Unges lyttevaner kan sætte en dæmper på fremtiden

En enkelt musiklytter siger til TV 2, at hvis høreapparat er det, der skal til, så må det være sådan.

Du har måske prøvet at gå og høre musik, måske lidt højt for rigtig at mærke det. Og så kommer der en notifikation.

- Lydstyrken bør sænkes, står der.

Og det bør den ret tit. Sådan lyder opfordringen fra Mads Klokker. Han er cheflæge på Øre-Næse-Hals- og audiologisk afdeling på Rigshospitalet.

- Vi ved ikke præcist, hvor stort problemet med unge mennesker og hørelsen er, men vi har en stærk indikation af, at hørelsen hos yngre mennesker bliver forringet, når de bliver ældre, siger han og tilføjer:

- Der går adskillige år, før hørelsen bliver forringet, men vi ved fra ældre årgange, at hvis de har hørt høj musik længe, skal de anvende høreapparater, når de er blevet ældre.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår i et studie, at én milliard mennesker er i fare for at få høreskader. WHO tilskriver de farlige lyttevaner i sammenhæng med høretelefoner eller koncerter.

Ifølge Lauren Dillard, der er en af hovedforfatterne bag studiet, er det ifølge CNN særligt de 12 til 34-årige, der er i fare for at få høreskader.

Savner klare linjer om lydniveau

TV 2 Echo har talt med en række danskere på gaden om deres lyttevaner.

Malte Halsteen på 36 år hører mest musik, når han er ude at løbe eller cykle. Inderst inde ved han godt, at hørelsen kan tage skade af for høj musik, men det er ikke noget, han tænker over til hverdag, fortæller han.

Han har dog lagt mærke til, at han måske ikke hører lige så godt, som han engang gjorde. Blandt andet beder hans kæreste ham nogle gange om at skrue ned for fjernsynet.

- Jeg har gået og tænkt på, at det kunne være, at man skulle få tjekket ørerne, men mere har jeg ikke skænket det en tanke, fortæller han men understreger, at det ikke ville være fedt, hvis han om få år skal have høreapparat.

29-årige Patrick Piscott er ude at cykle, da TV 2 stopper ham. Han afslører, at han har lydniveauet på det maksimale.

- Min mor siger altid, at jeg ikke skal høre høj musik på grund af trafikken, siger han og vipper sine hørebøffer ned om halsen.

- Men jeg er musikproducer, så jeg har allerede fucket min hørelse op.

Han fortæller, at han er god til at skrue ned, når han sidder i musikstudiet. Men når han hører musik i fritiden, skal det overdøve alt – også selvom han godt kan mærke, at det kan blive for højt.

- Og hvis høreapparat er det, der skal til en dag for, at jeg kan fortsætte mit arbejde, er det det, der skal til. Men jeg gør, hvad jeg kan i hverdagen for at undgå for høj lyd, siger Patrick Piscott.

Også 34-årige Signe Dueholm går på gaden og hører musik i høretelefoner. For hende handler det om afslapning.

- Nu skal jeg med det offentlige hjem i dag, og jeg har en følelse af, at hvis jeg sidder med musik i ørerne, kan jeg slappe bedre af i bussen, siger hun.

Alternativt skulle hun tale med en veninde i telefonen, siger hun.

- Måske jeg kunne finde på at droppe høretelefonerne, tilføjer Signe Dueholm, der tilføjer, at grundet en hjerneskade er hørelsen på hendes ene ører i forvejen en smule forringet.

På en bænk sidder de to veninder og spiser frokost.

De hører begge ofte musik i deres høretelefoner, og tænker begge over, at det kan skade deres ører, hvis de hører for meget og for høj musik.

- Jeg hører næsten altid for højt musik, men jeg vil ikke gå ned på kvaliteten, jeg vil gerne høre det højt, fortæller 24-årige Patricia Kjær Bach.

Hun ville synes, at det var rigtig nederen, hvis hun skal have høreapparat, inden hun når pensionsalderen.

Ved siden af hende sidder 23-årige Maria Løkken Aggerholm. Hun tænker over at skrue ned for musikken.

- Der er flere af mine venner, der har tinnitus, så jeg tænker meget over det og hører næsten aldrig for høj musik, forklarer hun.

Kan give tinnitus og koncentrationsbesvær

Tidligere var det selvfølgelig ikke høj lyd fra store hørebøffer eller airpods, der satte en dæmper på hørelsen, men derimod smedjen eller støj fra flaskedamerne, siger cheflæge Mads Klokker.

Men han understreger vigtigheden af at passe på sin hørelse – særligt som ung.

- Når man bliver lidt ældre, kan man risikere at få en rigtig dårlig hørelse. Det kan også give tinnitus, forværret opmærksomhed, sværere ved at koncentrere sig og en hel masse andre medfølgende problemer, lyder det fra cheflægen.