Stor frustration over ventetid på "verdens mest bæredygtige køretøj": - De holder os en smule for nar
Blot to af de eftertragtede Fisker Ocean-biler er indtil videre blevet leveret. Den ene til ejeren selv.
”Verdens mest bæredygtige køretøj" er lige på trapperne.
Sådan har det i hvert fald gange lydt fra elbilproducenten Fisker Inc. med den danske bilfabrikant og designer Henrik Fisker i spidsen.
Men blandt danske, afventende kunder, der for længst har smidt et depositum, tager frustrationen til. For indtil videre står den omtalte bil ved navn Fisker Ocean blot i to garager.
Hos Henrik Fisker selv og hos en af investorerne i Fisker Inc, skriver Bilmagasinet, der fredag oprullede det spegede forløb.
- Vi får ingen valide informationer om, hvorfor bilerne ikke bliver leveret. De holder os en smule for nar, siger 44-årige Rasmus Stilling, der efter bilens lancering i 2021 betalte de 250 dollars, det krævede at skrive sig på venteliste.
Solceller på taget og plastikflaster fra havet
Helt præcist blev Fisker Ocean første gang præsenteret på en storstilet biludstilling i Los Angeles 18. november 2021.
Her fremhævede Henrik Fisker blandt andet, at bilen produceres på en CO2-neutral fabrik, mens også soltagets solceller og det ”luksuriøse” interiør lavet af plastikflasker fra havet blev vist frem.
- Vi begynder at levere biler i Danmark i november næste år, lød det derudover fra Henrik Fisker.
Billedet fra Instagram er en uge gammelt og viser, at den danske advokat Jackie Phillip – der ifølge Bilmagasinet også er investor i Fiscer Inc – på global plan var den første modtager af en Fisker Ocean.
35.000 ekstra i puljen
Rasmus Stilling var ikke i tvivl om, at han ville have fingrene i den tilsyneladende banebrydende bil.
- Jeg går meget op i bæredygtighed og genanvendelige materialer, og det slår de sig jo stort op på, siger han til TV 2.
Også 53-årige Jesper Frydenreich blev forelsket i bilen og smed depositummet.
Faktisk gik han også endnu længere og lagde yderligere 35.000 danske kroner, da Fisker Inc. gav 5000 personer mulighed for at komme frem i køen ved netop at smide den ekstra sum.
- Den har et pisseflot design og features, som ingen andre biler har. Den har en stærk pris, en god rækkevidde, og så er det en dansker, der har designet den, uddyber Jesper Frydenreich sin begejstring for bilen, der kommer i fire udgaver og varierer fra cirka 330.000 kroner til godt 600.000.
Nye deadlines – igen og igen
Efter lanceringen gik tiden dog, kalenderåret skiftede til 2022, og den bedyrede leverance i november passerede, uden at nogen havde modtaget bilen.
Ifølge Bilmagasinet har Fisker Inc. siden ad flere omgange givet nye deadlines for, hvornår de afventende kunder kunne forvente deres biler.
Eksempelvis lød det i februar 2023 fra Fiskers presseafdeling, at man ville levere de første Fisker Oceans i "slutningen af første kvartal", mens det senere blev rykket til ”i foråret”, skriver magasinet.
Hele irritationen går på, at man ikke får nogen information
Jesper Frydenreich, på ventelisten til Fisker Ocean
Imens har talrige personer siddet i venteposition – ifølge virksomheden selv omkring 65.000.
Og i både Facebook-grupper og på Fiskers Incs sociale medier spreder der sig en frustration over ikke at kunne få klar besked på, hvornår de kan forvente at modtage bilen – hvis de altså kan.
- Jeg har en dårlig fornemmelse af, at det reelt ikke bliver til noget, siger Rasmus Stilling.
Et "komplet ubrugeligt" svar
Jesper Frydenreich fremhæver også manglende kommunikation som største årsag til sin irritation, og han har flere gange kontaktet Fisker Inc. for at spørge, hvornår han kan forvente at modtage sin bil.
Senest fik han fredag et svar fra Fisker Support, der blandt andet skrev, at der ”desværre ikke var specifikke informationer” om hans levering.
Dog er forventingen, at der globalt leveres 1700 elbiler i løbet af andet kvartal, lyder det i mailen. Og fra 3. kvartal er planen, at der skal produceres 6000 om måneden.
- Det er et komplet ubrugeligt svar. Det er, som om de ikke erkender, at der er et problem, siger Jesper Frydenreich.
Hvorfor annullerer du så ikke bare din ordre?
- Fordi jeg stadig synes, bilen er fed. Min mening om dens design og performance har ikke ændret sig, fordi den er forsinket. Hele irritationen går på, at man ikke får nogen information, siger han og adskiller sig derfor fra flere andre, der på Facebook skriver, at de trækker deres ordre tilbage.
En af dem forklarer til TV 2, at han simpelthen ikke længere har ”tillid” til Henrik Fisker og Fiscer Inc.
Andre er af modsat holdning og skriver, at det er helt naturligt, at nye produkter oplever startvanskeligheder.
Forståelse for udfordringer
Både Jesper Frydenreich og Rasmus Stilling siger, at deres frustration ville falme, hvis blot Fisker Inc. tog bladet for munden og fortalte, hvad der faktisk er op og ned.
- Det er jo fair nok, hvis de mangler nogle godkendelser, hvis de har produktionsvanskeligheder eller leveringsproblemer. De skal bare melde det ud, siger Rasmus Stilling.
TV 2 ville gerne have interviewet Henrik Fisker og konfronteret ham med de afventende kunders frustration over de manglende leveringer – og den begrænsede kommunikation.
Det har ikke været muligt inden for artiklens deadline, men Fisker Incs presseafdeling har i stedet sendt en udtalelse.
Fiscer Inc: Vi gør klar til prøvekørsler og leveringer
Her forklarer selskabet blandt andet, at det først 28. april 2023 har fået den rette, officielle certificering, så det kunne starte leveringerne i Europa.
Derudover forklarer virksomheden, at den har prioriteret tidligere investorer til at modtage det første ”begrænsede oplag” og derfor nu modtager ”værdifuld feedback”.
- Vi har en meget stærk reservationsbase på 65.000 på verdensplan og er i øjeblikket ved at etablere salgssteder i Europa og USA for at forberede os til kundeprøvekørsler og leveringer, lyder det afsluttende.
Fiscer Inc. har derudover oplyst, at de 5.000 personer, der har betalt 35.000 kroner, får deres biler leveret inden udgangen af september.