Svært at blive klog på, hvad russerne har gang i, siger analytiker

Er det vigtig mærkedag og den længe ventede modoffensiv, der får russerne til at lægge røgslør ud om Tiktok-hær?

I flere måneder har Wagner-gruppen kæmpet blodige kampe for at overtage den østukrainske by Bakhmut. Men om tre dage er det ifølge lederen Jevgenij Prigozjin slut.

Helt præcis 10. maj klokken 00.00.

Her trækker Wagner-gruppen sig nemlig ud af byen, så den tjetjenske leder Ramzan Kadyrovs private hær kan fuldføre dét, som ikke er lykkedes for Jevgenij Prigozjin: at indtage Bakhmut.

Men er det hele et stort skuespil?

Hverken TV 2s korrespondent Uffe Dreesen, der befinder sig i Kyiv, eller senioranalytiker ved tænketanken Europa, Jacob Kaarsbo, kan med sikkerhed sige, hvad der egentlig foregår lige nu.

- Der foregår rigtig meget skuespil og kulisseopbygning omkring russerne i øjeblikket, siger Jacob Kaarsbo.

Han henviser blandt andet til videoer af en rasende Jevgenij Prigozjin, som du kan læse om her.

Hvis der ikke er tale om bluf fra Wagner-lederens side, tvivler Uffe Dreesen på, at han overhovedet får lov til at forlade fronten.

- Vurderingen i Kyiv er også, at det er et stort blufnummer, som handler om russisk frustration over, at de ikke kan indtage Bakhmut inden 9. maj, siger han.

Med i skuespillet hører to scener, som kan spille en rolle for det, verden lige nu er vidne til i Bakhmut fra russisk side: 9. maj og den længeventede ukrainske offensiv.

Handler Rusland på grund af længe ventet ukrainsk offensiv?

9. maj er nemlig en vigtig dato for Rusland. Det var her Rusland vandt over det nazistiske Tyskland – en dato, der hvert år bliver fejret med pomp og pragt, og som er yderst vigtig for den russiske præsident Vladimir Putin.

Det kan være et sidste forsøg på at få erobret byen inden 9. maj

Jacob Kaarsbo, senioranalytiker

- Vurderingen er, at det er nogle manøvrer, der bliver udført, fordi man er meget, meget opsat på at få kontrollen med Bakhmut inden 9. maj, siger Uffe Dreesen.

Den anden er den varslede og længe ventet ukrainske offensiv. Den kan betyde, at Rusland handler under indtryk af frygten for, hvad der kommer til at ske, forklarer både Uffe Dreesen og Jacob Kaarsbo.

Modoffensiven fra ukrainsk side kan også være årsagen til, at Rusland ifølge meldinger har brugt brand- og fosforbomber ved Bakhmut:

- Det kan være et sidste forsøg på at få erobret byen inden 9. maj. Det kan også være for at ødelægge det sidste, der er tilbage af byen, inden en ukrainsk modoffensiv, siger Jacob Kaarsbo.

Kadyrovs Tiktok-hær er mindre effektiv ved frontlinjen

En af årsagerne til forvirringen skyldes også den tjetjenske leder Ramzan Kadyrovs private hær i sig selv. Eller den som Uffe Dreesen og Jacob Kaarsbo kalder for selfie-hæren og Tiktok-hæren.

Det giver jo ukrainerne mulighed for at slå til

Uffe Dreesen

For mens Ramzan Kadyrovs hær har vist sig dygtige i at iscenesætte sig selv på de sociale medier, har de været mindre effektive ved frontlinjerne. Faktisk opholder de sig af den grund ofte i anden linje ved fronten.

- De er berømte for at rende rundt i Ukraine og lave Tiktok-videoer og skyde vildt omkring sig fremfor at være effektiv på slagmarken, siger Jacob Kaarsbo.

Samtidig giver det ifølge Uffe Dreesen ingen mening, når russerne på forhånd lader ukrainerne vide, hvornår der vil være huller i deres frontlinje.

- Det giver jo ukrainerne mulighed for at slå til. Det er også en grund til at tro, at det ikke kommer til at ske, siger Uffe Dreesen.

Har Rusland en anden dagsorden end Bakhmut?

Jacob Kaarsbo peger omvendt på, at den regulære russiske hær den sidste uge har flyttet tropper mod syd og væk fra Bakhmut. Derfor er det blevet sværere for Wagner-gruppen at lægge samme pres på byen som hidtil.

- Det kan indikere, at Rusland har en anden dagsorden end for alvor at erobre Bakhmut, siger han.

Han kan samtidig heller ikke afvise, at Jevgenij Prigozjin virkelig er på vej væk fra Bakhmut, hvis erobring har været Wagner-lederens prestigeprojekt.

For der er foregået et spil mellem Wagner-lederen på den ene side og det russiske forsvarsministerium og den russiske generalstab på den anden.

Video: TV 2 NEWS

Det er også årsagen til flere af de – med Jacob Kaarsbos ord – aparte videoer, hvor han har tordnet mod Kreml.

- Men til syvende og sidst er det Kreml, der styrer – og de finder ham stadig nyttig. Derfor holder jeg også døren åben for, at det er teatertorden. Vi må se, hvad der sker på tirsdag – jeg vil holde mulighederne åbne, siger Jacob Kaarsbo.