Chauffører afblæser massiv vejblokade

Selvom arrangørerne nu afblæser demonstrationen, er der stadig vognmænd, som har tænkt sig at demonstrere mandag.

Den store landsdækkende aktion, der mandag skulle blokere for trafikken over hele Danmark, er blevet aflyst.

Det oplyser Vejskatskomitéen, der er arrangørerne bag blokaden, i en pressemeddelelse.

Arrangørerne havde varslet, at hundredevis af lastbiler ville blokere vejene på mandag. Men det har et møde med politiet torsdag dog sat en stopper for, lyder det nu.

- De har på den måde fundet hver en sprække og lov, de kan bruge til at forhindre den planlagte lovlige demonstration, skriver komitéen.

Opløses med øjeblikkelig virkning

Vejstatskomitéen har løbende været i dialog med politiet omkring aktionen.

Over de seneste uger er det blevet aftalt, at demonstrationerne ikke skulle omfatte eksempelvis færgelejer, hovedveje, byzoner og lignende.

De oplyser nu, at politiet har gjort dem opmærksomme på, at demonstrationen er ulovlig.

- Denne kulegravning (af politiets jurister red.) har medført, at vi må konstatere, at vi stilles overfor betingelser, som er umulige for Vejskatskomiteen at være en del af, oplyser chaufførerne.

De skriver yderligere, at det har ført til, at komitéen "opløses med øjeblikkelig virkning".

Utilfredse med ny vejafgift

Chaufførerne havde planlagt spærringer i hele landet og opfordret til, at vognmænd over hele landet tilsluttede sig.

Med demonstrationerne ville chaufførerne markere deres utilfredshed med en ny foreslået vejafgift. En vejafgift, der fra 2025 og frem vil gøre det væsentligt dyrere for de danske vognmænd at køre på de danske veje.

Det er dog ikke alle, der har opgivet at gennemføre auktionen. TV 2 Nord har talt med Kim H. Simonsen fra Brovst, der stadig har planlagt at demonstrere.

Og han tror langt fra, at han bliver den eneste.

- Vi er mange. Rigtig mange. Vognmændene, der står bag, har fuldstændig styr på, hvor vi skal være, siger han til TV 2 Nord.

TV 2 forsøger at få en uddybende kommentar fra arrangørerne bag den nu aflyste blokade.