne ligger, vil være afspærret for al trafik.
Her kan du få et kort overblik over løberuterne i byen.
Aabenraa
I Aabenraa løber 14.000 personer, og gader vil være afspærret i tidsrummet klokken 07 til 19.
Startfeltet er placeret på Kystvej, mens målstregen er på Dronning Margrethes Vej.
Herning
I Herning deltager lidt over 18.000 løbere. Her begynder løbet klokken 10 med start i Møllegade og målfelt ved Torvet. Her vil gader være spærret af fra klokken 07 til 18. Dele af Møllegade vil dog være spærret allerede fra 28. maj klokken 24.
København/Frederiksberg
Cirka 40.000 løbere indtager gaderne på Frederiksberg og i København. Ruten begynder i Nyhavn og slutter ved Amalienborg.
Her vil veje være afspærret fra klokken 08.30 til klokken 20.
Nykøbing Falster
I Nykøbing Falster løber 10.000 danskere med. Her begynder ruten i krydset ved Dronningegade og Østergågaden og slutter ved Havnegaden.
Veje vil være afspærret i tidsrummet klokken 08 til 21.
Nyborg
Knap 10.000 mennesker løber i Nyborg. Her begynder ruten ved Vindingevej og slutter ved Torvet. Veje vil være afspærret i perioden klokken 06 til 19.
Du kan læse meget mere om ruterne, parkering og offentlig transport i byerne her.
Du kan følge Royal Run hele mandag på TV 2 og TV 2 Play.